Metaldetektor-feber: Amatører jagter Englands skatte

Flygtninge gravede formuen ned

Årsagen til de mange fund i England skyldes landets blodige historie. Lige­ siden oldtiden har briterne været plaget af invasionsbølger af fremmede på jagt efter land og værdier.

Romerne erobrede England i år 43 e.Kr. og trak sig først ud igen efter 350 år, da grænserne i den vestlige del af Romerriget kollapsede:

“Sørg for jeres eget forsvar”, lød kejser Honorius' svar, da de romersk-britiske indbyggere i år 410 bad Rom om hjælp mod de skotske piktere i nord.

Dermed kappede kejseren de sidste bånd til imperiets nordligste provins. I deres kølvand efterlod de romerske tropper forsvarsløst land i kaos.

Fra nutidens Nordtyskland angreb germanske stammer – anglerne og sakserne – de britiske kyster, og i de kommende århundreder fulgte plyndrende vikinger fra Skandinavien og krigeriske normannere fra det nordlige Frankrig.

Hver gang en ny fjende gik i land på briternes strande, måtte tusinder af civile tage flugten. Banker fandtes ikke, så de fleste valgte panisk at grave formuen ned i håbet om, at de en dag ville komme tilbage – det gjorde mange øjensynlig aldrig. For i de seneste årtier har amatørarkæologer fundet et rekordstort antal skatte med metaldetektorer.

Ifølge den seneste årsrapport fra British Museum fandt private metaldetektor-entusiaster i 2013 over 70.000 historiske genstande, hvoraf næsten 1.000 blev klassificeret som skatte – fund så exceptionelle, at landets museer har fået førsteret til at købe dem af finderen. Og det er ikke småbeløb, museerne har betalt til finderne, hvis de fundne genstande er usædvanlige nok.

I juli 2009 fandt den 54-årige, arbejdsløse Terry Herbert Englands hidtil største angelsaksiske guldskat på en nypløjet mark nær byen Lichfield i Staffordshire.­ Arkæologer blev tilkaldt og fandt under de efterfølgende udgravninger over 3.500 genstande i guld og sølv – armringe og udsmykninger fra sværd og andre våben.

Skatten er sandsynligvis blevet gravet ned af angelsaksere i 700-tallet. Efter fundet købte to britiske museer skatten for ca. 30 mio. kroner – penge, som tilfaldt Terry Herbert og ejeren af marken.

Sølvmønt såede interessen

England har altid haft mange metaldetektor-entusiaster, men de mange historier om gigantiske fund har i de senere år fået tusinder til selv at prøve lykken.

Ifølge Trevor Austin, leder af “National Council for Metal Detecting” – Englands største sammenslutning for metaldetektorister – er antallet af briter, som på amatørbasis søger med metaldetektor,­ nu omkring 20.000.

Blandt dem er John Maloney, som i otte år har vandret Englands marker flade i sin søgen efter historien.

“En ven solgte mig sin gamle metaldetektor. Jeg fik tilladelse fra en jordejer, og snart efter fandt jeg en romersk sølvmønt og en mønt fra victoriatiden. Det såede min interesse”, forklarer briten, der arbejder i den offentlige sektor.

Mens han taler, afsøger han metodisk marken med sin maskine.

“Tricket er at holde detektorens søgespole så tæt på jorden som muligt, for så kan den søge så meget desto dybere”, forklarer han og peger på den runde skive, som sidder i detektorens ende.

Med jævne mellemrum alarmerer apparatet ham om metal i jorden. Flere gange vælger han dog at gå videre uden at grave efter genstanden, fordi han på lyden kan høre, at det bare er jern:

“Hvis du graver efter jern, kommer du til at grave hele tiden – og til ingen nytte”, forklarer han og fortsætter: “Det er svært at datere fx et rustent søm, og gammelt jern går ofte i stykker”.

Den garvede amatør går derfor primært efter andre metaller som fx guld, sølv og bronze, som førhen var det materiale­, mønter blev lavet af.

Området omkring Leicester, hvor John denne dag er på jagt, var i romersk tid et trafikknudepunkt. Her krydsede de to vigtige romerske veje – nutidens Fosse Way og Gartree Road – hinanden, og Leicester var under navnet Ratae Coritanorum Midtenglands hovedby.

John og en lille gruppe kammerater har derfor i flere år søgt på markerne i området, og John har gjort mange mindre fund under sine vandringer – heriblandt mønter og pyntegenstande fra oldtiden. Store fund med en værdi på millioner har han aldrig gjort, men han er ikke misundelig på dem, som har:

“De folk, som finder de store skatte, har også fortjent det, for de har som regel brugt meget lang tid på både research og søgning”, forklarer han.

For omkring et halvt år siden gjorde han dog et fund, der gjorde ham stolt.

Fandt guldmønt til 60.000 kroner

I august 2014 var John Maloney taget ud på en mark, der netop var blevet harvet og tromlet: “De marker er de bedste, for så er de helt flade –­ næsten som et billard­bord”, forklarer han.

Pludselig gav metaldetektoren lyd fra sig, og fem centimeter nede dukkede en angelsaksisk guldmønt fra 600-tallet op.

“Den er ikke umådelig værdifuld, men der er kun fundet syv eller otte lignende mønter i landet”, forklarer han.

Ifølge briten er en mønt af samme type tidligere blevet solgt på auktion for omkring 60.000 kroner. Han har for længst rapporteret fundet til Britisk Museum, som nu er ved at afgøre, om mønten skal klassificeres som en skat.

