Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Metaldetektor-feber: Amatører jagter Englands skatte

I de seneste år har britiske amatørarkæologer gjort en lang række spektakulære fund med metaldetektorer. HISTORIE har fulgt en detektorist under hans jagt på de skatte, romere, angelsaksere og vikinger efterlod.

Niels-Peter Granzow Busch

Denne artikel blev oprindeligt bragt i HISTORIE i 2015

Metaldetektorens lave, bløde tone brummer højt gennem vinden. Et sted under markens mørkebrune jord ligger et mindre stykke metal – og tonens lyd fortæller, at det kan være guld.

Vi befinder os på en nyhøstet majsmark, små 15 km nord for byen Leicester i Midtengland. Efteråret er for længst kommet, og blæsten river i tøjet. Hobby-arkæologen John Maloney lader langsomt detektorens runde søgespole glide hen over jorden mellem de visne majsstubbe.

Først i den ene retning og derefter i den anden. Dér, hvor lyden er mest intens­, skærer han et kryds i jordoverfladen med sin spade – herunder ligger den ukendte genstand.

Med spaden graver John Maloney et lille hul – i god afstand fra krydset:

“Det ville jo være ærgerligt at komme til at hugge en romersk mønt­ over”, griner­ han og tager forsigtigt to store, mørke klumper jord op fra hullet.

Med fingrene smuldrer han klumperne, og sekunder efter dukker en lille klump gråt metal frem. Briten klukker. Det er helt sikkert ikke guld.

“Det er bly. Jeg tror, det er fra et gammelt vindue­ eller måske en stump fra noget victoriansk legetøj”, siger han, da han har fået renset metallet for jord.

John ser dog ikke skuffet ud, selv om metalklumpen er komplet værdiløs. Han er vant til falske alarmer. Sådan er det at være metaldetektor-entusiast:

“Folk, som tror, de skal finde guld og blive rige, så snart de har købt en metaldetektor, stopper hurtigt med denne hobby”, forklarer han.

For det er hårdt arbejde at gennemtrave kilometervis af vindblæste marker på jagt efter historiens glemte skatte. Og chancen for et værdifuldt fund er lille.

Men chancen er der – især i England. Og netop derfor er HISTORIE taget­ hertil. For intet andet sted i Europa har metaldetektor­-entusiaster i de seneste år fundet­ så mange og så store skatte.

England/år 43-1750

I over 1.000 år blev England igen og igen invaderet af fremmede. Hver gang måtte­ de skrækslagne lokale skjule alle værdier:

Romerne erobrede i år 43 England og styrede­ landet i de følgende 350 år.

Angelsakserne kom sejlende fra Nordtyskland kort efter romernes tilbagetrækning.

Vikingerne begyndte i 800-tallet at hærge og plyndre de engelske klostre og byer.

Normannerne sejlede i 1066 fra Nordfrankrig til England, som de erobrede.

Franskmændene invaderede i 1216 for at støtte et oprør mod Englands konge.

Spanien, Frankrig og Holland forsøgte frem til 1700-tallet adskillige invasioner.

Romer nedgraver skat

Størstedelen af de skatte, som er blevet fundet i England, stammer fra romersk tid, hvor rige familier gemte deres formue af frygt for røverbander fra fremmede folkeslag.

© Bridgeman

Flygtninge gravede formuen ned

Årsagen til de mange fund i England skyldes landets blodige historie. Lige­ siden oldtiden har briterne været plaget af invasionsbølger af fremmede på jagt efter land og værdier.

Romerne erobrede England i år 43 e.Kr. og trak sig først ud igen efter 350 år, da grænserne i den vestlige del af Romerriget kollapsede:

“Sørg for jeres eget forsvar”, lød kejser Honorius' svar, da de romersk-britiske indbyggere i år 410 bad Rom om hjælp mod de skotske piktere i nord.

Dermed kappede kejseren de sidste bånd til imperiets nordligste provins. I deres kølvand efterlod de romerske tropper forsvarsløst land i kaos.

