Rambukken knuste Karthago

Den 10. marts år 241 f.Kr. tørnede to flåder­ sammen ud for De Ægadiske Øer ved Sicilien og afgjorde krigen mellem Rom og Karthago. Da arkæologerne for få år siden fandt slagmarken på havbunden, vendte det op og ned på deres viden om oldtidens søslag.

Den 10. marts år 241 f.Kr. tørnede to flåder­ sammen ud for De Ægadiske Øer ved Sicilien og afgjorde krigen mellem Rom og Karthago. Da arkæologerne for få år siden fandt slagmarken på havbunden, vendte det op og ned på deres viden om oldtidens søslag.

Claus Lunau/Historie

Langsomt svæver den 500 kg tunge, fjernstyrede robot hen over den dybblå havbund – på udkig. Her og der flygter dybets fisk skræmte væk fra den fremmede maskine. Men robotten fortsætter upåvirket sin færd.

Den er ikke på jagt efter havets dyr eller noget andet levende. Robottens bytte har ikke bevæget sig i mere end 2.200 år – ikke siden den dag, hvor det sank til bunds fulgt af lyden af splintrende træ og mænds dødsskrig. Og efter den dag har intet levende menneske set det, selvom mange har søgt.

“Det er den første undersøiske oldtidsslagmark, der nogensinde er lokaliseret.” Marinearkæologen Peter Campbell.

Ved hjælp af sonar søger robotten vej frem over havbunden – på jagt efter res­terne af oldtidens største og mest avancerede krigsskibe. Robotten styres af et lille hold forskere, der nøje følger dens rejse via store TV-skærme. Pludselig blinker en prik på en af skærmene: “Vi har en kontakt 40-50 meter mod vest”, råber sonaroperatøren, samtidig med at undervandsfartøjet nærmer sig.

På TV-skærmen dukker en amfora op – komplet overgroet med alger. En blæksprutte kravler skræmt og noget forvirret ud af krukken, da robotten lander på bunden og hvirvler sandet op i en sky.

“Amforaerne gemmer ofte på en skat af antikke genstande som fx metalnagler eller kindbeskyttere fra hjelme”, forklarer marinarkæologen Peter Campbell, mens den store lerkrukke undersøges.

Vi befinder os ombord på forskningsfartøjet Hercules ud for øen Levanzo, hvor vragdelene fra et af historiens mest afgørende søslag ligger spredt ud over et område på op imod 5 km2.

I dybder på op til 120 m har arkæologer bjærget våben, hjelme og hundredvis af amforaer, som har ligget urørte i årtusinder.

Krigsrelikvierne stammer fra slaget ved De Ægadiske Øer den 10. marts år 241 f.Kr., da næsten 400 krigsgalejer fra stormagterne Rom og Karthago tørnede sammen ud for Sicilien.

Slaget kostede mindst 25.000 sømænd livet og ændrede historiens gang. Og opdagelsen er intet mindre end en sensation: “Det er den første undersøiske oldtidsslagmark, der nogensinde er lokaliseret”, udbryder Peter Campbell begejstret.

Fundene har givet forskerne helt ny viden om selve kampen, men også om oldtidens krigsskibe og søslag generelt.

Romerne kopierede krigsskib

Søslaget ved De Ægadiske Øer markerede afslutningen på den 1. puniske krig, der blev udkæmpet mellem Rom og Karthago­ i 200-tallet f.Kr. Den græske historiker­ Polybios, som blev født 40 år efter slaget ved De Ægadiske Øer, kaldte krigen for “den længste og bitreste konflikt­ i historien”.

I værket “Historia” beskriver han, hvordan romerne i 23 år kæmpede mod ærkerivalen Karthago i Nordafrika i en blodig strid om kontrollen over Middelhavet. Karthago var på det tidspunkt den førende sømagt og besad Middelhavets stærkeste flåde.

Byen var grundlagt af fønikere fra nutidens Libanon og havde handelsstationer over hele den vestlige del af Middelhavet – herunder på den strategisk vigtige ø Sicilien.

Sicilien havde imidlertid også græske kolonier, som følte sig truede af Karthago og bad Rom om støtte. Og snart var de to stormagter i direkte krig med hinanden.

BAGGRUND: Sicilien var stridens mål

Slaget ved De Ægadiske Øer blev udløst af en bitter konflikt mellem Karthago og Rom om kontrollen med Sicilien.

