Hvornår kom de første mennesker til Sydamerika?
Spørgsmålet har de seneste tre årtier ligget til grund for en af de store stridigheder blandt verdens arkæologer.
I kølvandet på en ny undersøgelse af noget så eksotisk som skæl-plader fra en uddød art af mega-dovendyr, raser debatten nu igen.
Knoglestykkerne er fundet i Santa Elina-hulen i det centrale Brasilien, og i tre af dem er der boret huller, som ifølge en nyudgivet undersøgelse højst sandsynligt stammer fra menneskers værktøj.
Arkæologernes undersøgelser viser også, at aflejringerne, hvorfra de hullede knogler er gravet op, er mellem 23.000 og 27.000 år gammelt.
Det rykker ankomsten for de første sydamerikanere mere end 10.000 år tilbage.
Nye fund afliver teori om de første sydamerikaneres vandring over Beringstrædet
I store dele af 1900-tallet var "Clovis-først"-teorien den førende forklaring blandt forskerne. Den går på, at de første mennesker i Sydamerika var vandret over isen i Beringstrædet sammen med Clovis-folket, der slog sig ned i Nordamerika under sidste istid.
Da de nåede frem for omkring 11.500 år siden, drejede de til højre med en stor passage i gletsjeren, og lidt under tusinde år senere ankom de som de første mennesker til Sydamerika.
Men i 1980'erne begyndte forklaringen at komme under skarpt angreb efter nye fund i Sydamerika, som ifølge nogle arkæologer er mindst lige så gamle som sidste istids højdepunkt – omkring 26.000 til 20.000 år.
I bl.a. Mexico, Uruguay og Chile har forskerne fundet knogler, der ser ud til at være forarbejdet af mennesker i den periode.
Skeptikerne forsvarer “Clovis-først”-teorien med, at arkæologerne bag de nye hypoteser endnu ikke har fremskaffet et uomtvisteligt bevis – der er stadig ikke fundet menneskeknogler, der er ældre end Clovis-kulturen.
Smykker af mega-dovendyrets skæl kan kun være menneskeskabte
Den nye undersøgelse af skæl-pladerne fra Santa Elina-hulen kan heller ikke pege på en smoking gun i form af 12.000-år gamle menneskeknogler.
Til gengæld skriver arkæologerne, at hullerne i bruskpladerne ikke kan skyldes andet end mennesker.
Brusk-pladerne sad som panser på det store fortidsdovendyr, der levede på landjorden og kunne blive op til tre meter højt, når det stod på bagbenene.
Arten, der er en fjern slægtning til det nulevende og noget mindre frygtindgydende dovendyr, uddøde for 11.000 år siden.
Men selvom der er masser af fossiler af dyret, er hullerne i de tre panserplader lavet af mennesker, der efter alt at dømme levede samtidig med det store dovendyr, skriver arkæologerne.
Knoglerne har alle spor efter bidemærker fra gnavere og andre dyr, og de ligner slet ikke de ensartede huller, som sandsynligvis har gjort knoglerne til vedhæng i halskæder for tusindvis af år siden. Forskerne afskriver også muligheden for, at hullerne stammer fra naturligt slid, råd eller syren i et stort dyrs mavesæk, da de i så fald ville have set anderledes ud.
På den ene side er knoglerne mere blankpolerede end den anden, sandsynligvis fordi det har været vedhængets bagside, som er blevet slidt mere mod huden eller tøjet på smykkets ejermand.
Andre steder på knoglerne er der yderligere spor efter hak og snit med stenværktøj, som ifølge forskerne understøtter teorien om, at smykkerne kun kan være lavet af de første sydamerikanere.