www.archae.ru

Nyt fund: Deformt kranie afslører brutal tradition

Et aflangt kranie fra Krim-halvøen ligner noget fra en science fiction-film om det ydre rum. Men forklaringen på det deforme kranie ligger et helt andet sted: Kraniet blev formet for at skabe en mægtig kriger.

Da russiske arkæologer for nylig fandt et skelet af en 18 måneder gammel dreng i en oldtidsgrav på Krim-halvøen, døbte de hurtigt graven "aliengraven".

For drengens hoved var deformt og aflangt og ledte tankerne hen på noget, der kommer fra det ydre rum.

Men drengen var 100 procent menneskelig, da han levede for 2000 år siden. Hans deforme hoved er resultatet af en tradition, der skulle gøre både hans personlighed og fremtoning aggressiv og krigerisk.

Smittede af på personligheden

Drengen tilhørte sarmaterne - en iransk nomadefolk, der levede på den centralasiatiske steppe i perioden mellem 500 år f. Kr. og 500 år e. Kr.

Sarmaterne er blandt andet kendt for deres kvindelige krigere, som flere mener var med til at inspirere amazonerne.

Og så er de kendt for at forme kranierne hos de af deres drenge, der var udset til at vokse op og blive elitekrigere.

Sarmaterne mente nemlig, at ændringen af kraniet ville smitte af på personligheden og fremkalde aggressivitet og styrke.

Æggeform med høj status

Det begyndte allerede i den tidligste barndom, mens knoglerne stadig var bløde. Fletninger blev bundet så stramt om drengenes hoveder, at kraniet ændrede form i takt med, at drengene voksede.

Det aflange, æggeformede hoved blev anset som æstetisk pænere end den normale runde form og havde stor social betydning i flere oldtidskulturer.

Arkæologerne mener derfor, at drengen i graven på Krim var udset til at blive kriger, og at det er forklaringen på hans aflange kranie.