Mystisk bronzeskive afslører glemt kongerige midt i Europa

Skiven løste kalenderproblem

21 år er der gået, siden Harald Meller reddede Himmelskiven fra de to hælere, og lige siden har arkæologerne gravet dybere og dybere ned i den gådefulde civilisation, som frembragte skiven.

“Jeg sagde dengang, at hvis den var ægte, så er det en af de største sensationer i arkæologien”, forklarer han, da HISTORIE møder ham på Museet for Forhistorie i Halle, hvor Himmelskiven er udstillet.

Få måneder efter politiaktionen undersøgte arkæologer det sted, gravrøverne angav som fundsted for to prægtige sværd, to økser, en mejsel og to armringe – alt i bronze og guld.

De værdifulde genstande var blevet gravet ned som en offergave på toppen af bakken Mittelberg nær den lille by Nebra, ca. 40 km syd for Halle i det tidligere Østtyskland.

“Det er sikkert, at skiven kommer derfra, for vi undersøgte jorden nedenunder, og den viste høje koncentrationer af guld- og kobber-isotoper, så et fund må have ligget der i tusinder af år”, forklarer Meller.

Kemiske analyser viser, at skiven blev skabt mellem 1800 og 1750 f.Kr., og at dens motiv er fuldstændig enestående.

I Himmelskivens venstre side ses en fuldmåne, mens en halvmåne ses i den højre del. Rundtom har bronzesmeden indsat 32 små stjerner, hvoraf de syv er samlet i en lille gruppe.

Forskerne mener, at stjernerne er Plejaderne. Hvert år i marts og oktober forsvinder denne stjernehob kortvarigt, og dette himmelfænomen er siden oldtiden blevet set som et varsel om hhv. begyndelsen og afslutningen på landbrugsåret.

Men ifølge Harald Mellers astronomer kan skiven også bruges til at justere månekalenderen i forhold til solkalenderen.

Menneskene har siden tidernes morgen brugt Solen til at holde styr på dagens og årets gang, mens Månen viser månederne. Men alle kulturer måtte sande, at et måneår er 11 dage kortere end et solår.

For at få de to kalendere til at passe sammen er man nødt til en gang imellem at indføje en 13. måne-måned. Forskerne fra Halle mener, at Himmelskiven er et billede af, hvordan nattehimlen ser ud, når det er tid at tilføje den afgørende skudmåned.

“At de kunne lave en sol-måne-kalender er helt vanvittigt!” synes Meller, der har vist skiven til en fysiker fra CERN – det europæiske laboratorium for kerne- og partikelfysik i Schweiz.

“Han er jo en af os”, udbrød fysikeren anerkendende om skivens skaber.

“Med det mente fysikeren, at billedet komprimerer kompleks viden til en helt enkel formel”, forklarer professoren.

Det store spørgsmål var nu, hvem der havde astronomisk viden til at skabe det avancerede instrument?

Det glemte folkeslag

Da Himmelskiven blev skabt omkring 1800 f.Kr., dominerede den såkaldte aunjetitz-kultur i Mellemeuropa. Navnet stammer fra en gravplads ved byen Aunjetitz (Únětice) nær Prag i Tjekkiet.

I årtier interesserede kun en snæver gruppe fagfolk sig for aunjetitzerne. Deres mægtige gravhøje og imponerende helligdomme lå nemlig øst for Jerntæppet. Men efter fundet af Himmelskiven gik Harald Meller i gang med at samle bronzealder-eksperter fra hele Europa:

“Vi genstartede aunjetitz-forskningen og arrangerede store konferencer”.

Og i de følgende år trådte et helt usædvanligt folkeslag ud af den dunkle bronzealder.

Undersøgelser viser, at aunjetitz-kulturen opstod ved en sammensmeltning af to tidligere kulturer, der bliver identificeret vha. deres lerkrukker: Snorekeramikerne og klokkebægerkulturen, der begge kom fra stepperne mod øst.

Snorekeramikerne nåede Mellemtyskland omkring 2800 f.Kr., mens klokkebægerkulturen ankom ca. 300 år senere. De to kulturer levede side om side uden at blande sig med hinanden.