Det store søslag mellem Rom og Karthago i år 241 f.Kr. var kulminationen på 23 års uafbrudt krig. Karthago havde i årtier haft handelsstationer på Sicilien og lejlighedsvist kæmpet mod øens græske kolonier.

Regionens nye stormagt, Rom, følte sig presset af Karthago, som dominerede store dele af Middelhavet, og blandede sig derfor i konflikten: “Hvis karthagerne erobrede Sicilien, ville de blive farlige naboer, da de ville omringe Italien og true alle dele af landet”, forklarer den oldgræske historiker Polybios.

I år 242 f.Kr. lykkedes det en romersk flåde og hær at indeslutte den sicilianske havneby Drepanum, så Karthagos hær på øen ikke kunne få forsyninger hjemmefra.

Karthagerne var derfor tvunget til at sende en flåde med forsyninger. Romerne havde imidlertid lagt en fælde. Da de karthagiske forsyningsskibe i marts 241 f.Kr. nåede frem, lå Roms flåde på lur.

TIDSLINJE OVER. 1. PUNISKE KRIG:

264 f.Kr.

En krise mellem grækere og kartagere på Sicilien får Rom til at sende tropper til øen. Det udløser den 1. puniske krig. Samme år erobrer Rom byen Agrigentum­ på Sicilien.

260 f.Kr.

Rom vinder sit første søslag mod Kartago ud for Mylae ved at udruste sine galejer med entrebroer, så soldater kan angribe fjendens mandskab ansigt til ansigt.

256 f.Kr.

Ud for Siciliens Kap Ecnomus besejrer Rom en vældig kartagisk flåde på 350 fartøjer.

255-253 f.Kr

Romerne mister to flåder i storme ud for Sicilien. Tabet skyldes, at de romerske søfolk ikke er rutinerede nok.

254 f.Kr

Rom erobrer Palermo på Sicilien.

249 f.Kr.

Karthago sender en flåde med 10.000 tropper for at undsætte den sicilianske by Lilybæum (Marsala), som romerne har omringet. Ved De Ægadiske Øer fanger flåden en vestlig vind og blæser direkte ind i Lilybæums havn. Romerne kan kun kigge på og må opgive­ belejringen.

249 f.Kr.

Karthago besejrer Rom i søslaget om Drepanum­ (Trapani).

247 f.Kr.

Den karthagiske general Hamilkar Barkas går i land på Sicilien og slår flere romerske hære.

242 f.Kr.

Rom belejrer havnebyen Drepanum på Sicilien og indeslutter Hamilkar­ Barkas’ tropper.

241 f.Kr.

Romerne sejrer over Karthago i slaget ved De Ægadiske Øer. Slaget ender den 1. puniske krig og tvinger Karthago til at forlade Sicilien.

Rom var med sine hære stærkest på landjorden, men måtte se sig selv slået af Karthagos overlegne flåde, der uden varsel kunne slå til mod Roms kystbyer. Romerne svarede igen ved at belejre Karthagos handelskolonier på den vestlige del af Sicilien. Krigen bølgede frem og tilbage i årevis, indtil én begivenhed indtraf, som vendte krigslykken.

Under et overraskelsesangreb lykkedes det romerne at erobre et karthagisk krigsskib af klassen quinquereme – en såkaldt fem-roer. Skibstypen var et af tidens mest slagkraftige krigsfartøjer med plads til næsten 300 roere.

Roms skibsbyggere kopierede fartøjet ned til mindste detalje, mens byens senatorer rejste penge til det dyre byggeri vha.
lån fra romerske privatpersoner: “På den måde blev en flåde på 200 quinqueremer færdiggjort i al hast – alle bygget efter den nye skibsmodel”, skriver­ Polybios.

I sommeren 242 f.Kr. afsejlede Roms nybyggede flåde mod Sicilien og overraskede de karthagiske skibe, som lå opankret ud for havnebyen Drepanum – nutidens Trapani.

Synet af romernes flåde fik den karthagiske admiral Hanno til skyndsomst at trække sine skibe tilbage til Karthago. Den romerske øverstkommanderende, Gaius Catulus, udnyttede de karthagiske skibes flugt til at omringe Drepanum.

Karthagos general på Sicilien, Hamilkar Barkas – far til den berømte feltherre Han­ni­bal – måtte se sig belejret med sine tropper nær en bjergtop ikke langt fra Drepanum.

