Pekingmanden forsvandt sporløst

Johan Gunnar Andersson klapper på grottevæggen i Drageknogle­højen og kigger forventningsfuldt på sin assistent, den østrigske palæontolog Otto Zdansky.

“Jeg har på fornemmelsen, at resterne af en af vores forfædre ligger herinde, og nu gælder det bare om at finde dem. Tag dig endelig god tid, og fortsæt, til grotten er tom”, opmuntrer den svenske geolog sin langskæggede hjælper.

Andersson er syv år forinden blevet hyret til at søge efter jernmalm og stenkul til Kinas industri, men her i sommeren 1921 er det andre ting, som optager ham.

Under sit ophold i Solens Rige har geologen erfaret, at drageknogler spiller en stor rolle for befolkningen, der tillægger de sagnomspundne væsener alverdens positive egenskaber.

Ifølge folketraditionen er dragen menneskets ven og hjælper.

Medicin lavet af knuste og formalede dragetænder og -knogler kan ifølge kineserne kurere alt fra hovedpine og malaria over melankoli og dysenteri til galdesten og feber.

Et af Kinas bedste jagtterræner for de kostbare knogler er kalkstenshulerne på skråningerne af Drageknoglehøjen ved landsbyen Zhoukoudian – ca. 40 km sydvest for Beijing.

Her bugner de porøse stenlag og sprækkerne i kalkstenen af oldgamle tænder, knogler og endda hele skeletter fra forhistoriske dyr.

Johan Gunnar Andersson håber, at eksperten Zdansky, der i foråret 1921 er ankommet fra Wien, vil kunne gøre nogle enestående palæontologiske opdagelser netop her, ikke af drager, men af fx dinosaurer og andre uddøde dyr – og måske endda forhistoriske mennesker.

Ved flere lejligheder har Andersson selv snuset rundt i grotterne i Drageknoglehøjen og har foruden knogler fra bl.a. hyæner, grise og bjørne forbløffet bemærket noget, der minder om oldgamle stenredskaber.

Han sætter sin lid til, at Otto Zdansky vil vise sig at være manden, der kan vriste betydningsfulde hemmeligheder ud af grotterne.

Endnu har han imidlertid ingen idé om det store gennembrud, der er i vente.

Forskere jagter det manglende led

Godt 60 år før Andersson og Zdanskys undersøgelser har den britiske naturforsker Charles Darwin i 1859 udgivet sit revolutionerende værk “Arternes oprindelse”.

Heri antyder han, at mennesker og aber har samme stamfader.

Darwins idéer får adskillige lærde til at ryste forarget på hovedet. Tanken om, at mennesket skulle have gennemgået flere udviklingsstadier, forekommer i deres øjne fuldkommen absurd.

Tidens fremherskende teori lyder, at alle nulevende arter er opstået i deres færdige skikkelse umiddelbart efter en syndflod for nogle få årtusinder siden.

Men den revolutionerende bog planter alligevel et frø af eftertanke i sindet hos mere lydhøre forskere.

De lader sig inspirere til at følge Darwins tanker og søge efter en overgangsform, et manglende led, der forbinder aber og mennesker. Dermed er en intensiv jagt på forhistoriske knogler gået i gang.

Palæontolog putter en tand i lommen

Med en hammer i den ene hånd og en lampe i den anden, den eneste belysning i dybet, knokler den 26-årige Otto Zdansky utrætteligt hele sommeren 1921 i de bælgmørke grotter.

Om natten sover østrigeren på en feltseng i et nærliggende tempel, men tidligt hver morgen kryber han ned i Drageknoglehøjens indre. Samvittighedsfuldt kortlægger han her de geologiske lag.

Med assistance fra nogle lokale landsbyboer, som han har hyret til opgaven, arbejder han sig gennem ler og kalksten, mens han forsigtigt vrister forstenede knogler og tænder fri.

Grotterne viser sig som intet mindre end et paradis for en ambitiøs fossiljæger som Zdansky.