Fra nutidens Nordtyskland angreb germanske stammer – anglerne og sakserne – de britiske kyster, og i de kommende århundreder fulgte plyndrende vikinger fra Skandinavien og krigeriske normannere fra det nordlige Frankrig.

Hver gang en ny fjende gik i land på briternes strande, måtte tusinder af civile tage flugten. Banker fandtes ikke, så de fleste valgte panisk at grave formuen ned i håbet om, at de en dag ville komme tilbage – det gjorde mange øjensynlig aldrig. For i de seneste årtier har amatørarkæologer fundet et rekordstort antal skatte med metaldetektorer.

Ifølge den seneste årsrapport fra British Museum fandt private metaldetektor-entusiaster i 2013 over 70.000 historiske genstande, hvoraf næsten 1.000 blev klassificeret som skatte – fund så exceptionelle, at landets museer har fået førsteret til at købe dem af finderen. Og det er ikke småbeløb, museerne har betalt til finderne, hvis de fundne genstande er usædvanlige nok.

I juli 2009 fandt den 54-årige, arbejdsløse Terry Herbert Englands hidtil største angelsaksiske guldskat på en nypløjet mark nær byen Lichfield i Staffordshire.­ Arkæologer blev tilkaldt og fandt under de efterfølgende udgravninger over 3.500 genstande i guld og sølv – armringe og udsmykninger fra sværd og andre våben.

Skatten er sandsynligvis blevet gravet ned af angelsaksere i 700-tallet. Efter fundet købte to britiske museer skatten for ca. 30 mio. kroner – penge, som tilfaldt Terry Herbert og ejeren af marken.

Sølvmønt såede interessen

England har altid haft mange metaldetektor-entusiaster, men de mange historier om gigantiske fund har i de senere år fået tusinder til selv at prøve lykken.

Ifølge Trevor Austin, leder af “National Council for Metal Detecting” – Englands største sammenslutning for metaldetektorister – er antallet af briter, som på amatørbasis søger med metaldetektor,­ nu omkring 20.000.

Blandt dem er John Maloney, som i otte år har vandret Englands marker flade i sin søgen efter historien.

“En ven solgte mig sin gamle metaldetektor. Jeg fik tilladelse fra en jordejer, og snart efter fandt jeg en romersk sølvmønt og en mønt fra victoriatiden. Det såede min interesse”, forklarer briten, der arbejder i den offentlige sektor.

Mens han taler, afsøger han metodisk marken med sin maskine.

“Tricket er at holde detektorens søgespole så tæt på jorden som muligt, for så kan den søge så meget desto dybere”, forklarer han og peger på den runde skive, som sidder i detektorens ende.

Med jævne mellemrum alarmerer apparatet ham om metal i jorden. Flere gange vælger han dog at gå videre uden at grave efter genstanden, fordi han på lyden kan høre, at det bare er jern:

“Hvis du graver efter jern, kommer du til at grave hele tiden – og til ingen nytte”, forklarer han og fortsætter: “Det er svært at datere fx et rustent søm, og gammelt jern går ofte i stykker”.

Den garvede amatør går derfor primært efter andre metaller som fx guld, sølv og bronze, som førhen var det materiale­, mønter blev lavet af.

Området omkring Leicester, hvor John denne dag er på jagt, var i romersk tid et trafikknudepunkt. Her krydsede de to vigtige romerske veje – nutidens Fosse Way og Gartree Road – hinanden, og Leicester var under navnet Ratae Coritanorum Midtenglands hovedby.

John og en lille gruppe kammerater har derfor i flere år søgt på markerne i området, og John har gjort mange mindre fund under sine vandringer – heriblandt mønter og pyntegenstande fra oldtiden. Store fund med en værdi på millioner har han aldrig gjort, men han er ikke misundelig på dem, som har:

“De folk, som finder de store skatte, har også fortjent det, for de har som regel brugt meget lang tid på både research og søgning”, forklarer han.

For omkring et halvt år siden gjorde han dog et fund, der gjorde ham stolt.

