Mini-terrakottahær udgravet i Kina
Nyt fund viser, hvordan de royale kinesere, der ikke havde ressourcerne eller magten til at efterligne kejser Qins mægtige terrakottahær, stadig fik en hær med sig i graven - dog i en noget mindre skala.

Miniature-hæren bestod bl.a. af 49 kavalerister og 300 soldater.
I det østlige Kina har arkæologer fundet en ca. 2.100 år gammel grav fyldt med små lerfigurer.
Det imponerende fund består af omkring 500 figurer – soldater, heste og vilde dyr. Figurerne er placeret i et miniature-fort, komplet med vagttårne, kornkamre og sågar et teater.
Royale ville have deres egen gravhær
Fundet minder om den terrakotta-hær, som blev opdaget nær byen Xi'an i 1974. Denne hær består af mere end 8.000 statuer i menneskestørrelse og betragtes som et af de største arkæologiske fund i Kina.
Soldaterne skulle bevogtede den kinesiske kejser Qin Shi Huangs grav og beskytte ham i det næste liv. Kejser Qin døde i 210 f.Kr., og det nye fund understreger, at andre kinesiske royale lod sig inspirere af Qins imponerende gravmægle.
Ligesom Qins hær, er figurerne i det nye fund skabt af brændt ler, men er kun omkring 30 cm høje. De er stadig meget detaljerede og har bl.a. våben, rustning og hjelme, som passer til udrustningen under Han-dynastiet, som graven menes at stamme fra.
Jernbanebyggeri har ødelagt mausoleum
Baseret på placeringen af figurerne mener arkæologerne, at det egentlige mausolæum, som sandsynligvis blev anlagt til en prins, må være anlagt i nærheden.
Lokale ældre har dog berettet, at en gravhøj i området nær de nye udgravninger blev fjernet i 1960'erne for at gøre plads til en ny jernbane. Arkæologerne formoder derfor, at mausoleet i dag er enten komplet ødelagt eller umuligt at komme til.