Han udgraver adskillige fossiler fra uddøde hvirveldyr, men i sensommeren 1921 rammer han for alvor jackpot: Her finder Zdansky sin hidtil største skat – et fund, hvis betydning han instinktivt aner konturerne af.

Da østrigeren er i færd med at sigte de jordlag, han har hakket løs, øjner han til sin forbløffelse en forstenet kindtand, der umiskendeligt ligner en tand fra et menneske. Måske er den selve beviset på, at menneskeslægten opstod i Kina.

Uden at sige noget til nogen lister han tanden ned i lommen – vel vidende, at han muligvis har fundet det hidtil ældste spor efter et fortidsmenneske.

Vurderet ud fra de geologiske lag, som tanden er fundet i, må fossilet være mindst en halv mio. år gammelt. Men inden østrigeren lader bomben springe, vil han i ro og mag tage sig tid til at granske tanden.

Otto Zdansky får ingen løn for sit arbejde.

Rejsen og opholdet i Kina er betalt, og som kompensation for den manglende hyre har østrigeren betinget sig retten til selv at undersøge sine fund og publicere videnskabelige artikler om dem. For en ung og ukendt forsker giver det noget at bygge karrieren på.

Aftalen med Johan Gunnar Andersson er, at alt, hvad Zdansky finder, skal transporteres til Beijing. Her vil eksperter sørge for at klassificere, fotografere og pakke fossilerne i kasser.

Dernæst bliver godset fragtet til universitetet i Uppsala i Sverige, hvor Zdansky senere skal undersøge indholdet.

Bevillingerne til feltarbejdet tørrer ud i slutningen af 1923. Zdansky lægger Drageknoglehøjen bag sig og rejser året efter til Uppsala for at gennemgå materialet fra Kina.

Og dér, bedst som han er i gang med at granske sine fund, indtræffer miraklet: Endnu en tand fra et formodet fortidsmenneske dukker frem fra bunkerne af dyrefossiler.

Zdansky putter de to tænder i en lille glaskrukke mellem bøgerne på reolen i sit kontor. Palæontologen er stadig ikke parat til at gå ud med sin opdagelse.

I stedet koncentrerer han sig om at udarbejde en udførlig videnskabelig afhandling om sine opdagelser ved Zhoukoudian.

Sandheden åbenbares for royale

Et kongeligt svensk besøg i Kina sætter skub i begivenhederne.

Kronprins Gustaf Adolf – senere kong Gustav 6. Adolf – skal i 1926 sammen med sin ægtefælle, kronprinsesse Louise, på en jordomrejse med stop i bl.a. Kina.

I den anledning inviterer Johan Gunnar Andersson de kongelige til en sammenkomst i Beijing, hvor han vil fortælle om de svenske udgravninger rundtom i Kina – en indsats, som kronprinsen har været med til at rejse midler til.

Forud for rejsen henvender Andersson sig til palæontologiprofessor Carl Wiman på universitetet i Uppsala for at høre, om forskere ved hans institut ligger inde med nogle interessante fund, der kan være med til at kaste glans over den store royale begivenhed i Kina.

Wiman forhører sig hos Zdansky, der indvilger i at offentliggøre en foreløbig rapport om sine opdagelser.

Den 22. oktober 1926 kan Andersson byde de kongelige gæster velkommen i auditoriet på det medicinske universitet i Beijing. Her læser han op fra Zdanskys beskrivelse af de oldgamle tænder og viser lysbilleder af dem.

“Dette i sig selv yderst ufuldstændige fund kan muligvis vise sig at blive det mest betydningsfulde udbytte fra hele vores svenske indsamling i Kina”, slår Andersson højtideligt fast.

En imponeret stilhed sænker sig over den store balsal. Samtlige tilstedeværende fornemmer, at de netop er blevet strejfet af historiens vingesus. Resterne af Jordens ældste menneske er fundet.

Telegraftrådene gløder

I dagene efter spreder nyheden om det epokegørende fund sig verden rundt. Førende forskningstidsskrifter som “Nature” og “Science” beskriver opdagelsen, der ikke kun nyder stor bevågenhed i lærde kredse, men også blandt lægfolk.

