Mellem 1736-1741 fangede en fisker ud for den sydlige japanske ø Shikoku efter sigende intet mindre end en havfrue i sit net.
Siden da er det mystiske væsen blevet mumificeret og har endda fået en religiøs betydning hos de lokale japanere.
“Vi tilbad den og håbede, den ville hjælpe med at løfte coronavirus-pandemien - bare en lille smule”, fortæller Kozen Kuida, ypperstepræst i det såkaldte Enjuin temple i byen Asakuchi, hvor skabningen har været udstillet i de sidste 40 år.
Men sidste år fik forskere fra Kurashiki Universitet endelig lov at undersøge havfruen ved forskellige scanninger og analyser – og nu ligger resultaterne klar.
Havfrueskæl gav evigt liv
Havfruer anses for udødelige i japansk mytologi, og der findes legender om kvinder, der levede i 800 år efter at have spist en havfrues skæl.
“Jeg har hørt, at nogle mennesker, som troede på den gamle legende, har spist den mumificerede havfrues skæl”, fortæller Hiroshi Kinoshita, formand for et japansk lokalsamfund for folklore.