Ofre for vulkan-katastrofe dukker endelig op

Da arkæologer fandt hans skelet i de ældgamle ruiner af Çesme i 2021, vakte det forbløffelse verden over. For ifølge udgravningslederen, Vasıf Şahoğlu, blev den unge mand offer for en af oldtidens mest destruktive naturkatastrofer: Vulkanudbruddet på den græske ø Thera, som ligger over 200 km sydvest for Çesme og i dag hedder Santorini.

Udbruddet var så voldsomt, at øen delvist sank i havet og derved muligvis blev ophav til legenden om det forsvundne Atlantis.

Katastrofen udløste altødelæggende flodbølger, som sandsynligvis var medvirkende til, at den mægtige minoiske kultur på øen Kreta gik under.

De enorme flodbølger må have dræbt tusinder af mennesker ved kysterne langs det østlige Middelhav. Alligevel har forskerne ikke fundet et eneste offer – før nu.

Kreta blev Middelhavets stormagt

I århundrederne før vulkanudbruddet på Thera var øen blevet et vigtigt transportknudepunkt for en af bronzealderens mest avancerede civilisationer: De minoiske søfarere.

Den minoiske kultur blomstrede frem på øen Kreta omkring 2000 f.Kr. Arkæologiske undersøgelser viser, at Kreta på dette tidspunkt blev centrum for handel med kobber fra de græske småøer i Det Ægæiske Hav og tin fra Lilleasien. De to metaller var hovedingredienserne i produktionen af bronze, tidens mest eftertragtede vare.

Handlen med metaller gjorde indbyggerne på Kreta rige, og monumentale paladser voksede frem i en række af øens byer, heriblandt Mallia, Phaistos og Knossos.

Da arkæologen Arthur Evans udgravede Knossos-paladset i begyndelsen af 1900-tallet, fandt han enestående vægmalerier med bl.a. unge mænd og kvinder, som slår saltomortaler hen over ryggene på kæmpestore tyre.

Vægmalerierne samt fund af symbolske tyrehorn tyder på, at Kreta var hjemsted for en omfattende tyrekult. Den særlige kult samt de labyrintiske gange i Knossos-paladset mindede Arthur Evans om den græske myte om kong Minos fra Kreta, hvis hustru fødte en søn, der var halvt menneske og halvt tyr.

Ifølge myten spærrede kong Minos monsteret, som fik navnet Minotauros, inde i en labyrint i paladset. Myten fik Evans til at give den nyfundne kultur betegnelsen “minoisk”.

Takket være Kretas gunstige placering midt i det østlige Middelhav kunne minoerne udveksle varer med både fastlandsgrækerne, egypterne og de mange folkeslag i Mellemøsten. På kort tid blev Kreta derfor et handelsimperium med en mægtig flåde, der sejlede varer rundt i hele det østlige Middelhav.

Under deres sejladser anlagde minoerne byer og handelstationer på de græske småøer, hvoraf en af de vigtigste blev etableret ca. 140 km nord for Kreta på øen Thera.

Her voksede byen Akrotiri frem med huse, vægmalerier og brolagte gader i minoisk stil. Omkring år 1600 f.Kr. antages byen at have haft op imod 30.000 indbyggere.

Men dybt nede i jorden under Thera lurede katastrofen.

Thera var en tikkende bombe

Da minoerne slog sig ned på Thera, anede de ikke, at den frodige ø lå midt i det farlige gnidningsfelt mellem to kontinentalplader – den afrikanske og den eurasiske. I fortiden havde de to plader forårsaget voldsomme jordskælv og vulkanudbrud.

Midt i den azurblå bugt, som minoernes skibe dagligt ankrede op i, lå en lille ø, som var resterne af en ældgammel vulkan. Den havde ikke været i udbrud i umindelige tider, så ingen af indbyggerne vidste, at de boede oven på en veritabel bombe med ufattelige kræfter.

Ifølge Walter Ludwig Friedrich, geolog og forsker ved Aarhus Universitet, blev indbyggerne dog advaret i månederne op til udbruddet.

“De varme kilder, som også var på øen før udbruddet, blev pludselig meget varmere. Og så kom der jordskælv, hyppige jordskælv”, forklarer han til HISTORIE.

Friedrichs forskerteam var først til at fastslå, at Theras bronzealder-vulkan ikke lå på selve Thera, men på en separat ø i bugten, omgivet af den ringformede Thera.

Arkæologerne har i over 150 år gravet i Theras hovedby, Akrotiri, som kaldes bronzealderens Pompeji. Men modsat i den berømte romerske vulkanby har forskerne ikke fundet et eneste offer i Akrotiri.

“Vi regner med, at minoerne nåede at flygte”, forklarer Friedrich.

Ifølge geologen blev udbruddet højst sandsynligt indledt med bulder og brag fra vulkanen, “så indbyggerne blev gjort opmærksomme på faren”, forklarer Friedrich.

I Akrotiri har arkæologerne fundet trappetrin og husvægge, som er styrtet sammen pga. jordskælvene.