Den indesluttede hær havde ingen forsyninger og risikerede nu at blive tilintetgjort. Derfor besluttede Karthago at sende en flåde med forsyninger og friske tropper til Sicilien – et træk, romerne­ imidlertid havde forudset.

Fisker fangede 100 kg tung rambuk

Forskernes jagt på det glemte søslag tog sin begyndelse i den sicilianske havneby Trapani i sommeren 2004. Tidligere forsøg på at finde stedet, hvor søslaget blev udkæmpet, var mislykkedes.

Nogle mente, at den afgørende kamp mellem den romerske og den karthagiske flåde var foregået nær den største af De Ægadiske Øer, Favignana. En af øens strande, Cala Rossa, havde en rødlig farve og var ifølge legenden blevet farvet rød af de karthagiske søfolks blod under store slag.

Mere overbevisende spor dukkede op, da italiensk politi beslaglagde en bronze-rambuk hos en privat samler. Da arkæologerne så det 89 cm lange og 100 kg tunge våben, blev de meget overraskede. Rambukken havde nemlig siddet på en krigsgalej.

© Bridgeman Images

Romerne forsøgte at føre landkrig til søs

  1. Når et fjendeskib kom tæt på, lod romerne entrebroen falde ned på fjendens dæk.
  2. På broens underside sad et jernspir, som borede sig ned i dækket. Herefter løb tropperne over broen.

Under den 1. puniske krig byggede ro­mer­ne for første gang i deres historie en flåde. Roms styrke lå i byens landstyrker, og for at udnytte dette besluttede romerne at overføre landkrigens teknikker til havet. De udstyrede derfor deres galejer med en 11 meter lang såkaldt corvus – en slags entrebro.

Broen blev holdt oppe i en vertikal position med tovværk, men når et fjendeskib kom tæt nok på, blev broen frigjort. Broen faldt ned på fjendens dæk og forbandt de to skibe, så de ro­mer­ske soldater kunne angribe fjendens mandskab.

Taktikken sikrede Rom en sejr i år 260 f.Kr., men karthagerne lærte hurtigt at undvige. Kun hvis de forbedrede deres skibe og søfolk, kunne romerne vinde krigen.

På den øverste del af rambukken stod en latinsk inskription med navnene på de to romerske embedsmænd, som havde kontrolleret og godkendt konstruktionen. Oven over inskriptionen sad desuden et relief af Victoria – Roms sejrsgudinde.

Alt tydede altså på, at rambukken stammede fra en romersk krigsgalej bygget under den 1. puniske krig. Det fik arkæologerne til at tænke på slaget ved De Ægadiske øer.

Rambukken var krigsgalejernes hovedvåben og sad monteret på kølen lige under vandlinjen i spidsen af fartøjet. Rambukken sammenkoblede skibets kølbjælke og stævn og fungerede på samme tid som bølgebryder og våben.

Med rambukken kunne en galej slå hul i fjendens skibsskrog og enten sænke det eller gøre det ukampdygtigt. Fjendefartøjer, der ikke sank, blev taget som krigsbytte og bjærget i havn, hvor de blev repareret, så de kunne sendes i kamp igen.

Søslagene i den 1. puniske krig var yderst blodige, og forskerne vurderer, at kampene kostede mere end én million søfolk og soldater livet. Alene i slaget ud for Siciliens Kap Ecnomus i år 256 f.Kr. mistede ca. 150.000 mand livet ombord på de to flåders omkring 700 skibe.

Karthagerne blev lokket i en fælde

Ifølge Polybios tog det otte måneder, før Karthagos undsætningsflåde på ca. 170 fartøjer var klar til afsejling under ledelse af Hanno. I mellemtiden havde Gaius Catulus­ igen og igen trænet sine romerske flådebesætninger i krigsmanøvrer.

Romerne var mere end klar til at tage imod karthagerne, og for første gang under hele den lange krig var rollerne byttet rundt. Situationen i Hannos flåde var nemlig alt andet en god: “Deres fartøjer, stærkt overlastede, var ikke kampklare, mens besætningerne, indkaldt i al hast for at afhjælpe krisen, var utrænede”, forklarer Polybios.

