Piercinger udhulede forhistorisk mands tænder
Et usædvanligt slidmønster på en forhistorisk mands tænder afslører, at ansigts-piercinger også fandtes for 12.000 år siden.
Forskere har fundet det hidtil ældste bevis på ansigts-piercinger i Afrika på skelettet af en ung mand, som levede for ca. 12.000 år siden.
Opdagelsen blev gjort, da antropologen John Willman fra Universidade de Coimbra i Portugal undersøgte nogle mystiske skader på den dødes tænder.
Den forhistoriske mand blev fundet i Tanzanias berømte Olduvai-kløft tilbage i 1913 og fik betegnelsen Olduvai Hominid 1, forkortet OH1. Da skelettet blev blev undersøgt, bemærkede forskerne, at de fire fortænder i undermunden var voldsomt slidte.
Passede med tandslid i nutiden
Det blev dengang foreslået, at sliddet skyldtes, at den forhistoriske mand havde tygget groft plantemateriale.
Men da John Willman genundersøgte tandskaderne, var han ikke i tvivl: De svarede langt bedre til den type tandslid, som til tider også ses hos folk med moderne læbepiercinger.
Sliddet opstår, når bagsiden af piercingen i årevis konstant gnider imod tænderne. Ifølge Willman var piercing-smykket på den forhistoriske mands læbe sandsynligvis lavet af træ.
Havde også kind-piercinger
Ud fra de omfattende tandskader vurderer han, at smykket må have været lidt over 2 cm bredt. Slidmønstre på kindtænderne tyder på, at manden også havde piercinger gennem begge kinder.
Ansigtsudsmykningen er den hidtil ældste registreret i Afrika. Ifølge Willman har den forhistoriske piercing – ligesom i dag – været en måde at udtrykke individualitet eller gruppeidentitet på.
Han håber, at opdagelsen vil føre til yderligere forskning i forhistorisk kropsudsmykning og social identitet.