Men så omkring 2200 f.Kr. opstod aunjetitz-kulturen og satte sig på de to ældre kulturers områder i nutidens Midttyskland, Schlesien og Bøhmen.

Her fandtes der nemlig ekstremt frugtbar landbrugsjord – den såkaldte løss-jord. Løss er næringsrig og finkornet, og så suger den fugt som en svamp.

“Her i regionen regner det kun om efteråret og vinteren. Men klimaet i kombination med den bedste jord i verden gør regionen perfekt til at dyrke korn. Oprindeligt kommer kornet fra Zagros-dalen i Persien, og dér er der også kun lidt nedbør”.

Ifølge Harald Meller har den frugtbare jord gennem årtusinderne tiltrukket alle mulige kulturer, som kæmpede om området:

“Alle ønskede at være lige her. Så hver gang nogen erobrede dette område, byggede de fæstningsværker for at kontrollere det”.

Men aunjetitzerne var de første, som var i stand til at holde på området i mange århundreder. Og de gjorde det helt uden fæstninger.

Bondesønnerne blev soldater

Tidligere kulturer havde ifølge Meller været krigersamfund: En brøkdel af befolkningen var krigere – specialister i kamp – resten var bønder.

Krigerne kæmpede med økser mand mod mand og kan sammenlignes med de store helte, som fx græske Homer beskriver i sin fortælling om kampene ved byen Troja.

“Men en eller anden i aunjetitz-systemet fik en genial idé: Hvorfor ikke lade bøndernes sønner kæmpe?” forklarer Meller.

Kun den ældste af aunjetitz-bondens sønner kunne arve gården, de øvrige fik job i Nebras professionelle hær.

Meller baserer sin teori på flere opsigtsvækkende fund af våbendepoter. Ved landsbyen Dieskau ikke langt fra Nebra har arkæologerne fundet hele 293 øksehoveder deponeret i jorden.

Økserne er lavet af kobber, der er så blødt, at de ikke kunne bruges som værktøj – kun til kamp. Undersøgelser viser, at økserne er serieproduceret.

Indtil videre er 1.178 lignende økser blevet fundet i de nedgravede våbendepoter omkring Nebra.

Blandt snorekeramikere og klokkebægerfolket blev mændene begravet med deres våben, men den skik ophørte under aunjetitz-kulturen. I stedet begravedes flertallet helt uden våben, og netop det faktum viser, hvordan aunjetitzerne med stor konsekvens har nytænkt samfundet.

“Bønderne må ikke få våbnene med i graven, fordi de ikke selv ejer økserne. Fyrsten, prinsen, kongen, eller hvad vi skal kalde ham, ejer det hele”, forklarer Meller.

De gamle heltekrigere fandtes ikke i Nebra-samfundet. I stedet tyder alt på, at officerer stod i spidsen for hærgrupper, som lå udstationeret strategiske steder i riget.

Det er derfor, Nebras indbyggere ikke byggede fæstningsværker. Hæren var så talstærk og velbevæbnet, at ingen turde angribe riget.

“De behøver ikke fæstninger, fordi staten beskytter dem”, forklarer Meller.

Han formoder, at hver gang en Nebra-hersker døde, blev troppernes økser indsamlet og begravet, så den nye hersker kunne bevæbne soldaterne med sine egne våben.

Meget tyder ifølge Meller på, at aunjetitz-folket på den måde skabte Nordeuropas første egentlige stat. Og i den proces spillede Himmelskiven en afgørende rolle.

Himmelskiven gav magt

Den astronomiske indsigt, som Himmelskiven rummer, stammer formentlig ikke fra bronzealderens Tyskland, men fra Mellemøstens stormagt Babylon.

For at kunne skabe Himmelskivens sofistikerede kalendersystem kræver det nemlig, at en stjernekigger studerer nattehimlen i mindst 40 år, og det er tæt på umuligt i Tyskland, hvor himlen ofte er overskyet.

