Shutterstock

Overskud af kød forvandlede ulve til tamme hunde

Ny teori forklarer, hvordan det lykkedes at gøre ulve til menneskets bedste ven. Risiko for proteinforgiftning spillede en vigtig rolle.

Ulve var det første dyr, som mennesket tæmmede. Og det eneste dyr, som vores forfædre gjorde til husdyr, mens vi var omvandrende jæger-samlere.

Men hvordan lykkedes det for ca. 20.000 år siden at forvandle ulve til husdyr?

Forskere ved det finske nationalmuseum har udviklet en teori, der besvarer spørgsmålet: Under strenge istidsvintre levede jæger-samlerne udelukkende af de dyr, som det lykkedes dem at nedlægge.

Mennesker kan imidlertid ikke tåle at få mere end ca. 20 pct. af deres energi fra kød, ellers får vi proteinforgiftning.

Istidens europæere rådede i perioder over mere kød, end de selv kunne spise.

© Bridgeman Images

Mens jæger-samlerne om vinteren derfor fortrinsvis spiste fedt og mavesækkens indhold fra fx bison og hare, blev der meget kød i overskud.

Når voksne ulve var blevet dræbt, kunne overskudskødet bruges til at fodre deres indfangne unger.

ulv, vægmaleri, hund

I Tassili N'Ajjer-grotten i Saharas ørken findes vægmalerier af jægere med hunde. Billederne blev malet for mellem 9.000 og 12.000 år siden.

© Shutterstock

Ulve var gratis at tæmme

»Det er første gang, nogen har fundet en miljøbestemt forklaring på, hvordan ulve blev til tamhunde, fortæller forsknings-leder Maria Lahtinen.

Ifølge Lahtinen forklarer teorien også, hvorfor jæger-samlerne overhovedet gjorde forsøget på at tæmme vilde dyr og forvandle dem til lejrens vagter og trækdyr: Det kostede så at sige ingenting. Overskudskøddet fra jagt skulle alligevel have været smidt ud.

Først efter avl på de mindst aggressive og mest lærenemme ulve blev dyrene med tiden til menneskets bedste ven.

For ulvene viste der sig også at være en betydelig gevinst: Deres tamme efterkommere er i dag Jordens mest talrige rovdyr.