Da Hanno i begyndelsen af marts 241 f.Kr. afsejlede fra Karthago, var hans skibe tungt lastet med forsyninger. Den 9. marts nåede flåden øen Marettimo, den vestligste af De Ægadiske Øer.

Catulus fik hurtigt besked om fjendens ankomst og gjorde flåden klar. Inden afsejling afmonterede han master og sejl og efterlod dem på stranden. Roerne alene skulle drive skibene frem. Til gengæld tog de ekstra marinesoldater ombord, hvorefter flåden sejlede ud for at møde fjenden.

©

Slagets gang: Romerne lå på lur

  1. Romerne sejler i position
    Da romerne får besked om, at Karthagos flåde er på vej, afsejler de fra havnebyen Lilybæum og op til øen Levanzo, hvor de afventer fjenden.

  2. Karthagerne udnytter vind
    Efter at have forladt Nordafrika ankrer karthagerne op på Marittima. Næste dag udnytter de en stærk vestenvind og sejler mod Sicilien.

  3. Flåderne brager sammen
    Da de får øje på den karthagiske flåde, sejler romerne den i møde og lægger skibene i en bred linje. Karthagerne kan ikke undslippe.

Den næste dag, den 10. marts, blæste en stærk vestenvind, som kunne føre Hanno direkte til Drepanum. For karthagerne var blæsten som en gave fra guderne – deres risikable satsning så ud til at lykkes. Flåden ville nå frem uopdaget.

For Catulus var situationen mere dys­ter. Han havde ankret sin flåde op ved en af de mindre øer, hvor han nu lå på lur. Romerne havde modvind, og store bølger slog ind over skibene.

Tidligere forsøg på at overraske karthagiske konvojer var endt i katastrofer, og tre romerske flåder var tidligere gået ned i hård sø.

Catulus stod nu over for at skulle risikere hele sin styrke eller lade fjenden nå Siciliens kyst og forstærke Hamilkars tropper. Det var en risikabel satsning, men han tog chancen. Catulus gav sine kaptajner ordre om at gøre sig klar. Jagten­ på Hanno var indledt.

Skibsankre afslørede kamppladsen

Efter opdagelsen af den første rambuk i 2004 gik den italienske historiker Sebastiano Tusa fra Soprintendenza del Mare – Siciliens marinarkæologiske myndighed – i gang med at nærstudere de antikke kilder, der beskrev vindforholdene på den skæbnesvangre dag for slaget.

Han regnede ud, at karthagerne med den vestlige vind måtte være drevet tæt på den lille ø Levanzo, da de blev overrasket af den romerske flåde. Under Tusas ledelse gik marinarkæologer derfor i gang med at undersøge havbunden ud for Levanzo, hvor de fandt en række ankre af bly.

En del af vragdelene ligger på så lav en dybde, at de kan nås af dykkere.

© Derk Remmers/Soprintendenza del Mare

Fundet passede med Polybios’ beretning om, at Catulus havde givet sine folk ordre om at kappe ankertovene, så snart udkigsmændene fik øje på fjendens flåde i horisonten.

Fundene af ankrene gjorde arkæologerne sikre på, at de havde lokaliseret stedet, hvor slaget ved De Ægadiske Øer fandt sted.

Da mange af vragresterne fra slaget måtte formodes at ligge på en vand­dybde, der var svær for dykkere at arbejde på, tilkaldte italienerne det internation­ale forskningshold RPM Nautical Foundation, som har special­iseret sig i arkæologisk udforskning under havet.

Deres skib Hercules er udstyret med den nyeste teknik inden for undervandsarkæologi.

Rambukkene dukkede op én efter én

Ifølge arkæologen Peter Campbell fra RPM Nautical Foundation er det interessante ved udforskningen ikke kun, at det er første gang, at arkæologerne har lokaliseret stedet, hvor et af oldtidens mest afgørende søslag fandt sted: “Vi finder også mange genstande, som gør det muligt at rekonstruere slagets gang”, forklarer arkæologen, mens han peger på et stort sonarkort over havbunden ud for De Ægadiske Øer.

Det detaljerede kort dækker et område på 270 km2, som det har taget flere år at sammenstykke. Ved første øjekast ligner det landskabet på en fremmed planet – fyldt med højderygge og lavninger samt mørkeblå, grønne og gule områder.