Minoerne har muligvis kunnet nå at sejle væk i løbet af udbruddets første fase, hvor bragene blev efterfulgt af en gigantisk søjle af glødende aske, gas og pimpsten, der væltede lodret op fra vulkanen. Vinden blæste askeskyen østover helt til Tyrkiets kyst.

Udgravninger i Akrotiri viser, at de sidste indbyggere nåede at fjerne madvarer og andre ejendele, inden de tog flugten.

Herefter brød helvede løs.

Flodbølge satte kurs mod Lilleasien

Modsat fx vulkanen Vesuv, der udslettede den romerske by Pompeji i år 79 e.Kr., findes der ingen øjenvidneberetninger fra Thera-vulkanens udbrud. Men på øen vidner et op til 60 m tykt lag af pimpsten om udbruddets voldsomhed.

Ifølge eksperter nåede Thera-udbruddet 7,1 ud af 8 på den såkaldte VEI-skala, der bl.a. måler mængden af udslynget lava og gas. Til sammenligning giver forskerne Vesuv-udbruddet værdien 5. Det betyder, at Thera-udbruddet var mere end 100 gange voldsommere og dermed et af de mest destruktive i historisk tid.

Forskerne er ikke enige om Thera-udbruddets forløb. Men det står klart, at den gigantiske aske- og pimpstenssøjle, som blev pumpet ud af vulkanen i den første fase af udbruddet, nåede en højde på op imod 40 km lodret op i luften.

I takt med at søjlen blev stadig højere, blev den afkølet, og til sidst kunne de mange millioner tons aske og pimpsten ikke længere holde sig selv oppe. Den enorme søjle kollapsede over øen og rullede i rasende fart ned ad vulkankraterets sider som en lavine og videre ud i havet.

Nogenlunde samtidig udvidede krateret sig og begyndte at sprække. Det gav havvandet adgang til vulkanens rødglødende indre. Kontakten mellem vandet og den mange tusind grader varme magma inde i vulkanen udløste voldsomme eksplosioner, og lavaklumper på over 1 m i diameter blev slynget gennem luften og knuste stenmure i Akrotiri – omkring 10 km borte.

Til sidst var så meget materiale blevet blæst ud af vulkanen, at både magmakammeret og krateret styrtede sammen. Havvandet fossede derfor uhindret ned i den hede vulkan og udløste en gigantisk eksplosion, der sprængte Thera i tre stykker.

Sandsynligvis var det askesøjlens kollaps og den efterfølgende lavine, som udløste den første og største af mindst fire flodbølger. Ved kollapset kom ufattelige mængder havvand i bevægelse og satte gang i en enorm flodbølge, der ræsede mod bl.a. Çesme på Tyrkiets østkyst, 227 km borte.

Bølgen opslugte ung mand

Omkring tiden for Thera-udbruddet var kystbosættelsen Çesme-Bağlararası, som ligger i den moderne by Çesme, knudepunkt for regionens handel. Da arkæologen Vasıf Şahoğlu fra Ankaras universitet i 2009 begyndte at grave i området, havde ingen fundet et eneste offer fra Thera-katastrofen.

De første fund af velbevarede huse og veje i Çesme tydede da heller ikke på en forbindelse til Thera. Men så begyndte tegnene på en katastrofe at dukke op: Væltede mure, lag af aske, knuste lerpotter og mængder af muslingeskaller.

Da forskerne nærstuderede askelagene, fandt de bittesmå stykker af glas, som er typiske for vulkanudbrud. Samtidig viste kulstof 14-analyser af organisk materiale i jordlagene, at katastrofen indtraf ikke senere end 1612 f.Kr.

Årstallet svarer til den datering af udbruddet, som Walter Ludwig Friedrich er kommet frem til. På Thera fandt Friedrich og hans hold i 2006 de forkullede rester af to oliventræer i det lag af pimpsten, som vulkanen overdængede øen med. Træerne blev dateret til 1613 f.Kr. plus/minus 13 år.

“Det er på nuværende tidspunkt den mest direkte og præcise datering, vi kender”, forklarer Friedrich.

For Şahoğlu og hans hold i Çesme kom det mest dramatiske gennembrud i 2021, hvor de fandt skelettet af en ung mand, der lå begravet i et lag af slam og murbrokker. Den døde lå med ansigtet mod jorden og havde skader svarende til læsionerne på moderne tsunami-ofre, der er blevet slæbt gennem flodbølgens vraggods.

Det sammenholdt med fundet af muslinger, albueskæl og plankton fra havet blandt murbrokkerne overbeviste Şahoğlu om, at de havde fundet Thera-katastrofens første beviselige offer.

Nær det 18-årige offer lå skelettet af en hund i en sammenstyrtet døråbning. I laget over manden havde nogen gravet et hul. Muligvis var det overlevende, der efter katastrofen ledte efter venner og slægtninge. Gravningen var dog blevet opgivet blot 1 m oven over den unge mands lig.

