Mumie forsøgt smuglet ud i højttaler
Gravrøvere har hærget Egyptens oldtidsskatte i de seneste år, og deres metoder bliver mere og mere opfindsomme.

Siden “det arabiske forår” i 2011 er fortidsminder til en værdi af 15 mia. kr. blevet smuglet ud af Egypten.
På røntgenbillederne af en højttaler, der skulle sendes med fly til Bruxelles, opdagede sikkerhedskontrollen i Cairo noget usædvanligt: Højttaleren var fyldt med gamle ben, arme og fødder.
Ligdelene stammede fra to forskellige mumier og ville være mange penge værd på det sorte marked – hvis de var blevet smuglet ud af landet.
Alle antikke genstande i Egypten er statens ejendom, og forsøg på at fjerne dem er strengt forbudt. Straffen er op til to års fængsel.