Den svenske avis “Dagens Nyheter” skriver om fundene den 24. oktober. Avisen beretter, at de forskere, som var til stede ved præsentationen i Beijing, er enige om, at “fundet udgør det afgørende bevis på, at menneskehedens vugge stod i den nordlige del af Asien”.

I koret af begejstrede eksperter blander sig en tøvende kritiker – den franske præst Teilhard de Chardin, som siden 1923 har foretaget udgravninger i Kina.

Chardin var også med til den royale sammenkomst i Beijing den 22. oktober. Et par dage efter skriver han i et brev til Johan Gunnar Andersson:

“I virkeligheden er jeg ikke fuldkommen overbevist om deres (tændernes, red.) formodede menneskenatur”, bemærker han og lufter sin formodning om, at det kan være “de inderste kindtænder fra et rovdyr”.

Omvendt positiv er den canadiske forsker Davidson Black, chefanatomen ved det amerikanske institut Peking Union Medical College.

Efter at have læst Zdanskys publikation får han i slutningen af 1926 overdraget de to tænder til ekspertvurdering. I en rapport samme år konkluderer han, at tænderne uden tvivl stammer fra et menneske:

“Det er et enestående faktum, at der for første gang på det asiatiske kontinent nord for Himalaya er fundet fossiler af arkaiske hominider (fortidsmennesker, red.) i geologiske lag, der er dateret”.

Kranie dukker op fra dybet

Så stor er begejstringen for Zdanskys opdagelse, at mere målrettede udgravninger i Drageknoglehøjen bliver iværksat – finansieret af den amerikanske fond The Rockefeller Foundation.

Naturligt får Otto Zdansky tilbuddet om at stå i spidsen for arbejdet, men han takker nej. Han har allerede sagt ja til en stilling som professor i Cairo i Egypten.

I stedet går buddet til svenske Birger Bohlin, som er en anden af palæontologi­professor Carl Wimans medarbejdere.

Bohlin indfinder sig i Zhoukoudian i foråret 1927, hvor han som noget af det første iværksætter foranstaltninger, der skal sikre det nedstyrtningstruede loft i Drageknoglehøjen mod at kollapse.

Den 16. oktober 1927, blot tre dage inden årets udgravningssæson slutter, følger Bohlin i Zdanskys stolte fodspor.

I en krog i en af grotterne i højen opdager han et tredje menneskefossil – en smukt bevaret kindtand fra venstre side af underkæben.

Præcis som sin forgænger stopper Bohlin sit fund i lommen, hvorefter han has­ter til Beijing. Her opsøger han den canadiske anatom Davidson Black for at vise ham sin skat.

Med sit trænede blik ser Black hurtigt, at tanden er af samme type som de to, Zdansky har fundet.

På grundlag af de nu i alt tre tænder opstiller Black en hypotese om en helt ny menneskeart, som han døber Sinanthropus pekinensis, dvs. “Kinamanden fra Peking” eller blot “Pekingmennesket”.

Birger Bohlin giver kort efter sit bud på, hvordan skabningen må have set ud. Han tegner et portræt af Pekingmennesket, der i svenskerens streg er forsynet med en strid hårpragt, fremstående øjenbrynsbuer og et abeagtigt ansigt.

Takket være Rockefellers gavmilde pengestrøm fortsætter de storstilede udgravninger ved Zhoukoudian. I årene, der følger, åbenbarer den ene fossile menneskerest efter den anden sig.

Det næste afgørende fund er et næsten komplet kranium, som den praktiske leder af udgravningerne, kineseren Pei Wen­zhong, får øje på den 2. december 1929.

Hjertet står næsten stille i Peis krop, da han ca. 40 m nede i en af de isnende kolde grotter finder en stor, afrundet knogle, der er indlejret i kalkstensvæggen.

Med en hammer får Pei varsomt løsnet det længe eftersøgte kranie, der markerer en foreløbig kulmination på udgravningerne i højen.

Igen er opstandelsen stor. Ved en pressekonference den 28. december 1929 viser forskerne for første gang triumferende kraniet frem.