Men ved nærmere granskning kan flere objekter ses, bl.a. konturerne af et fly: “Ved hjælp af multibeam-sonar har vi bl.a. fundet sunkne flyvrag fra 2. verdens­krig og skibsvrag fra 400-tallet e.Kr.”, forklarer Peter Campbell: “Men detaljegraden er for lav til, at vi kan finde fx rambukke, som ikke er mere end en halv til en meter store. Det er som at lede efter en nål i en høstak”.

Først da holdet begyndte at afsøge havbunden med såkaldt sidescan-sonar – en slags undervandsscanner, som kan afsløre konturerne af mindre objekter på havbunden – fandt holdet i 2008 for første gang en rambuk, som var halvt begravet i sandbunden.

Blandt fundene er de rambukke af bronze, som skibene vædrede hinanden med.

© Richard Lundgren/GUE

Våbnet var blevet stærkt beskadiget under søslaget. I 2010 fandt forskerne en tredje rambuk og året efter den fjerde. I dag er det lykkedes at bjærge ikke færre end 13 bronzerambukke fra havbunden.

De to seneste blev fisket op i oktober 2017 af dykkere fra Siciliens marinarkæologiske myndighed – Soprintendenza­ del Mare.

Derudover har arkæologerne kortlagt positionen på hundreder af andre genstande, som stammer fra slaget. “For at kunne rekonstruere søslaget er det vigtigt, at vi markerer, præcis hvor vragdelene er fundet”, forklarer professor William Murray fra RPM Nautical.

Han tror, at søslaget strakte sig over et flere kilometer langt område med forskellige krigsskuepladser, hvor fartøjerne vædrede hinanden. Inde i en af de bjærgede rambukke fandt forskerne træres­ter, som arkæologerne kan datere til tiden omkring den 1. puniske krig.

Utroligt nok har forskerne på en af rambukkene fundet bronzestøberens fingeraftryk, som han satte, da han for 2.200 år siden lavede støbeformen til våbnet.

På rambukkens øvre del fandt de begejstrede arkæologer desuden en karthagisk inskription med teksten: “Vi beder til Baal (Karthagos vigtigste gud, red.), at denne rambuk vil ramme fjendens skib og lave et stort hul”.

Gudernes gunst blev en forbandelse

Karthagerne var sandsynligvis ikke de eneste, som bad til guderne om at stå dem bi. Gaius Catulus må også have sendt guderne en bøn, da han gav ordre om at angribe Karthagos uovervindelige flåde. Hans ubønhørlige træning af de romerske besætninger skulle dog vise sig mere værd end nogen karthagisk forbandelse indridset i en rambuk.

Polybios giver ikke mange detaljer, men det er muligt at gætte forløbet: Med sveden perlende og spændingen sitrende i kroppen pløjede de romerske roere skibene gennem de høje bølger.

På Catulus’ ordre lagde galejerne sig i en bred front, som gjorde det umuligt for den karthagiske flåde at nå Sicilien. Med den stærke blæst i ryggen kunne Hanno ikke undslippe ved at vende sine skibe.

Vejrgudernes gunst var forvandlet til en forbandelse. Der var ingen udvej. Hanno måtte tage kampen op. Karthagerne strøg sejlene, lagde masterne ned og gjorde roerne klar til kamp. Ifølge Polybios opildnede de karthagiske besætninger hinanden ved at råbe kampråb fra skib til skib ud over det frådende hav.

Også Catulus var parat. På hans signal brød de romerske galejer formationen, udvalgte hver deres mål og angreb.

Roerne sad i tre rækker, og med spændte muskler tvang de med kraftige åretag skibene op på en hastighed af omkring otte knob –
svarende til næsten 15 km/t.

De karthagiske fartøjer forsøgte at undvige, men angribernes fart var for stor. I det afgørende øjeblik krængede flere af de karthagiske galejer, så langsiderne vendte mod den frembrusende fjende.

Med en kvasende lyd flåede rambukkene på de romerske quinqueremer gennem skrogene. Lyden af splintrende træ, paniske råb og havvand, der fossede ind, blev for mange af karthagiske besætninger livets sidste lyd.

Vædring var en svær kunst

Galejernes rambukke havde forrest tre finner med mejsel-lignende blade, som lå lige i vandoverfladen. Bladene var konstrueret til at gøre maksimal skade på modstanderens skibsskrog ved – med den samlede vægt af skibet bag sig – at hamre sig dybt ind mellem plankerne og flå dem fra hinanden, så vandet trængte ind og sendte fartøjet til bunds.

“De blev vædret, sank og tabte al deres last ud over havbunden”, forklarer arkæologen Peter Campbell og påpeger, at forskerne mellem flere af rambukkenes finner har fundet trærester kilet fast.

Træet stammer fra fjendtlige skibe, som rambukkene har torpederet. De mange amforaer, som arkæologerne har fundet spredt ud over havbunden, stammer efter al sandsynlighed fra de mange skibe, som blev sænket.

Rambuk-angrebene har krævet veltrænede roere, der hurtigt kunne tvinge skibene op i fart, samt styrmænd, som var i stand til at styre skibets fart under angrebet perfekt.

For høj fart under vædringen øgede risikoen for, at rambukken gik tværs gennem fjendens skrog og borede sig dybt ind i skibets tunge køl.

På den måde blev angrebsskibet låst fast til det fjendt­lige skib og blev pludselig selv et let mål. For lav hastighed øgede til gengæld risikoen for, at rambukken ikke havde kraft nok til at gennemtrænge fjendens skrog. Fartøjet skulle derfor have en tilpas fart, ca. 50 åretag pr. minut, for at kunne slå hul.

En anden taktik var at brække fjendens årer ved at passere tæt forbi modstanderen og i sidste øjeblik trække sine egne årer ind. Herefter vendte angriberen hurtigt fartøjet omkring for at vædre modparten enten i agterstavnen eller siden.

Det første søslag med rambukke, som omtales i antikkens kilder, fandt sted i år 535 f.Kr. Søslaget blev udkæmpet ud for Korsika mellem en græsk flåde på den ene side og en koalition af etruskiske og kartagiske skibe på den anden.

Selvom grækerne havde den mindste flåde, vandt de slaget takket være en ny taktik. Kartagerne og etruskerne spredte deres flåde i en bred front.

Grækerne derimod lagde deres skibe i en linje efter hinanden, så samtlige skibe sigtede på den samme lille del af fjendens front. Grækerne brød let igennem, hvorefter de svingede rundt og angreb de forbløffede fjender bagfra og sejrede.

I de individuelle kampe mellem skibene gjaldt det om at ramme fjenden i siden, hvor skibet var svagest. En anden taktik var at sigte efter fjendens årer og brække dem, så skibet ikke kunne sejle.

©

Gennembrydning

Diékplous var et standard-angreb, hvor skibene lagde sig i en linje vinkelret på fjendens formation. De angribende skibe pløjede derefter igennem fjendens linje, så skibene kunne vædres i siden eller agterstavnen.

©

Rundsejlning

Periplous var en anden manøvre, hvor angriberne forsøgte at sejle uden om den fjendtlige formations flanker. Når angriberne havde passeret fjendens linje, vendte de galjerne rundt og angreb fjenden i ryggen.

©

Cirkelforsvar

Kuklos var et forsvar, hvor skibene lagde sig i en cirkel med front mod fjenden. Manøvren gjorde det umuligt for fjenden at angribe skibene i siderne. Et antal skibe lå i cirklens midte klar til at lukke eventuelle huller.

Under slaget ved De Ægadiske Øer var de tungt lastede karthag­iske galejer lette mål for romerne. Skib efter skib blev vædret, og i mange tilfælde lykkedes det også de romerske marinesoldater at borde de fjendtlige skibe.

Ved solnedgang var størstedelen af den karthagiske flåde gået tabt, og tusinder af søfolk var dræbt eller druknet. Efter slaget kunne den triumferende romerske admiral, Gaius Catulus, bugsere 70 Karthagiske galejer til Rom som krigsbytte.

Ifølge Polybios havde romerne under kampen sænket 50 fjendtlige skibe – for Karthago var tabene af så mange skibe og besætninger en katastrofe.

Flere typer skibe deltog i slaget

Vragdelene fra de sænkede fartøjer ved De Ægadiske Øer har afsløret, hvilke skibstyper der kæmpede i søslaget. “Meget af det, vi vidste om antikke krigsfartøjer, er baseret på antikke kilder og vasemalerier. Nu har vi en fysisk database, som ændrer på alt, vi troede, vi vidste om krigsskibene”, forklarer professor William Murray.

Han er overbevist om, at mange forskellige typer galejer deltog i søslaget, selvom Polybios kun nævner skibstypen quinquereme i sin beretning om slaget: “I oldtiden var det taktisk fornuftigt og ganske almindeligt med en blandet flåde, som omfattede forskellige skibstyper”.

Den bedste kilde til at finde størrelsen på de deltagende galejer er rambukkene, som blev tilpasset individuelt til de enkelte skibe. Rambukkenes dimensioner viser nemlig størrelsen på skibets køl.

Undersøgelserne afslører, at rambukkene må have siddet på galejer, der var noget mindre end de quinqueremer, Polybios omtaler. Eksperterne har regnet ud, at de sænkede fartøjer ikke var længere end 30 m og ikke bredere end 4,5 m.

Forskerne mener derfor, at de bjærgede rambukke har tilhørt galejer af typen trireme – en såkaldt tre-roer – som kun havde plads til 170 roere mod quinqueremens omkring 280 roere. Triremen var bygget til fart og hurtige manøvrer.

En moderne rekonstruktion af antikkens trireme har vist, at disse lette fartøjer kunne svinge 180 grader rundt i løbet af ét minut. Triremens styrke lå i dens overlegne manøvredygtighed. Hvis skibet var tungt lastet, mistede det imidlertid sin manøvredygtighed og stabilitet.

To slags krigsskipe kolliderede:

Den tunge last fik let skibet til at rulle, hvilket forstyrrede roernes rytme og takt, men også risikerede at gøre skibene langt mindre sødygtige i hård sø.

Eftersom Polybios beretter, at den romerske flåde ved De Ægadiske Øer bestod af 200 quinqueremer, tror arkæologerne, at de fleste af de vragrester, de har fundet indtil videre, må have tilhørt karthagiske triremer.

Det er let at forestille sig, hvordan de noget mindre triremer – tynget af forsyninger og krigsmateriel – hurtigt kom i vanskeligheder over for de større og kraftigere romerske quinqueremer.

©

Roerne sled og svedte under dækket

  • Roerne skulle konstant have frisk luft. Forsøg viser, at mænd kun kan ro med maks.-styrke i få minutter uden frisk luft, men en hel time med ventilation.
  • Ca. 1 liter vand pr. time havde roerne brug for, når de sejlede i gennemsnitlig fart. Quinqueremens 280 roere drak altså lidt over 2 tons vand på otte timer.
  • Ifølge de antikke kilder spiste roerne brød, som kunne omsættes til energi hurtigt. De fik også salt og olivenolie, der kunne binde vandet.
  • Roerne svedte så ekstremt, at kilder fortæller, at galejerne kunne lugtes på kilometers afstand. Bænkene skulle derfor vaskes med vand ofte.

Romerske skibe i Karthagos flåde?

Teorien om de karthagiske triremer passer imidlertid ikke med det faktum, at kun 2 af de i alt 13 fundne rambukke bærer karthagiske inskriptioner. De resterende bar latinske inskriptioner, hvilket må betyde, at de er støbt i Italien – ikke i Karthago. Forklaringen kan være, at en del af skibene i den karthagiske flåde oprindeligt blev bygget af romerne.

Ifølge Polybios erobrede karthagerne under slaget ved Drepanum i 249 f.Kr. ikke færre end 90 romerske galejer, som blev bugseret hjem til Karthago og siden indlemmet i bystatens flåde. Det er disse triremer­, arkæologerne antager, de har fundet på havbunden.

De mange genstande, som arkæologerne fortsat hiver op fra dybet, har også ændret deres syn på den 1. puniske krig mere generelt.

En del af de bjærgede amforaer stammer ifølge eksperterne sandsynligvis fra almindelige handelsskibe, og de er af romersk oprindelse, hvilket tyder på, at handlen mellem Rom og Karthago fortsatte på trods af krigen.

“Antikkens stater havde ikke ressourcer eller teknologi til at indføre og håndhæve en handelsembargo”, forklarer professor William Murray.

Rambukkene anvendt i slaget bestod af tre finner formet som mejsler, der blev tykkere og tykkere og på den måde kunne flække fjendens træskrog uden at kile sig fast.

© Niels-Peter Granzow Busch & Jeffrey Royal

Graffiti på amforaerne viser, at varer blev skibet fra det italienske fastland til Nordafrika, og at handlen gik gennem Sicilien og de andre øer, som lå mellem de to stormagter.

I den langvarige konflikt mellem Rom og Karthago, som foregik til lands og til vands i 23 år, havde ingen af parterne tilsyneladende råd til at finansiere krigen alene. De stridende parter var derfor tvunget til at handle med hinanden på trods af krigen.

Ud over amforaer og rambukke har for­sker­ne også bjærget over 20 soldaterhjelme af bronze. De har tilhørt ma­ri­ne­sol­dater, som blev dræbt i kamp eller druknede.

Soldaternes opgave var at borde fjendens skibe. “De romerske hjelme, som kaldes montefortinos, er lette at genkende”, forklarer arkæologen Peter Campbell.

“Den ligner en vandmelon med en knop på toppen og med kindbeskyttere, som hænger ned på siderne og bindes sammen ved hagen”. Denne type hjelm var meget populær i den romerske hær og blev anvendt i over 400 år.

Over 20 hjelme fra slaget er blevet bjærget – de fleste er af typen montefortino.

© Salvatore Emma/Soprintendenza del Mare

Variationer af hjelmen blev båret af soldaterne på begge sider af konflikten. Den mest spektakulære hjelm, som arkæologerne har fundet ud for De Ægadiske Øer, var udsmykket med et relief af et løveskind.

Skindet var placeret på selve hjelmknoppen og har muligvis tilhørt en lejesoldat fra Syditalien eller Sicilien, hvor de lokale følte sig særligt knyttede til den mytiske helt Herkules­, der netop bar løveskind.

Forskerne har også fundet en konisk-formet hjelm uden kindbeskyttere: “Det er enten en fønikisk-libysk hjelm eller en hjelm fra en græsk lejesoldat”, forklarer professor William Murray.

Om disse lejesoldater kæmpede for romerne eller kartagerne, er usikkert, da begge sider hyrede soldater på Sicilien og i Syditalien, hvor græske kolonister fandtes i stort antal.

Det eneste sikre, forskerne ved om hjelmene, er, at de alene udgør det menneskelige spor af de tusinder af soldater og sømænd, som kæmpede og døde i søslaget.

Arkæologen Peter Campbell fremviser­ en amfora, som blev fundet på havbunden i 2017.

© Shutterstock & Niels-Peter Granzow Busch

Blæksprutter har gemt søslagets affald

Forskerne har indtil videre fundet 175 amforaer på havbunden ud for De Æ­ga­dis­ke Øer. De store keramikkrukker fungerede som oldtidens skibscontainere, og kemiske analyser har af­slø­ret, at krukkerne bl.a. har indeholdt vin, olivenolie og hvede.

Forskerne regner med, at mange af amforaerne endte på havbunden i forbindelse med det store søslag. De befandt sig altså ombord på de kar­ta­gis­ke skibe og har indeholdt forsyninger til de indesluttede soldater på Sicilien.­ En del af krukkerne stammer dog nok ikke fra slaget, men er blevet tabt af almindelige handelsskibe­ i området.

I krukkerne har arkæologerne fundet smågenstande fra søslaget, bl.a. jernstumper, nagler og kindbeskyttere fra hjelme. De er blevet samlet i krukkerne af blæksprutter, der har brugt amforaerne som deres hjem.

Karthago genvandt aldrig sin styrke

Slaget ved De Ægadiske Øer punkterede en gang for alle myten om, at romerne var et folkeslag af landkrabber, som frygtede havet. De havde ikke århundreders søfarer-tradition bag sig, men de lærte hurtigt, og i løbet af 23 års krig erhvervede de sig kundskaberne, teknikken og res­sour­cer­ne til at besejre Karthago – datidens­ ubetinget stærkeste sømagt.

For Karthago fik nederlaget katastrofale konsekvenser. Byen blev tvunget til at e­va­ku­e­re Sicilien og betale enorme summer i erstatning til sejrherren. Den karthagiske admiral Hanno havde mistet omkring 130 krigsskibe og måtte flygte tilbage til sin hjemby med blot en håndfuld galejer.

Efter hjemkomsten blev den ulykkelige admiral dømt til døden og korsfæstet. Karthagos førhen så stol­te flåde kom sig aldrig efter nederlaget.

I løbet af hele den 1. puniske krig havde romerne mistet omkring 600 krigsskibe, 1.000 transportfartøjer og tusinder af søfolk. Omkostningerne ved den blodige krig havde været enorme, men nu var de Middelhavets fyrster.