Mysterium løst: 3,5 mio. sten knuste jødernes fæstning

Nu er fjenden kommet så tæt på, at de assyriske bueskytter og slyngekastere kan bombardere forsvarerne med projektiler, alt imens de tunge rambukke bliver rullet op ad rampen. Inden solnedgang vil byens skæbne være afgjort.

I dag kan turisterne skimte resterne af den kolossale rampe, som for over 2.700 år siden blev brugt under belejringen af Lakish. Og i næsten lige så mange år har det været en gåde, hvordan det lykkedes assyrerne på rekordtid at indtage jødernes stærkeste fæstningsby.

Nu mener arkæologer at have løst mysteriet – efter at have lavet den hidtil mest omfattende analyse af resterne af rampen og de samtidige kilder. Konklusionen er, at det først og fremmest var Assyriens ingeniører, som vandt slaget.

Oprørske vasaller ventede på chancen

Dramaet om Lakish tog sin begyndelse fire år tidligere, i 705 f.Kr. På det tidspunkt kontrollerede det mægtige Assyriske Rige, hvis kerneland lå i nutidens Irak, store dele af Mellemøsten og blev kun udfordret af Egypten.

Assyrerne rådede over regionens største og bedst trænede hær, som kun få turde lægge sig ud med. Mange af deres naboer var således tvunget til at betale en årlig tribut for at få fred.

De assyriske kongers eget rige var relativt fattigt og derfor dybt afhængigt af at opkræve beskyttelsespenge af naboerne. Men de kvælende tributter betød, at vasalstaterne blot ventede på det rette tidspunkt til at gøre oprør.

Chancen bød sig i år 705 f.Kr., da nomadefolket kimmerierne invaderede Assyrien nordfra og dræbte den brutale kong Sargon 2. Nyheden fik en række vasalstater til at gøre oprør og indgå en alliance med Assyriens ærkefjende, Egypten. Blandt oprørerne var det lille kongerige Juda.

I begyndelsen gik vasallernes opstand godt, ikke mindst fordi den assyriske konge – Sargons efterfølger, sønnen Sankerib – havde travlt med at slå kimmerierne tilbage. Han kunne ikke afse styrker til at nedkæmpe oprøret.

Omsider blev kimmerierne slået tilbage, og i år 703 f.Kr. kunne kong Sankerib anføre en hær mod oprørerne – nu skulle forræderne straffes. De kampvante tropper knuste enhver modstand og jævnede oprørsby efter oprørsby med jorden.

Efter to år var alle oprørere besejret – på nær kongeriget Juda, der fortsat ydede modstand. Hvad der siden skete med Juda og dets konge, Hizkija, er beskrevet i Det gamle testamente:

“I kong Hizkijas 14. regeringsår drog assyrerkongen Sankerib afsted og indtog alle Judas befæstede byer”.

Assyrerne indtog by efter by, indtil hæren nåede Lakish – Judas næstvigtigste by. Her stoppede Sankerib med hovedparten af sin styrke, mens han sendte en mindre hær nordpå for at belejre Jerusalem og forhindre en undsætningsstyrke i at nå frem til Lakish.

Ved at erobre Lakish kunne assyrerne afskære Jerusalem fra jødernes eneste håb om hjælp – fra Egypten.

Lakish var klar til krig

Judas kong Hizkija havde forberedt sig på den assyriske invasion, og i rigets befæstede byer var forrådskamrene fyldte, så de kunne udholde lange belejringer. Håbet var, at byerne holdt stand længe nok til, at egypterne kunne komme til undsætning.

Men forråd alene kunne ikke holde assyrerne ude. Der måtte forsvarsværker til – og de skulle kunne holde til lidt af hvert, for assyrerne var berygtede for deres nådesløse belejringer. Kong Hizkija lod derfor bl.a. Jerusalems mure udbygge.

“Han gennemgik Jerusalems huse og rev nogle ned for at befæste bymuren”, lyder beretningen i Det gamle testamente.

Rigets næstvigtigste by, Lakish, kontrollerede en af de dalstrækninger, som førte til Jerusalem ca. 60 km væk, og var derfor Juda Rigets stærkeste. Byen var omkranset af to kæmpemæssige bymure, der løb parallelt med hinanden. De var opført i lertegl og bygget på et fundament af sten.