Fra kun at have haft tænder og knoglestumper står de nu med et helt kranium, der til fulde bekræfter Pekingmenneskets eksistens.

Alene i perioden 1927-1929 kan palæontologerne sende 1.485 kasser med fossiler fra Zhoukoudian til Davidson Blacks laboratorium i Beijing.

Kranier, knogler og tænder nærmest vælter op fra dybet. I 1931 finder forskerne desuden utallige stenredskaber – på gode dage mere end en hel kurvfuld.

Japanerne rykker ind i Kina

Fundene giver Davidson Black rigeligt at se til, og han knokler nærmest i døgndrift med at granske fossiler og redskaber samt beskrive de talrige fund.

I sit laboratorium i Beijing sidder anatomen bøjet over knoglerne i dyb koncentration, men den 15. marts 1934 er det slut.

I en alder af blot 49 år dør canadieren af hjertesvigt, siddende ved sit skrivebord med det, der i øjeblikket optager ham mest: Et kranie fra Pekingmennesket.

På det tidspunkt har udgravningerne i Zhoukoudian antaget et nærmest industrielt omfang.

En arbejdsstyrke på omkring 130 mennesker graver efter fossiller i grotterne, og de benytter sig af en helt ny teknik, som revolutionerer arbejdet og gør det nemt at identificere de enkelte fundsteder: Forskerne deler området, der står for at skulle graves ud, op i nummererede felter, som én efter én bliver undersøgt til bunds.

Den intensiverede indsats lønner sig, og fundene hober sig op. Kranier og kraniestumper, over- og underkæber, tænder i hundredvis og bunkevis af knogler fra resten af kroppen dukker frem fra undergrunden.

Fundene repræsenterer tilsammen 40 individer, og alle disse fossiler bliver fragtet til Beijing og opbevaret bag lås og slå på det amerikanskejede Peking Union Medical College.

Da japanerne den 7. juli 1937 invaderer Kina, må udgravningerne ved Zhou­koudian brat indstilles.

Blodige kampe mellem kinesiske soldater og japanske invasionstropper udspiller sig ganske nær grotterne, og hurtigt kommer Zhoukoudian under japansk kontrol.

Forskerne har forinden sat en stopper for feltarbejdet og forladt stedet, men tre lokale hjælpere insisterer på at blive tilbage for at holde vagt ved Drageknoglehøjen, så japanerne ikke trænger ind og ødelægger udgravningsområdet.

Den heltemodige indsats kommer til at koste dem dyrt.

Mændene bliver taget til fange, og da de nægter at fortælle fjenden, hvor på egnen en skare kinesiske guerillasoldater gemmer sig, bliver de i maj 1938 tortureret til døde.

Nervøse forskere laver kopier

Mens krigens mørke skyer ligger tungt over Kina, arbejder palæontologerne på Peking Union Medical College ufortrødent med at analysere og registrere deres skatte fra Drageknoglehøjen.

Japanerne holder vagt lige uden for instituttet og overvåger nøje, hvem der går ind og ud af bygningen.

Soldaternes blotte tilstedeværelse skaber uro og bekymring blandt forskerne, der gruer for de verdensberømte knoglers skæbne.

En assistent på instituttet, Hu Cheng­zhi, skynder sig på ordre fra tyskeren Franz Weidenreich, der har overtaget ledelsen af instituttet efter Davidson Black, at gå i gang med at fremstille gipsafstøbninger af fossilerne.

Weidenreich frygter – med god grund – at japanerne vil overtage instituttet i tilfælde af, at en krig mod amerikanerne bryder ud. Da han i april 1941 rejser til USA, tager han derfor de fleste af afstøbningerne med sig.

En anden forsker, kineseren Jia Lanpo, påtager sig opgaven med at håndtegne kopier af samtlige skitser af fossilerne og alle kort over fundstederne.

Han tør ikke smugle kopier i originalstørrelse ud, fordi de fylder for meget og let risikerer at blive opdaget og beslaglagt af de vagtsomme japanere.

