Mosefund afslører barbarisk krigsritual i Skandinavien

Udgravningen af et moseområde ved Skanderborg har afdækket de jordiske rester af en slagen hær. Undersøgelser af knoglerne bekræfter oldtidens beretninger om germanernes uhyggelige krigsskikke.

Udgravningen af et moseområde ved Skanderborg har afdækket de jordiske rester af en slagen hær. Undersøgelser af knoglerne bekræfter oldtidens beretninger om germanernes uhyggelige krigsskikke.

Per O. Jørgensen/HISTORIE & Skanderborg Museum/Brian Poulsen

Disen smyger sig omkring det gamle græsbeklædte moseområde Alken Enge nær Skanderborg i Østjylland. Klokken er 10 om morgenen, og stilheden i det fredfyldte område er næsten total.

Men ikke alt er idyl, for mosen gemmer på en uhyggelig hemmelighed.

“Indtil videre har vi fundet 2.400 menneskeknogler fra mindst 80 individer”, fortæller museumsinspektør Ejvind Hertz og udpeger et ca. 90 m2 stort område i mosen, hvor han og et hold arkæologer­ siden 2012 har afdækket de mange tusind knogler.

Og meget tyder på, at flere skeletdele gemmer sig andre steder i den 40 hektar store mose, for det er ikke første gang, at her er blevet fundet knogler. Under 2. verdenskrig fandt lokale tørvegravere fx 60-70 menneskekranier ikke langt fra udgravningsområdet.

Det nye fund har vakt opsigt langt uden for Danmarks grænser. Undersøgelser viser nemlig, at knoglerne, hvoraf mange har spor efter spydstik og sværdhug, sandsynligvis stammer fra en slagen hær af oldtidskrigere, som er blevet ofret i et grusomt krigsritual­ uden fortilfælde i Skandinavien.

Knogler og kranier ligger spredt ud over et 40 hektar stort moseområde ved Alken Enge.

© Ejvind Hertz/ Skanderborg Museum

De døde blev ofret i sø

Selvom arkæologerne har gravet ved Alken Enge siden 2012, må de erkende, at de har langt flere spørgsmål end svar. Kulstof 14-dateringer viser, at knoglerne stammer fra jernalderen lige efter Kristi fødsel, men hvem de døde er, og hvor de kom fra, er en gåde:

“Vi kan kun gisne om, hvordan slaget er foregået, og hvad baggrunden har været”, forklarer Ejvind Hertz.

Til gengæld afslører knoglerne, hvad de dræbte blev udsat for efter slaget. Retsmedicinske undersøgelser viser, at ligene blev efterladt ude i det fri i mindst et halvt år.

Tandmærker på knoglerne viser, at rovdyr gnavede i ligene, mens de lå på jorden. Hvor de dræbte har ligget – nær Alken Enge eller længere væk – er indtil videre uvist.

Efterfølgende blev de jordiske rester af de døde fragtet til Alken Enge, som på daværende tidspunkt var en sø.

“Vi kan se, at knoglerne systematisk er blevet samlet sammen og derefter ofret i søen”, forklarer udgravningens projektleder, Mads Holst.

Det stærkeste bevis på den systematiske håndtering af skeletdelene kom i 2014, da arkæologerne gjorde et uhyggeligt fund: fire bækkener sat på en træstok. “Det kan vi i hvert fald med sikkerhed sige, skyldes menneskelig aktivitet”, understreger Mads Holst.

Derudover har arkæologerne fundet knogler med skrabe- og skæremærker, ligesom flere knogler ser ud til at være blevet knust efter døden:

“Vi er ret sikre på, at der er tale om en religiøs handling. Det ser ud til at være en form for naturhelligdom – en hellig lund – hvor man har afsluttet en større krigshandling med en rituel udstilling og ødelæggelse af knoglerne fra de overvundne krigere”, siger Mads Holst.

Ifølge de danske forskere bekræfter Alken Enge-fundet delvist romerske kilders beskrivelser af de germanske folkeslags barbariske krigsskikke – ritualer, som de bl.a. udførte for at skabe skræk og rædsel blandt fjenderne.

Fjenden skulle vanæres og udstilles

I år 9 e.Kr. udslettede germanske stammer tre romerske legioner i Teutoburgerskoven i det nordlige Tyskland. Seks år efter nederlaget nåede en romersk hær frem og så resterne af de faldne:

“Midt på sletten lå hvide knogler, spredte eller i bunker, alt efter som de var flygtet eller havde kæmpet. Ved siden­ af lå stumper af våben og rester af heste, og dernæst så de menneskehoveder naglet til træstammer. I de nærliggende lunde stod barbariske altre, hvor de (germanerne, red.) havde slagtet tribuner­ og centurioner”, skrev den romerske forfatter­ Tacitus omkring år 80.

Germanerne lagde ifølge Tacitus – ligesom romerne – stor vægt på at samle deres egne døde fra slagmarken for at brænde dem på ligbål. Ved at lade de tusinder af døde romere ligge på slagmarken og skænde dem ved at nagle hovederne til træerne udstillede germanerne deres fjendes totale ydmygelse og deres egen storslåede sejr.

