Nonne malede med verdens dyreste farve

Analyser af en kvindes 900 år gamle tandsten har afsløret spor efter den meget dyre farve ultramarin. Nu mener forskerne, at hun var en meget anerkendt illustrator.

Et pigment af lapis lazuli kan ses lige ved fortænderne i kvindens undermund.

Et hold af forskere har opdaget spor efter ultramarin på en tysk nonnes tænder. Farven kommer fra den sjældne sten Lapis Lazuli, der kun findes i Afghanistans bjerge.

Den var middelalderens mest kostbare materiale, dyrere end guld, og blev kun brugt i de fineste malerier og illustrerede manuskripter. Derfor mener forskerne, at kvinden var en anerkendt illustrator.

Slikkede på malerpenslen

Nonnen døde omkring år 1100 i det lille Dalheim-kloster nær Mainz ved Rhinen. Skeletterne på klosterkirkegården er del af en undersøgelse, hvor forskere analyserede op til 1.000 år gammel tandsten for at blive klogere på spisevaner i middelalderen.

“I takt med, at tandstenen blev opløst, udløste den hundredevis af små blå ­partikler. Det var en kæmpe overraskelse”, erindrer arkæolog Anita Radini fra Yorks Universitet.

Baseret på farvekrystallernes placering i hendes mund, mener forskerne, at nonnen sandsynligvis malede med den blå farve og ofte slikkede på sin pensel for at samle hårene i en tynd spids.

Vigtigt bevis på nonners arbejde

Kvinden var 45-60 år gammel, da hun døde, og knoglerne i hendes skelet viser ingen spor efter alvorlig sygdom, skader eller hårdt fysisk arbejde. Sandsynligvis har hun været en aristokratisk kvinde, som på et tidspunkt er gået i kloster.

Produktionen af religiøse manuskripter i middelalderen var primært munkenes arbejde. Fundet her er derfor et sjældent bevis på, at også kvinder kunne få et central position inden for videreførelsen af kirkens hellige tekster.