Oldtidsbyen Petra i Jordan – det forsvundne vidunder

Johann Ludwig Burckhardt og hans følge hører kun vindens susen og ekkoet af deres egne fodtrin i den snævre kløft – siq’en, som de lokale kalder den. Flere steder er den dunkle passage blot et par meter bred, og klippevæggene rejser sig 80 meter op over hovederne på det lille selskab.

Den schweiziske eventyrer er overbevist om, at nabatæernes forsvundne oldtidsby Petra ligger gemt for enden af kløften, der slynger sig gennem de golde bjerge ved Wadi Musa i det nuværende Jordan. For hans lokale guider er området imidlertid befolket af onde ånder og fyldt med de vantros bygningsværker.

Iført arabisk klædedragt og under dæknavnet Sheik Ibrahim ibn Abdallah er den 28-årige Burckhardt på rejse fra Damaskus i Syrien til Egypten.

Schweizeren har forberedt sig grundigt. Han har studeret arabisk, islam og Mellemøstens skikke og traditioner på universiteter i England og Syrien. Han har forsøgt at vænne sig til Mellemøstens varme klima ved lange spadsereture i den britiske middagshede, og i perioder har han levet udelukkende af vand og lidt grøntsager, for at følelsen af sult ikke skulle overraske ham.

For at lokke sine ledsagere med på sporet af Petra har Burckhardt været kreativ. I en passage i Biblen har han læst, at Petra ligger ved profeten Arons grav, og schweizeren har købt en ged, som han har fortalt sine medrejsende, at han har afgivet et løfte om at ofre på selve graven. Kun modvilligt sluger hans følge den besynderlige historie.

Turen gennem den dystre siq begynder at virke uendelig. Så pludselig efter en halv times gang anes et par rødlige søjler og nogle figurer forude. Kløften åbner sig foran dem og lukker solens stråler ind. Da hans øjne har vænnet sig til det skarpe lys, står Burckhardt et kort sekund helt målløs ved synet foran ham.

“På klippevæggen lige overfor kom et udhugget mausoleum til syne. Dets beliggenhed og skønhed var beregnet til at gøre et ekstraordinært indtryk på den rejsende. Det er en af de mest elegante antikke ruiner. Den er bevaret som en bygning, der blev bygget færdig for nylig, og ved nærmere eftersyn kunne jeg se, at det var resultatet af et enormt arbejde”, fortalte Burckhardt efterfølgende i sine beskrivelser af opdagelsen.

Eventyreren nåede sit mål. Som den første europæer i mere end 600 år stod han den 22. august 1812 ved indgangen til den sagnomspundne Petra.

Af frygt for at blive anklaget for at være en troldmand på jagt efter skatte måtte han imidlertid skjule sin begejstring.

Burckhardt ofrer en ged

Selskabet lagde hurtigt det storslåede monument bag sig og gik videre forbi et stort amfiteater, der også er hugget ud af klippen. På afstand beundrede Burckhardt en række gravmæler med storslåede facader og imponerende templer, og ved mørkets frembrud nåede han det bjerg, som Arons grav siges at ligge på. Her måtte han ofre geden, inden gruppen vendte om og forlod Petra.

Den nysgerrige Burckhardt beklagede sidenhen, at han hverken kunne foretage undersøgelser eller tage noter under besøget af angst for, at hans identitet blev afsløret. Men han spåede, at fremtidige rejsende ville kunne besøge stedet mere frit.

De lokale ville med tiden vænne sig til fremmede videnskabsmænd, og så ville ruinerne i Wadi Musa efter hans mening blive anerkendt som nogle af verdens mest bemærkelsesværdige eksempler på antik kunst.

Alt er hugget ud af klippen

De dekorerede facader er Petras største attraktion, men for 2.000 år siden var dalene dækket af for længst forsvundne huse, hvor indbyggerne i Petra boede og arbejdede. For at 20.000 fastboende og tusindvis af gennemrejsende fra hele verden kunne overleve midt i ørkenen, var det ikke nok for nabatæerne at have stor økonomisk snilde og kunstnerisk sans.

De udviklede bl.a. et sofistikeret rør- og kanal-system, der opfangede det sparsomme regnvand og vandet fra kilderne i området og ledte det hen i de reservoirer og udgravede cisterner, der fandtes forskellige steder i byen. Den avancerede vandforsyning var så effektiv, at nabatæerne kunne opdyrke en del af ørkenlandet, og byen dermed kunne forsyne sig selv med korn og frugter.

Jordskælv fik beboerne til at flytte

Trods svækkelsen fortsatte ørkenbyen med at eksistere, og indbyggerne huggede stadig storslåede monumenter ud af klipperne. Et eksempel er bygningen, der kaldes Klostret, og som ligger på et bjerg højt over byen. Den religiøse bygning blev bygget i begyndelsen af 100-tallet, og den imponerende facade på 45 gange 42 meter er en af de mest fotograferede i området.

I slutningen af 300-tallet blev Petra igen hovedstad – nu i den nye romerske provins Palaestina Tertia. Da kristendommen kort efter vandt frem i regionen, blev byen også udnævnt til bispe­sæde, og flere af de gamle hedenske templer – heriblandt Klostret – ombygget til kirker. Men byens position var for altid svækket.

En række ødelæggende jordskælv over de efterfølgende århundreder fik befolkningstallet til at svinde ind, og da området blev islamisk i 600-tallet, var Petra blot en skygge af sig selv.

Byen gled langsomt ud i glemslens tåger. I historiske kilder fra middelalderen er byen kun omtalt, da en gruppe europæiske korsfarere omkring år 1100 byggede en borg ved byen. Den blev dog hurtigt forladt igen.

Trods nedgangen bevarede navnet Petra en aura af mystik og storhed. Det var dette omdømme, der fik Burckhardt til at drage ud for at finde den glemte by i begyndelsen af 1800-tallet.

Hans vage beskrivelser af stedet ramte lige ned i den romantiske tidsånd, og allerede omkring 1830 var et besøg i den genfundne ruinby blevet et must for alle de unge lærde europæere, der drog på dannelsesrejse i Mellemøsten.

Fascinationen af Petra satte også sit præg på tidens litteratur. En af de mest indflydelsesrige beskrivelser blev skabt af den engelske digter John William Burgon, der aldrig selv besøgte byen, men kun kendte den fra andres tegninger og skildringer. I 1840 kaldte han poetisk Petra for “en rosenrød by, der er halvt så gammel som tiden”.

Lidt efter lidt fik videnskabsmændene friere adgang til at udforske Petra, som Burckhardt havde forudsagt. Arkæologer strømmede til byen fra hele verden, og de mange grave og monumenter blev registreret, målt og beskrevet i detaljer.

Siden kastede forskerne sig også over de sparsomt bevarede beboelsesarealer, og selv­om de indtil nu kun har skrabet i o­ver­fla­den, har arkæologer et nogenlunde billede af, hvordan livet i byen var. Trods undersøgelserne rummer de labyrintiske sandstensformationer i den golde ørken stadig mange mysterier.

Det er en af forklaringerne på, at de rosen­røde byg­nings­vær­ker i dag tiltrækker flere besøgende end nogensinde. I tusindvis går de hver dag forventningsfulde i Burckhardts fodspor, til de pludselig står foran det storslåede Skatkammer og spontant lader begejstringen vælte ud i beundring.