De afdøde bliver undersøgt i en kraftig hospitalsscanner. Planen er at skabe en database med 3-d-modeller af de døde, som forskere rundtom i verden kan analysere.

© Scanpix

Pompejis indbyggere spiste super-sundt

Nye CT-scanninger viser, at befolkningen i den romerske by Pompeji spiste særdeles sundt for omkring 2.000 år siden.

Pompejis indbyggere var sukkerfri

Indbyggerne i den romerske by Pompeji levede bemærkelsesværdig sundt, inden byen blev begravet i aske fra vulkanen Vesuv i år 79 e.Kr. Sådan lyder konklusionen fra en gruppe forskere, som for første gang har undersøgt de jordiske rester af 30 af Pompejis afdøde indbyggere i en CT-scanner.

Scanningerne afslører bl.a., at romerne “spiste bedre, end vi gør”, fortæller tandlæge Elisa Vanacore, som har analyseret de første scanninger.

Ifølge Vanacore spiste romerne masser af frugt og grønt og næsten intet sukker. De havde derfor overraskende sunde og stærke tænder uden huller.

Forskere scanner videre

Forskerholdet – bestående af arkæologer, computereksperter, tandlæger og radiologer – planlægger at undersøge i alt 86 afdøde fra Pompeji. Håbet er at skabe en stor database med 3-d-modeller, som forskere overalt i verden kan bruge til at undersøge bl.a. de afdødes alder, køn og sygdomme.

Læs mere: I år 79 e.Kr. forsvandt Pompeji med ét fra jordens overflade, da den blev begravet i aske og sten fra vulkanen Vesuv. Forskere har rekonstrueret dødskampen i Pompeji - time for time.