I stedet skalerer han størrelsesforholdet ned og tegner på papir så tyndt som luftpostpapir. Efter to måneders møjsommeligt arbejde er han klar til at samle alt materialet i en lille bog, som han formår at snige forbi japanerne.

Forholdsreglerne viser sig at være uhyre forudseende. Da Japan den 7. december 1941 bomber den amerikanske flådebase Pearl Harbor, udløser det en formel krigserklæring fra USA.

Og allerede dagen efter angrebet trænger japanerne ind i Peking Union Medical College.

Soldaterne kræver nøglerne udleveret til det opbevaringsrum, hvor de verdensberømte fossiler af Pekingmennesket er låst inde.

Inde i rummet bliver de mødt af tomme hylder. Fossilerne er pist væk, tilbage er kun enkelte gipsafstøbninger.

Fossilerne forsvinder sporløst

Hvor fossilerne er endt, skal vise sig at blive en af de største gåder i palæontologiens historie – et mysterium, der den dag i dag stadig er uløst.

Umiddelbart efter at japanerne havde opdaget forsvindingsnummeret, gik de ifølge medarbejdere ved Peking Union Medical College i gang med at afhøre alle, der kunne tænkes at have haft en finger med i spillet.

Forhørene kastede ingen svar af sig. Japanerne anklagede alligevel deres fjende, amerikanerne, for at have stjålet fossilerne.

To af de forskere, som befandt sig i begivenhedernes absolutte centrum, var Jia Lanpo og Hu Chengzhi.

De to mænd fortalte sidenhen, at de midt i november 1941 havde lagt fossilerne i bokse, som blev pakket ned i to store trækister.

Planen var ifølge Jia og Hu, at kisterne skulle fragtes til New York og opbevares der, indtil freden atter sænkede sig over Kina.

Ifølge et sejlivet rygte blev kisterne transporteret med tog til den amerikanske militærlejr Holcomb i den lille kinesiske kystby Qinhuangdao og lastet på fragtskibet SS President Harrison.

Angiveligt gik fartøjet på grund den 8. december nær Yangtzeflodens munding ved Shanghai, hvor japanerne bordede skibet og beslaglagde kisterne.

Ifølge en variant af samme teori stødte det amerikanske fartøj ikke på grund, men blev i stedet opbragt af japanerne, der bugserede det til deres hjemland med den dyrebare last ombord.

Årsagen var, at den japanske kejser brændende ønskede sig Pekingmenneske-fossilerne.

Uanset hvad der skete, er kendsgerningen, at fossilerne fra Drageknogle­højen forsvandt som dug for solen og aldrig siden er dukket op igen.

Situationen i dag er den, at kineserne mistænker japanerne for at have taget fossilerne, mens japanerne formoder, at amerikanerne har knoglerne.

Amerikanerne antager derimod, at det er kineserne selv, der holder fossilerne skjult.

Svensker fik ret i sin forudsigelse

Med undtagelse af de tænder, der nåede at blive fragtet til Uppsala, er samtlige fossiler fra Zhoukoudian gået tabt.

Takket være de fremragende afstøbninger og de detaljerede beskrivelser af fossilerne, som især Franz Weidenreich havde udarbejdet, havde forskerne dog mulighed for at sammenligne de forsvundne fund med andre fossiler.

Med tiden stod det klart, at Pekingmennesket var et eksempel på den forhistoriske menneskeart Homo erectus.

I dag regnes Homo erectus for at være en bærende gren på menneskeslægtens stamtræ – og en direkte forfader til vores egen art, det anatomisk moderne menneske, også kendt som Homo sapiens.

Så da Johan Gunnar Andersson i 1921 klappede på grottevæggen i Drageknoglehøjen og fortalte Otto Zdansky, at han formodede, at “resterne af en af vores forfædre ligger herinde”, ramte svenskeren plet med sin profeti.

Hvad han dengang ikke kunne forudse var, at et af 1900-tallets mest betydningsfulde fund skulle forsvinde sporløst. For videnskaben er tabet uerstatteligt, for højen synes at være tømt.