Metaldetektorens største triumfer

I de seneste årtier har britiske metal-detektor-entusiaster gjort en lang række­ spektakulære fund. De mange skatte har gjort forskerne klogere på De Britiske Øers konfliktfyldte historie, men har også sørget for, at enkelte amatører­ er blevet hovedrige.

Fandt guldmønt til 60.000 kroner

I august 2014 var John Maloney taget ud på en mark, der netop var blevet harvet og tromlet: “De marker er de bedste, for så er de helt flade –­ næsten som et billard­bord”, forklarer han.

Pludselig gav metaldetektoren lyd fra sig, og fem centimeter nede dukkede en angelsaksisk guldmønt fra 600-tallet op.

“Den er ikke umådelig værdifuld, men der er kun fundet syv eller otte lignende mønter i landet”, forklarer han.

Ifølge briten er en mønt af samme type tidligere blevet solgt på auktion for omkring 60.000 kroner. Han har for længst rapporteret fundet til Britisk Museum, som nu er ved at afgøre, om mønten skal klassificeres som en skat.

Men for John er udsigten til en økonomisk gevinst ikke specielt vigtig. Han har altid elsket historie, og med sin metaldetektor føler han, at han bidrager til, at briterne får mere viden om Englands historie. Han mener derfor ikke, at det høje antal nyfundne skatte skyldes, at flere mennesker er begyndt at søge:

“Jeg tror, at stigningen i højere grad skyldes, at folk inden for hobbyen er begyndt at forstå vigtigheden af det, de finder, og hvilket ansvar de har i den forbindelse”, forklarer han med henvisning til fortidens noget mere lemfældige omgang med arkæologiske fund.

Tilbage i 1995 anslog Englands nationale råd for arkæologi således, at kun en brøkdel af de mange tusinde fund, som britiske metaldetektor-entusiaster årligt gjorde, blev rapporteret til museerne.

Mange af fundene blev i stedet gemt derhjemme eller ligefrem solgt på det sorte marked. Og hvad værre var, oplevede landets professionelle arkæologer oftere og oftere, at deres udgravninger blev gennemgravet om natten af folk med metaldetektorer.

I forvejen havde mange arkæologer et noget anstrengt forhold til metaldetektor-folket, som af uvidenhed om de arkæologiske metoder ofte kom til at ødelægge vigtige informationer om fundstedet i jagten på hurtig rigdom.

Det stod derfor klart, at noget drastisk måtte gøres, hvis ikke Englands forhistorie skulle forsvinde­ for altid.

Elektromagnetisme finder skatten

Metaldetektorer kan finde selv helt små metalobjekter begravet 15-20 cm under jorden­ og endda fortælle, hvilken type metal objektet er lavet af.

Når en metaldetektor bliver tændt, går apparatets vigtigste del – den runde søgespole i detektorens nederste ende – i gang med at arbejde. Spolen skaber et elektromagnetisk felt, der trænger ned i jorden.

Når feltet rammer fx en begravet mønt, genererer­ den sit eget elektromagnetiske felt, som søgespolen opfanger og alarmerer detektoristen om.

Metaldetektoren analyserer samtidig signalet fra søgespolen og måler tidsforskellen mellem den tid, det tager at “oplade” mønten, indtil signalet opfanges og sendes retur.

Ud fra tidsforskellen kan detektoren afgøre møntens størrelse, og om den består af guld, sølv eller en helt tredje type metal. Detektoren kan også fastslå, hvor dybt nede metallet ligger.

Søg så tæt på jorden som muligt. Under søgningen svinges detektorens søgespole fra side til side tæt på jorden. Husk at holde spolen vandret under hele svinget.

Arkæologernes hjælpende ånder

Mange arkæologer mente, at problemet med metaldetektor-entusiasterne skulle løses ved at stramme lovgivningen for brugen af apparatet.

Andre mente, at den bedste fremgangsmetode var at gøre amatørerne til venner frem for fjender.

Gennem information og et langt tættere samarbejde mellem professionelle og amatører skulle metaldetektoristerne blive arkæologernes hjælpende hænder. Den sidstnævnte fløj vandt, og i 1996 blev en ny lov om fund af arkæologiske skatte vedtaget.

