Oldtidsfolk skabte magnetiske statuer
Nye undersøgelser viser, at den næsten ukendt Monto Alto-kultur har skabt verdens ældste magnetiske skulpturer. Magnetismen har sandsynligvis været et tegn på en form for overnaturlig magt.

De store “rundmave”-skulpturer fra Guatemala forestiller enten en hel krop eller et stort rundt ansigt.
For 2.000 år siden skabte Monte Alto-folket på Guatemalas vestkyst flere massive stenskulpturer af magnetiske sten.
Tekniske undersøgelser af statuernes magnetfelt har nu bevist, at statuerne ikke ved en tilfældighed er lavet af magnetisk sten – de er udhugget, så felterne udspringer fra fx kinder, pande og navlen. Statuerne er dermed verdens ældste, bevidst magnetiske skulpturer.
Statuer er tons tunge magneter
De to meter høje og 10 tons tunge stenfigurer er hugget ud af basalt – vulkansten, som indeholder en høj koncentration af jern. Sandsynligvis er jernet blevet magnetiseret efter et lynnedslag.
Undersøgelserne er foretaget af et internationalt forskningshold ledt af geofysiker Roger Fu fra Harvard Universitet. De mener, at oldtids-kunstnerne kan have fundet de magnetiske punkter ved at bevæge mineraler hen over stenen. Herefter er statuerne blevet hugget ud, så magnetfelterne var stærkest ved ansigt og navle.
De magnetiske statuer kaldes “rundmaver” pga. det buttede udseende. I alt er 127 fundet, hvoraf 11 statuer er blevet undersøgt.
Forestiller mægtige forfædre
Forskere ved endnu ikke meget om Monte Alto-kulturen, men formoder, at statuerne forestiller højtstående forfædre, der blev værdsat i kulturen.
At de døde forfædre stadig kunne påvirke denne verden i kraft af deres magnetisme kan være blevet set som et udtryk for deres magt og autoritet.