De skulle egentlig træne minerydning ud for Kroatiens kyst, men nu har et hold af kroatiske og italienske soldater i stedet fundet et af de ældste, fuldt bevarede skibsvrag i det østlige Adriaterhavet.
Vraget er blevet fundet i vandene omkring det kroatiske øhav, tæt ved den lille ø Šćedra, syd for øen Hvar, meddelte landets Kultur- og Medieministerium i en pressemeddelse. Skibet er aldrig tidligere blevet opdaget og indeholder en enorm last af antikke amforaer fra 200-tallet f.Kr.
Opdagelsen blev gjort under et langvarigt samarbejde, hvor kroatiske dykkere i de seneste år har opereret fra italienske minerydderskibe tilknyttet NATO.
Efterladte miner er et problem i Kroatien. Under Den kroatiske selvstændighedskrig fra 1991-95 vurderes det, at kroaterne og serberne i alt lagde omkring to millioner miner i landet, ofte uden en større plan. Efter mange års arbejde er de fleste af disse miner i dag blevet fjernet, men det vurderes at mere end 17.000 stadig ligger skjult i landskabet, samt under vandet ved kysterne.
Illyrerne ville drikke romernes vin
De militære undervandsdykkere benytter det samme udstyr, som undervandsarkæologer bruger – bl.a. fjernstyrerede undervandskørertøjer, så det er måske ikke så overraskende, at de under deres træning pludselig lagde mærke til noget højst usædvanligt på havets bund.
Herefter blev undervandsarkæologer fra Kroatiens Kultur- og Medieministerium, samt universitetet i Split, tilkaldt for at udfører dyk. De fastslog, at der var tale om et velbevaret vrag på 50 meters dybde. Igennem de mange amforaer, som var en del af lasten, konstaterede arkæologerne, at skibet er fra 200-tallet f.Kr.

Her ses nogle af de mange amforaer, dykkerne har fundet. Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med skibsvraget og dets last.
Det vides ikke med sikkerhed, hvor skibet stammer fra, men et sandsynligt bud ville være Romerriget. Området i nutidens Kroatien var i 200-tallet f.Kr. styret af illyrerne. Nyere fund i bl.a. 2012 har vist, at der var samhandel mellem Illyrien og Romerriget og de fx især fik meget vin fra romerne, som blev transporteret i amforaer ligesom dem der netop er fundet.
Fundene overraskende da de blev offentliggjort for 11 år siden, for de to riger havde ellers et anspændt forhold til hinanden, der førte til store krige fra 229 f.Kr. Det illyriske kongerige faldt endegyldigt til Rom i 168 f.Kr.
Militæret og arkæologer arbejdede sammen
Succesen med det grænseoverskridende samarbejde mellem militæret og arkæologerne, hvor der bl.a. blev benyttet militærets sonar- og kameraudstyr, ses desuden som en mulighed for at involvere flere dele af Kroatiens forsvarsministerium i arkæologisk arbejde.
Bevaringsafdelingen i Kroatiens Kultur- og Medie-ministerium har for sinde at forsyne militæret med information om eksisterende og potentielle arkæologiske steder, som de muligvis kunne hjælpe med at udforske.