Den nye lov slog én gang for alle fast, hvad en arkæologisk skat er, og påbyder samtidig findere at rapportere deres fund til en dertil udpeget arkæologisk ekspert.

Hvis eksperten vurderer, at fundet skal klassificeres som skat, skal finderen sælge det til interesserede museer til en pris fastsat af et uafhængigt nævn af antikvitetseksperter.

Beløbet må ikke ligge under, hvad skatten konservativt sat bør kunne indbringe ved et salg på det private marked. Kun hvis ingen museer er interesserede, må skattens finder sælge til anden side.

For mange metaldetektorister var loven yderst kærkommen. Ikke nok med, at de nu er garanteret et anseeligt beløb for deres fund, de har også løbende kontakt med arkæologiske specialister, som kan fortælle dem om, hvad de har fundet, og hvilken­ betydning det har.

Ifølge John Maloney har samarbejdet med arkæologerne betydet, at de fleste metaldetektorister nu sætter en ære i at behandle og rapportere fund korrekt. Og selv har han ingen respekt for de brodne kar, som skjuler deres fund:

“De stjæler fra os alle. I mine øjne er disse fund vores fælles historie – ikke din, min eller jordejerens, men alles”­.

© Niels-Peter Granzow Busch

Johns gode råd til nybegynderen

  1. Husk altid at få jordejerens tilladelse til at søge og grave på hans jord. At grave på andres jord uden tilladelse er ulovligt.
  2. Vis alle fund, du gør, til ejeren af jorden, og forklar, hvad du har fundet. På den måde opretholder du et godt forhold. Du er helt afhængig af hans velvilje, og rygter om dårlig opførsel spredes hurtigt.
  3. Meld dig ind i en klub for metaldetektorister­. Her kan du finde folk, som kan hjælpe dig, hvis du får brug for råd og tips.
  4. Hvis du finder følgende af tre ting i jorden, er det bedst at indstille udgravningen hurtigst muligt: Et lig, en bombe eller­ en arkæologisk skat. Den slags kræver professionelle, så kontakt i stedet myndighederne.
  5. Efterlad altid søgeområdet i samme eller bedre stand, end da du kom. Finder du metal uden historisk værdi, så saml det op alligevel, og smid det i skraldespanden, når du kommer hjem.

Hvordan er reglerne for metaldetektorer i Danmark?

Drømmer du om at købe en metaldetektor og prøve lykken ude på de danske marker? Så skal du være opmærksom på flere ting:

  • I Danmark er det tilladt at søge med en metaldetektor, men du skal sørge for at have jordejerens tilladelse. Det gælder også kommunale og statslige jorde. Til gengæld må du aldrig søge på fredede fortidsminder. Du må ikke foretage en udgravning af et fundområde, hvilket vil sige, at du ikke må stikke dybere end pløjelaget.
  • Alle fortidsfund af guld og sølv falder ind under betegnelsen danefæ og skal indleveres til det lokale museum. Bronze-genstande og mønter fra før 1536 falder ligeledes­ ind under kategorien. Du kan se mere om danefæ her: natmus.dk
  • Finder du danefæ i større antal, så lad være med at grave videre. Hvis du fortsætter, risikerer du at ødelægge de informationer, som arkæologerne har brug for, når de skal undersøge fundet. Underret i stedet det lokale museum om fundet.
  • Fund af danefæ udløser en findeløn, men den er sjældent noget, du bliver rig af. Nationalmuseet­ udbetaler metalværdien samt en dusør, der modsvarer fundets sjældenhed og karakter.
  • I særlige tilfælde kan Nationalmuseet beslutte at tildele en belønning for den omhu, findere har udvist. Fx hvis fundet er blevet håndteret forsigtigt og fundstedets GPS-koordinater er blevet noteret.

En nådesløs vandring efter fund

Med årene har John Maloneys hobby gjort ham til lidt af en ekspert inden for metaldetektor-søgning og ikke mindst identifikation af metalobjekter.