Men for John er udsigten til en økonomisk gevinst ikke specielt vigtig. Han har altid elsket historie, og med sin metaldetektor føler han, at han bidrager til, at briterne får mere viden om Englands historie. Han mener derfor ikke, at det høje antal nyfundne skatte skyldes, at flere mennesker er begyndt at søge:

“Jeg tror, at stigningen i højere grad skyldes, at folk inden for hobbyen er begyndt at forstå vigtigheden af det, de finder, og hvilket ansvar de har i den forbindelse”, forklarer han med henvisning til fortidens noget mere lemfældige omgang med arkæologiske fund.

Tilbage i 1995 anslog Englands nationale råd for arkæologi således, at kun en brøkdel af de mange tusinde fund, som britiske metaldetektor-entusiaster årligt gjorde, blev rapporteret til museerne.

Mange af fundene blev i stedet gemt derhjemme eller ligefrem solgt på det sorte marked. Og hvad værre var, oplevede landets professionelle arkæologer oftere og oftere, at deres udgravninger blev gennemgravet om natten af folk med metaldetektorer.

I forvejen havde mange arkæologer et noget anstrengt forhold til metaldetektor-folket, som af uvidenhed om de arkæologiske metoder ofte kom til at ødelægge vigtige informationer om fundstedet i jagten på hurtig rigdom.

Det stod derfor klart, at noget drastisk måtte gøres, hvis ikke Englands forhistorie skulle forsvinde­ for altid.

Arkæologernes hjælpende ånder

Mange arkæologer mente, at problemet med metaldetektor-entusiasterne skulle løses ved at stramme lovgivningen for brugen af apparatet.

Andre mente, at den bedste fremgangsmetode var at gøre amatørerne til venner frem for fjender.

Gennem information og et langt tættere samarbejde mellem professionelle og amatører skulle metaldetektoristerne blive arkæologernes hjælpende hænder. Den sidstnævnte fløj vandt, og i 1996 blev en ny lov om fund af arkæologiske skatte vedtaget.

Den nye lov slog én gang for alle fast, hvad en arkæologisk skat er, og påbyder samtidig findere at rapportere deres fund til en dertil udpeget arkæologisk ekspert.

Hvis eksperten vurderer, at fundet skal klassificeres som skat, skal finderen sælge det til interesserede museer til en pris fastsat af et uafhængigt nævn af antikvitetseksperter.

Beløbet må ikke ligge under, hvad skatten konservativt sat bør kunne indbringe ved et salg på det private marked. Kun hvis ingen museer er interesserede, må skattens finder sælge til anden side.

For mange metaldetektorister var loven yderst kærkommen. Ikke nok med, at de nu er garanteret et anseeligt beløb for deres fund, de har også løbende kontakt med arkæologiske specialister, som kan fortælle dem om, hvad de har fundet, og hvilken­ betydning det har.

Ifølge John Maloney har samarbejdet med arkæologerne betydet, at de fleste metaldetektorister nu sætter en ære i at behandle og rapportere fund korrekt. Og selv har han ingen respekt for de brodne kar, som skjuler deres fund:

“De stjæler fra os alle. I mine øjne er disse fund vores fælles historie – ikke din, min eller jordejerens, men alles”­.

En nådesløs vandring efter fund

Med årene har John Maloneys hobby gjort ham til lidt af en ekspert inden for metaldetektor-søgning og ikke mindst identifikation af metalobjekter.

“Da jeg fandt min første mønt, troede jeg, det var en medaljon af en eller anden art. Først da jeg kom hjem og fik researchet, indså jeg, at det var en Commonwealth-mønt helt tilbage fra 1600-tallet”, forklarer han.

Efter otte år med utallige fund er han blevet langt bedre til at genkende alt fra keltiske tøj-bøjlenåle til romerske mønter. Erfaringerne har også lært ham at læse landskabet og vurdere, hvor chancerne for fund kan være særligt gode:

“Man lærer med tiden, hvor de gamle bosættelser typisk lå – i en bestemt højde og en bestemt afstand fra vand”.

Alligevel advarer han imod at forsøge at sætte en formel på det perfekte søgeområde. Han og hans venner har fx tilladelse til at søge på et nærliggende gods' jorder. Her ligger både et gammelt kloster og en herregård, og de fleste ville derfor helt naturligt antage, at markerne her burde være den rene skatkiste.

“Men de marker, hvor vi har gjort de fleste fund, er de mindste og mest lurvet udseende af dem og ligger end ikke i nærheden af disse bygninger”.

Selv om John Maloney er en veteran inden for metaldetektor-hobbyen, betyder det ikke, at han finder noget, hver gang han tager ud. Men selv om han måske har vandret rundt på den samme mark i timevis, giver han ikke op:

“Motivationen vil altid være det næste lydsignal fra detektoren, så som regel fortsætter man bare”, forklarer han.

Ifølge briten er chancen for gode fund faktisk større hen imod slutningen af dagen, fordi de fleste naturligt sætter tempoet ned og koncentrerer sig mere:

“Jeg kender flere, som har fortalt, at de var på vej tilbage til bilen, da de pludselig gjorde det helt store fund. De har helt sikkert søgt på stedet tidligere, men har bare haft for travlt”.

Selv tror John Maloney aldrig, at han bliver træt af sin hobby og den helt specielle følelse, den giver ham:

“Når du finder en romersk mønt, er du den første i 2.000 år, som holder den i hænderne. Og du begynder at tænke: Hvordan endte den monstro her? Det er den slags, der gør det her så sjovt”.