Belært af tidligere angreb var murene blevet forstærket, så de havde en tykkelse på mellem 3 og 6 m – og målte det samme i højden. Ydermere lå fæstningsbyen på en bakke, så belejringsmaskiner ikke kunne nå op til bymuren.

Lakish var med andre ord mere end klar til den assyriske storm.

Assyrerne var brutale erobrere

Indbyggerne i Lakish frygtede med god grund fjenden. Assyrerne havde gentagne gange vist, hvor brutale de var mod oprørske byer – især dem, der ikke straks overgav sig.

Den assyriske konge, Assurnasirpal 2. (883-859 f.Kr.), pralede med, hvordan han straffede indbyggerne i en af de byer, han havde erobret:

“Mange af fangerne, der var taget, lod jeg brænde i ilden. På nogle skar jeg deres hænder af ved håndleddet, og på andre skar jeg næsen, ørerne og fingrene af. Jeg stak øjnene ud på mange af soldaterne”.

Intet tydede på, at Sankerib ikke ville følge samme fremgangsmåde – det havde han allerede bevist i de andre oprørsbyer:

“Jeg rev deres byer ned og ødelagde dem. Satte ild på dem og forvandlede dem til glemte jordbunker”.

Da assyrerne omringede Lakish i år 701 f.Kr., tilbød Sankerib at skåne indbyggernes liv, hvis de overgav sig straks. Men Lakishs forsvarere troede så meget på deres forsvarsværker, at de afviste ham.

Helt så optimistisk var Juda Rigets kong Hizkija ikke. Han sad i Jerusalem og havde hørt, hvordan de assyriske styrker havde knust alle andre oprørsbyer. Han frygtede, at Lakish og derefter Jerusalem ville lide samme skæbne.

“Judas konge, Hizkija, sendte bud til assyrerkongen i Lakish”, står der i Det gamle testamente.

“Drag bort igen! Hvad end du pålægger mig, vil jeg udrede”, tryglede Judas konge.

Men Sankerib havde besluttet sig: Nu skulle verden se, at end ikke den stærkeste fæstning kunne stå imod hans hær.

Lakish skulle knuses på rekordtid

Med sig til Lakish havde kong Sankerib bragt sit hemmelige våben: Ingeniørtropperne. Assyrernes ingeniører havde lang erfaring med at indtage befæstede byer.

Alligevel var Lakish en særlig udfordring. Ikke alene lå byen på en høj og var omkranset af tykke mure. Der var også risiko for, at forstærkninger fra Jerusalem eller – endnu værre – fra Egypten kunne nå frem, hvis ikke assyrerne indtog byen i en fart.

Ifølge professor Yosef Garfinkel fra Institut for Arkæologi på Jerusalems Hebrew University tyder alt på, at assyrerne arbejdede i et tempo, som kom bag på alle – ikke mindst Lakishs indbyggere.

Sammen med andre forskere har han nærstuderet de tidligere udgravninger samt oldtidens kilder om belejringen. Forskergruppen har desuden ud fra dronefotos skabt et digitalt kort over byens ruiner og det omgivende landskab.

Ved at samkøre de mange informationer er det lykkedes Garfinkel at udarbejde den hidtil mest detaljerede rekonstruktion af hændelsesforløbet.

Ifølge arkæologen vidste de assyriske ingeniører, at der kun var én måde, de kunne knække Lakishs mure på: Ved at bygge en rampe, hvorpå belejringsmaskinerne kunne køre hele vejen op til jødernes mure.

Udgravninger viser, at rampen var lavet af kampesten med en gennemsnitlig vægt på omkring 6,5 kg hver. Problemet var bare, at assyrerne skulle bruge rundt regnet 3,5 mio. af dem. At finde stenene i landskabet ville tage evigheder. Derfor søgte ingeniørerne i nærområdet efter et sted at bryde stenene.

“Ved Lakish er der en blotlagt klippe fra grundfjeldet netop på det sted, hvor man ville forvente”, forklarer Garfinkel.