“Da jeg fandt min første mønt, troede jeg, det var en medaljon af en eller anden art. Først da jeg kom hjem og fik researchet, indså jeg, at det var en Commonwealth-mønt helt tilbage fra 1600-tallet”, forklarer han.

Efter otte år med utallige fund er han blevet langt bedre til at genkende alt fra keltiske tøj-bøjlenåle til romerske mønter. Erfaringerne har også lært ham at læse landskabet og vurdere, hvor chancerne for fund kan være særligt gode:

“Man lærer med tiden, hvor de gamle bosættelser typisk lå – i en bestemt højde og en bestemt afstand fra vand”.

Alligevel advarer han imod at forsøge at sætte en formel på det perfekte søgeområde. Han og hans venner har fx tilladelse til at søge på et nærliggende gods' jorder. Her ligger både et gammelt kloster og en herregård, og de fleste ville derfor helt naturligt antage, at markerne her burde være den rene skatkiste.

“Men de marker, hvor vi har gjort de fleste fund, er de mindste og mest lurvet udseende af dem og ligger end ikke i nærheden af disse bygninger”.

Britisk fund-ordning er kæmpesucces

I 1997 lancerede briterne en ordning­, hvor private selv kunne registrere fund. Ordningen har nu slået alle rekorder.

En henrykt direktør for British Museum kunne i september 2014 afsløre, at landets metaldetektor-entusiaster nu havde registreret ikke færre end 1 million fund.

Og det fund, som bragte antallet op på den magiske grænse, var ikke mindre exceptionelt: 22.000 romerske mønter fundet nær byen Seaton.

Det ufattelige antal objekter er indsamlet siden 1997 og registreret via den såkaldte Portable Antiquities Scheme (PAS) – en gigantisk database, hvor amatørerne selv uploader billeder af deres fund med fundstedets GPS-koordinater.

British Museums eksperter godkender løbende oplysningerne, og databasen har vist sig at være en ren guldgrube af informationer for forskerne.

Amatører omskriver historien

De private metaldetektorister søger steder­, hvor arkælogerne kun sjældent. Derfor har PAS-databasen gjort det muligt for forskerne at udpege nye arkæologiske “hotspots”.

To brocher fundet af en amatør førte fx til opdagelsen og udgravningen af en vikingegravplads i Cumbria. Tre hidtil ukendte herskere er desuden opdaget, efter at forskerne undersøgte inskriptionerne på nogle af de mønter, detektoristerne har fundet.

Blandt de nyopdagede herskere er en jernalderhøvding og en vikingekonge fra York ved navn Hardeknud. PAS-databasen har gjort det åbenlyst for skeptikerne, at metaldetektoristerne ikke er arkæologiens fjender, men en helt uvurderlig ressource.

Selv om John Maloney er en veteran inden for metaldetektor-hobbyen, betyder det ikke, at han finder noget, hver gang han tager ud. Men selv om han måske har vandret rundt på den samme mark i timevis, giver han ikke op:

“Motivationen vil altid være det næste lydsignal fra detektoren, så som regel fortsætter man bare”, forklarer han.

Ifølge briten er chancen for gode fund faktisk større hen imod slutningen af dagen, fordi de fleste naturligt sætter tempoet ned og koncentrerer sig mere:

“Jeg kender flere, som har fortalt, at de var på vej tilbage til bilen, da de pludselig gjorde det helt store fund. De har helt sikkert søgt på stedet tidligere, men har bare haft for travlt”.

Selv tror John Maloney aldrig, at han bliver træt af sin hobby og den helt specielle følelse, den giver ham:

“Når du finder en romersk mønt, er du den første i 2.000 år, som holder den i hænderne. Og du begynder at tænke: Hvordan endte den monstro her? Det er den slags, der gør det her så sjovt”.

Læs også:

kivikausi, figuuri, Kiina, pikkulintu
Arkæologi

Lille fugl skyder gammel teori ned

2 minutter
Falerii Novi, radarbilleder af antik by
Arkæologi

Antik by udgravet uden skovl og spade

2 minutter
Kranie Børn Hjelm
Arkæologi

Makabert fund i ældgammel børnegrav

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul