Farven purpur blev i antikken udvundet af snegle, der lever i Middelhavet. Farven var ekstremt dyr, og kun de rigeste havde råd til at gå med den. Forskerne blev derfor overraskede, da de fandt de purpurfarvede tekstiler i Timna-dalen – knap 200 km fra Middelhavet.
Fundet stammer fra kong Salomons tid
“Det er første gang, vi har fundet tekstiler farvet med den prestigefyldte purpurfarve, hvor stoffet stammer fra kong David og kong Salomons tid (israelske konger omtalt i Biblen, red.)”, fortæller dr. Naama Sukenik til net-mediet EurekAlert. Hun er kurator hos IAA, Israels kontor for fortidsminder.
“Tekstiler er sjældne at finde. Som ethvert letfordærveligt organisk materiale udsættes de normalt for hurtig nedbrydning, og konserveringen af tekstiler kræver specielle betingelser for at forhindre, at stoffet bliver ødelagt af mikroorganismer”, uddyber Sukenik.
Hvordan de dyre tekstiler er endt ved Slaves’ Hill, er et mysterium. Arkæologerne gætter på, at stoffet kan være blevet byttet for kobber.