Hvor høj flodbølgen var, da den ramte bebyggelsen, ved forskerne ikke med sikkerhed, men gætter på omkring 5 m.

“Det var i virkeligheden ikke tsunamiens højde, men derimod dens volumen, der ødelagde stedet”, fortæller Vasıf Şahoğlu til HISTORIE.

“Byen vender ikke direkte i retning af tsunamien, der kom fra syd. Derfor kom tsunamien i stedet ind i bugten, og fordi det er en afskærmet bugt, tiltog bølgens styrke. Dens omfang øgedes derved og blev mere ødelæggende”, forklarer han.

Çesme blev forladt

Şahoğlus undersøgelser viser, at Çesme blev ramt af mindst fire tsunamier. Den første og største ramte byens forsvarsmur og bygningerne bag den med så voldsom en kraft, at væggene styrtede sammen, og den unge mand mistede livet.

Få timer senere kom den næste flodbølge, og et stykke tid efter fulgte en tredje mindre tsunami. Da havet endelig faldt til ro, vendte en gruppe overlevende hjem og begyndte at grave efter de døde.

Men freden var kun midlertidig. Efter nogle dage kom en sidste kraftig tsunami, der fyldte hullerne efter indbyggernes fortvivlede eftersøgning op med jord og slam.

Udover i Çesme har forskerne indtil videre kun fundet seks steder med utvetydige spor efter tsunamierne, deraf tre længere mod syd på den tyrkiske kyst og tre på det nordøstlige Kreta.

Her har arkæologerne dog ingen ofre fundet, på trods af at flodbølgerne ifølge eksperterne må have kostet tusinder af mennesker livet langs det østlige Middelhavs kyster. Ifølge en teori blev de ofre, der ikke forsvandt i havet, muligvis lagt i massegrave, som endnu ikke er fundet.

Vasıf Şahoğlu er ikke i tvivl om, at de vil dukke op i fremtidige udgravninger:

“Vi er sikre på, at der vil blive fundet mange flere ofre hele vejen rundt om Ægæerhavet. Vi tror, at mange af dem allerede er blevet fundet, men udgraverne har simpelthen ikke knyttet dem til katastrofen endnu”.

Ifølge arkæologen fik flodbølgerne også langsigtede konsekvenser for Çesme. I månederne efter udbruddet var det sandsynligvis umuligt at fiske i Ægæerhavet pga. de enorme mængder pimpsten, træer og andet vraggods, som drev rundt i havet. Det salte havvand havde desuden ødelagt landbrugsjorden nærmest havet.

Efter katastrofen lå Çesme derfor forladt i mindst 100 år. Den lille by var dog langtfra det sted, der var hårdest ramt.

Den minoiske kultur gik under

I månederne efter vulkanudbruddet blokerede askestøvet i stratosfæren for Solen og førte formentlig til hungersnød i områder langt fra Thera. Asken er bl.a. fundet i isen på Grønland, og skrifter fra det kinesiske Qin-dynasti fortæller om sult, oversvømmelser og langvarig tørke i Kina i 1600-tallet f.Kr.

Værst gik det dog ud over den minoiske kultur på Kreta, omkring 140 km syd for Thera. Ifølge beregninger tog det kun omkring 13 minutter for den første tsunami at nå Kretas nordkyst. Arkæologen Alexander MacGillivray, der er ekspert i Thera-udbruddet, har vurderet, at katastrofen kan have kostet op imod 30.000 mennesker livet alene i Kretas kystområder.

Paladset i hovedbyen Knossos lå 60 m over havet og blev ikke ramt, men de mange jordskælv i forbindelse med vulkanudbruddet ødelagde dele af paladset og byen. Selvom minoerne overlevede både vulkanudbruddet og tsunamierne, var kulturens dage talte.

Ligesom i Çesme ødelagde flodbølgernes salt sandsynligvis landbrugsjorden ved kysten, og også de lokale vandkilder kan være blevet forurenet. Værst var dog tabet af store dele af minoernes flåde, der blev knust af de altødelæggende bølger.

Selvom skibene kunne erstattes med nye inden for en overskuelig årrække, var minoernes stærkeste støttespunkt i søhandlen, øen Thera, udslettet.

“Det var et enormt tab. Før udbruddet var Thera et meget vigtigt handelspunkt i Ægæerhavet, men pludselig var det forsvundet”, forklarer Walter Ludwig Friedrich.

Dertil kom, at også mange af de andre havnebyer, som minoerne handlede med rundtom i det østlige Middelhav, sandsynligvis også var helt eller delvist ødelagt.

Kongerne på Kreta kunne derfor ikke længere opretholde minoernes status som Middelhavets stormagt. På det græske fastland begyndte det konkurrerende folk, mykenerne, at slibe deres sværd.

Omkring år 1450 f.Kr. invaderede de Kreta og overtog øen. Den mykenske kultur erstattede gradvist den minoiske, og i løbet af de næste 350 år forsvandt minoerne ud af verdenshistorien.