“Men det er meget nemt i Mellemøsten, hvor der aldrig er en sky på himlen. Og i oldtidens Babylon havde de astronomer, der vidste alt om himlen”, forklarer Harald Meller.

Han formoder derfor, at en højtstående person fra Nebrariget omkring år 1800 f.Kr. rejste de 4.400 km ned til Babylon og fik den nødvendige viden. Og bronzeskiven kom til at ændre alt, for med den nye sol-måne-kalender kunne Nebras hersker kontrollere tiden, der ifølge Meller altid har været et magtmiddel.

Han er overbevist om, at Himmelskiven i begyndelsen var gemt for undersåtterne, fordi viden om sol-måne-kalenderen skulle holdes hemmelig.

“Kun herskeren og måske hans søn vidste, hvordan man brugte skiven. Den var et magtredskab, et vidensinstrument – for nøglen til magt har altid været viden i langt højere grad end guld”, påpeger Meller.

Den hemmelige viden kunne herskerne bruge til at forandre det gamle, næsten lige bondesamfund til en hierarkisk stat, mener han:

“Hvordan overbeviser man folket om, at det er en god idé at give alle rigdomme og al magt til én person. Med våben alene kan man ikke gøre det, man har brug for legitimering”.

Og det var, lige præcis hvad Himmelskiven kunne give. Men Nebras herskere havde ifølge Meller også en anden fordel, som gav dem magt langt ud over rigets grænser.

Herskere blokerede Skandinavien

Analyserne af Himmelskiven viser, at Nebras handelsfolk kom vidt omkring for at få bronze. Legeringen er lavet af kobber og tin. Kobberet i skiven stammer fra bjerget Mitterberg i Østrig, mens tinnet og guldet er hentet i Cornwall, England.

Samtidig førte den tidlige bronzealders handelsruter lige gennem Nebra. Med denne centrale placering kunne rigets herskere kontrollere metalhandlen.

Ifølge Harald Meller tyder meget på, at Nebrariget indgik koalitioner med flere nabofolkeslag og formentlig også havde stærke kontakter til den såkaldte El Argar-kultur i det sydøstlige Spanien. Nebra-herskerne dominerede dermed en betragtelig del af Europa.

“Sådan kunne Nebra kontrollere værdiansættelsen af kobber fra Alperne og tin fra England til kunderne. De var jo de eneste, som kendte varens pris i begge ender af transportkæden”, forklarer Meller, som mener, at især Norden kom til at lide under aunjetitz-herskernes metalmonopol.

Undersøgelser viser nemlig, at Skandinavien modsat resten af Europa i flere århundreder tilsyneladende ikke modtog bronze. Ifølge Meller kan det være årsagen til, at arkæologer i Danmark har fundet kopier af aunjetitz-bronzedolke lavet i flintesten – danskerne så bronzen som en uopnåelig skat.

Til gengæld har arkæologerne fundet store mængder bronzevåben i bl.a. Mecklenburg syd for Danmark, mens dansk rav i samme tidsrum har fundet vej til Aunjetitz-områderne længere mod syd. Meller tror, at Nebra-herskere betalte deres nordlige allierede med bronzevåben for at skaffe rav og muligvis også slaver fra Skandinavien.

Og meget tyder på, at Nebra-herskerne tjente styrtende på deres jerngreb om handlen.

Herskerne gik amok i luksus

Alt tyder på, at Nebras herskere i løbet af århundrederne udviklede et stramt styret hierarkisk samfund, hvor alle kendte deres plads. Formodningen bygger på de fundne gravgaver, som nøje afspejler den dødes position i samfundet. Den jævne indbygger fik ingen gravgaver eller blot lidt keramik.

Modsat fik rigets embedsmænd og officerer tilsyneladende en række faste gravgaver med såsom en enkelt bronzedolk eller en økse. Højere oppe bestod gravgaverne af økser, dolke samt en hårring i guld.

I toppen af samfundspyramiden sad en eller flere fyrster, hvis gravgaver var rigere end alle andres – men også strengt reguleret. I 1877 undersøgte arkæologer en gravhøj ved byen Leubingen små 50 km vest for Nebra.