Nedslagtningen i Teutoburgerskoven var ikke romernes første sammenstød med germanerne. 100 år forinden var kimbrerne – en germansk stamme fra nutidens Jylland – vandret sydpå og havde undervejs slået sig sammen med stammer fra Nordtyskland.

I år 105 f.Kr. forsøgte en romersk hær at stoppe stammerne ved Aurasio i nutidens Sydfrankrig og blev knust. Fra den spanske kirkefader Paulus Orosius findes en beskrivelse af, hvordan de germanske krigere efterfølgende fejrede sejren:

“De ødelagde alt, de havde erobret: Klædninger blev flænget, guld og sølv smidt i floden, soldaternes brystpanser hakket i stykker, hestenes seletøj ødelagt, og hestene selv druknet. Og soldaterne, med løkker om halsen, blev hængt fra træerne. Sejrherren fik intet rov, og den besejrede ingen nåde”.

Paulus Orosius skrev sin beretning ca. 400 år efter slaget, men beskrivelsen bygger på tidligere kilder. Orosius’ og Tacitus’ beskrivelser af germanernes krigsskikke kan muligvis forklare det uhyggelige fund ved Alken Enge.

Kamp om nyt territorium

Intet tyder på, at de dræbte ved Alken Enge var romere, men en af forskernes teorier er, at Alken Enge-fundet indirekte har med romerne at gøre.

I århundredet omkring Kristi fødsel trængte Romerrigets hære nordpå gennem nutidens Tyskland. Det medførte, at germanske stammer blev presset længere nordpå, hvor de kom i kamp med andre germanere.

En mulighed er derfor, at en germansk hær fra syd nåede helt op til området omkring Alken Enge. Her stødte krigerne på en eller flere lokale stammer, som nedkæmpede den fremmede hær og udstillede ligene for at vise deres styrke og advare andre stammer mod at forsøge noget lignende.

Ifølge Mads Holst er det mest usædvanlige ved Alken Enge-fundet, at krigernes knogler efterfølgende blev ofret i søen – det er aldrig set før. Spørgsmålet er, om det har været en fast del af krigsritualet.

“Udfordringen er, at meget ved fundet er helt unikt. Som arkæologer arbejder vi jo ved at sætte tingene i relation til noget sammenligneligt og så sammenstykke et billede. Men her er intet at sammenligne med”.

Arkæologisk set minder Alken Enge-fundet ifølge Mads Holst mest om en keltisk helligplads fra 200-tallet f.Kr. i Ribemont-sur-Ancre nord for Paris i Frankrig. På pladsen har arkæologerne udgravet resterne af en slagen keltisk hærstyrke på flere hundrede krigere.

Ud fra fundomstændighederne er forskerne kommet frem til, at de dræbte krigere efter slaget blev bundet op på et træstillads med deres våben hængende ved siden af. Den makabre opstilling skulle fejre den sejrende parts store triumf i slaget.

“Det er nogle ret vilde ting, som foregår rundtomkring i Europa på dette tidspunkt”, bemærker Mads Holst.

Meget tyder på, at de dræbte krigeres jordiske rester efter slaget først blev skændet og derefter rituelt ofret til guderne. De fældende beviser er blandt andet skader fra øksehug, lårben med gnavemærker og et knust kranie.

© Niels-Peter Granzow Busch/Historie

Slag krævede stor organisation

Ifølge arkæologerne er det meget sandsynligt, at området omkring den daværende sø ved Alken Enge har været et helligt sted.

Området ligger for enden af Illerup Ådal, hvor arkæologerne tidligere har fundet over 15.000 stykker krigsudstyr og våben fra perioden mellem år 200 og 500 e.Kr. – altså noget senere end Alken Enge-massegraven.

Våbnene er krigsbytte, som er blevet taget fra besejrede fjender og ofret i ådalens søer. Området har altså været anset for helligt længe. Ifølge Mads Holst har arkæologerne også fundet en del ikkemilitære ofringer i Illerup Ådal, fx dyreknogler, krukker og vognhjul.

“Det tyder på, at stedet blev anset for et medie, som kunne bruges til at kommunikere med flere forskellige guder”.

Præcis hvilke guder krigerne er blevet ofret til, ved forskerne ikke. De små landsbysamfund, der eksisterede i Danmark i denne periode, nedskrev intet, og romerne nåede aldrig så højt op mod nord.

Til gengæld har Alken Enge-udgravningen givet værdifuld ny viden om tidsalderen. Fundet viser nemlig, at datidens samfund må have været mere avancerede end hidtil antaget. Det har nemlig krævet en stor hær at dræbe alle de krigere, som ligger i mosen.

“Vi vidste godt, at det var muligt at mobilisere store styrker, men dette fund afslører en højere organisations-evne og en større form for konflikt, end vi hidtil har kendt til i denne periode”, forklarer­ Mads Holst.

Ifølge udgravningsleder Ejvind Hertz giver de mange velbevarede knogler desuden forskerne en mulighed for at kortlægge jernaldermenneskets kost og udseende.

Hans håb er, at dna-undersøgelser af de velbevarede knogler også kan afsløre andre af de dræbtes mange hemmeligheder: “Det, vi allerhelst vil vide, er, hvor krigerne kom fra”.