VIDEO: Sten, slid og vabler knækkede Lakish

I lyntempo og med håndkraft byggede Assyriens mesteringeniører en 80 m lang rampe af kampesten. På blot 25 dage var rampen færdig, og angrebet kunne begynde.

Ifølge professoren tyder alt på, at assyrerne huggede stenblokkene ud af grundfjeldet. Og ikke langt derfra begyndte ingeniørerne at anlægge rampen, hvis startpunkt kom til at ligge ca. 80 m fra Lakishs bymure.

Sandsynligvis satte kong Sankerib soldater og krigsfanger til at danne lange menneskekæder, som – fra hånd til hånd – transporterede stenene frem til byggepladsen.

Ifølge Garfinkels beregninger vil fire kæder af mennesker, der arbejder i døgndrift, kunne flytte ca. 160.000 sten om dagen.

“Tiden var afgørende for den assyriske hær. Hundreder af arbejdere sled dag og nat, muligvis i toholdsskift på 12 timer hver”, vurderer arkæologen.

Angrebet starter

Beskyttet af soldater med skjolde begyndte assyrerne sten for sten at bygge rampen med en hast, der ikke tidligere var blevet set. Dag for dag kunne Lakishs indbyggere se, hvordan assyrerne kom nærmere.

Udgravninger viser, at Lakishs forsvarere forsøgte på at stoppe assyrernes ingeniører ved at bygge deres egen rampe inden for bymuren – lige over for den assyriske. På den måde håbede de muligvis at kunne øge højden på det udsatte sted af bymuren. Men jøderne kunne ikke følge med den hast, som assyrerne byggede deres rampe med.

Hvis Yosef Garfinkels beregninger holder stik, tog det kun ca. 25 dage for de assyriske ingeniører at opføre den 80 m lange rampe, der tættest på Lakishs mure nåede en højde på over 15 m. Og da den endelig stod klar, blæste kong Sankerib til angreb.

Nu sendte assyrerne først bueskytter og slyngekastere frem for at tvinge forsvarerne væk fra muren. Hundredvis af projektiler er blevet fundet i området. De bøjede pilespidser af metal tyder på, at pilene blev affyret af angriberne og ramte murene.

Bag bueskytterne fulgte assyrernes belejringsmaskiner: Kæmpestore rambukke bygget i træ, som det krævede mange mænd at skubbe op ad rampen under konstant beskydning fra forsvarerne. Da de endelig fik de op imod én ton tunge rambukke på plads, begyndte arbejdet med at ødelægge bymuren.

Ved Lakish anvendte assyrerne sandsynligvis både rambukke og læderklædte maskiner med store spyd, der kunne “grave” tegl og sten ud af murværket.

På assyriske relieffer med scener fra slaget ses det, at Lakishs indbyggere desperat prøvede at stoppe belejringsmaskinerne ved at overdænge dem med sten og brændende fakler. Samtidige kilder afslører også, at forsvarerne formentlig forsøgte at ødelægge rambukkene ved at svinge tunge sten i lange tov mod dem.

Til sidst brugte jøderne endda hjulene fra deres stridsvogne som kasteskyts. Men fjenden var ustoppelig. Inden dagen var omme, havde assyrerne knust bymuren, og tusinder af krigere kunne strømme ind i byen.

Ekstrem straf skulle knække Juda

Efter erobringen af Lakish lod kong Sankerib et værelse i sit palads i hovedstaden Ninive udsmykke med relieffer, der gengiver erobringen af byen. Reliefferne afslører, hvad der skete med indbyggerne: De militære ledere og byens administration blev flået levende og derefter halshugget.

Andre indbyggere blev spiddet og byen plyndret. Arkæologer har fundet ca. 1.500 kranier, der stammer fra erobringen af byen. På et af Ninive-reliefferne ses byens repræsentanter, der på knæ trygler om nåde foran kong Sankerib.

“Sankerib, konge af hele Assyrien, siddende på sin trone, mens Lakishs rigdomme bæres forbi ham”, står der indgraveret under relieffet.

Rummet, reliefferne befandt sig i, blev brugt som venteværelse for udenlandske gesandter, der skulle mødes med kongen. Lakishs skæbne var udpenslet til skræk og advarsel for alle, der overvejede at sætte sig op mod assyrernes militær – og især deres ingeniører.