I højen, der ud fra de bevarede stolper­ i gravkammeret er blevet dateret til ca. 1942 f.Kr., lå de jordiske rester af en mand med to dolke og to økser i bronze, en guldarmring­ samt to dragtnåle og to hårringe i guld.

De nøjagtig samme gravgaver er siden blevet fundet i yderligere to Nebra-fyrstegravhøje, Helmsdorf-graven og Bornhöck-graven. Ifølge Harald Meller er gravgaverne herskernes insignier:

“Herskerne havde skabt symboler for legitimitet og symboler for deres magt. Det er ligesom de senere franske konger, der havde en krone, et æble og et scepter”.

Især hæfter Meller sig ved de store stenøkser, der er fundet i to af gravene. Økserne kan dateres til at være et par tusind år ældre end den døde. Han mener, at Nebra-herskerne fandt de ældgamle kæmpe-økser på marken, så de kunne sige:

“Mine forfædre var kæmper og konger – og øksen er symbol på deres magt”. I virkeligheden blev økserne fra stenalderen slet ikke brugt som økser – de tjente som kiler til at flække træstammer med.

Bornhöck-graven er den yngste af de fundne fyrstegrave og er blevet dateret til omkring 1800 f.Kr. Graven var intet mindre end gigantisk med sin diameter på næsten 80 m og en højde på 15 m.

“Den var så enorm, at den kunne dække hele dette museum”, udbryder Meller.

Ifølge professoren tyder meget på, at netop Nebra-herskernes tiltagende hang til luksus og storladenhed blev deres undergang.

Himmelskivens viden blev glemt

Nebrariget eksisterede i omkring 600 år, før det gik under. I den sidste tid mistede herskerne tilsyneladende den astronomiske viden, som havde sikret dem deres magt.

Undersøgelser af Himmelskiven viser, at den med tiden blev ændret flere gange, så den til sidst ikke længere kunne bruges som sol-måne-kalender. Nu fremstod skiven blot som et sagnomspundet magtsymbol.

Nebra-herskernes problem var, at de ikke havde et skriftsystem. Al viden skulle derfor overleveres mundtligt, og på et tidspunkt gik det åbenbart galt, så den næste hersker i rækken aldrig fik instruktion i brugen af Himmelskiven.

“Læren er, at man let kan miste viden, hvis man ikke har en skrivekultur”, sammenfatter Meller.

Dermed havde herskerne tabt en stor del af deres legitimitet, og ikke engang deres stærke hær kunne redde dem.

“Normalt skal en stat sørge for, at de økonomiske forskelle i et samfund ikke bliver for store. Men den indsigt fandtes ikke dengang, så de rige blev bare rigere”, formoder Meller.

Ifølge ham kan både pest og misvækst efter vulkanudbruddet på den græske ø Santorini have svækket Nebrariget, men dødsstødet var sandsynligvis en revolution.

“Selv hvis et system er meget repressivt, har herskeren brug for folkets accept. Hvis den forsvinder, kan det gå meget hurtigt”, forklarer Meller, der finder ligheder hos den rumænske diktator, Ceauşescu, der blev henrettet i 1989.

“Han stod på balkonen i Bukarest og troede, at folk råbte, ‘Du er den bedste’. I virkeligheden råbte de, ‘Vi slår dig ihjel’. På TV-billederne kan man se det sekund, hvor det gik op for ham, at hans tid var forbi”.

Det samme skete højst sandsynligt i Nebrariget, vurderer Harald Meller.

Som en sidste desperat handling blev Himmelskiven ofret til guderne på en bakketop ikke langt fra landsbyen Nebra.

Ifølge Meller er læren af historien om Himmelskiven, at vores forfædre kunne langt mere, end vi tror:

“Som arkæologer og historikere ved vi, hvad folk spiste, hvordan de boede, hvad de gik på jagt efter. Men det er meget svært at kigge ind i vores forfædres hjerner, for de efterlod ingen filosofiske bøger. Men ved hjælp af Himmelskiven kan vi kigge ind gennem et nøglehul og se en lille del af en genial hjerne”.