Kirstine Krath Nielsen / Museum Thy

Mystisk gudefigur fundet på en mark i Thy

En pragtøkse og en 3.000 år gammel dobbeltansigtet gudefigur dukkede pludselig op under jordens overflade. De kan være beviset på en vigtigt ny gud fra den nordiske bronzealder.

Endnu engang har en amatørarkæolog gjort et sensationelt fund – denne gang i form af en 3.000 år gammel bronze-økse samt en gudefigur med to hoveder.

Fuldstændig vanvittigt fund

På marker i Kallerup sydvest for Thisted hjalp Peter Jensen arkæologerne med at lede efter dele af nedstyrtede fly fra 2. verdenskrig.

Men da hans metaldetektor bippede, var det genstande af en langt ældre dato, der dukkede frem af jorden. Arkæologer fra Museum Thy blev tilkaldt og efter at de var færdig med udgravningen, kunne de ikke få armene ned:

“Det er fuldstændig vanvittigt at finde sådan noget. Det er noget, man tror er pløjet i stykker for længst”, fortæller arkæolog Marie Vang Posselt.

Kan være beviset på en ny gud

Gudefiguren er hul og har siddet på en stav. På dens to identiske ansigter er det bl.a. er muligt at se øjne og fipskæg. Ansigterne bærer hornede hjelme, som også optræder parvis i flere fundne ofringer fra bronzealderen. Ofringerne kan have været til denne tohovedede gud, som forskerne ikke kendte til tidigere. Guden kan have været en vigtigt del af den tidlige nordiske religion.

Øksen er et pragteksempel på bronze­alderens støbekunst, men samtidig så stor og upraktisk, at den kun er blevet brugt til religiøse ceremonier. Arkæologerne mener, at den dobbelte symbolik går igen her, og at øksen derfor har en identisk tvilling, som stadig ligger i jorden.

Om tre-fire år, vil de fundne genstande formentlig blive en del af udstillingen på Museum Thy.