Makabre fund: Spiste af de dødes kød
10.000 år gamle skeletter i Sydamerika fortæller overraskende nyt om oldtidens komplekse og makabre begravelsesritualer.
Halshugning, afbrænding, tandudtrækning og måske endda kannibalisme. Det gik heftigt for sig ved begravelser i oldtiden. Det fortæller en artikel i tidsskriftet Antiquity.
Arkæologer har undersøgt begravelserne af 26 lig fundet i grotterne ved Lagoa Santa i Brasilien.
Grotterne har været kendt i næsten 200 år, men først nu kredser forskningen om de ritualer, de døde har været udsat for.
Begravet i sin egen hovedskal
Flere skeletter har fået fjernet tænderne efter døden og fået boret huller i kæben. Hænderne er hugget af adskillige lig og er efterfølgende blevet brændt.
I ét tilfælde er knoglerne blevet knust og brændt før placeret i afdødes hovedskal. I flere tilfælde kan der være tale om, at stammemedlemmer har spist af liget.
“Vi tror, at de ligesom i andre kulturer har foretaget en række ritualer for at ære den afdøde og sikre vedkommende en ordentlig begravelse”, fortæller André Strauss, der er bioarkæolog og medforfatter på artiklen.
“Det ser måske negativt ud at hugge lemmer af afdøde, men jeg mener bestemt, at ritualerne har været et udtryk for respekt for de afdøde.“, fortæller André Strauss.
Han er ikke overrasket over, at der måske er foregået kannibalisme ved begravelserne:
“Kannibalismen er en hypotese, men det er ikke overraskende. Det ser vi i mange samfund – og i symbolsk form selv ved kristne messer. Det bliver formentlig gjort for at ære den afdøde.”