Skattejæger opdager ukendt keltisk storby
Resterne af en keltisk stridsvogn er muligvis det første spor efter en oldtidsby i Wales, der kan være en af de største på de britiske øer.

Hestenes seletøj bestod af dekorerede bronzedele. Metallet er blevet grønt i årenes løb pga. irring, men dekorationen kan stadig ses.
En walisisk skattejæger ramte en arkæologisk guldåre med sin metaldetektor, da han fandt resterne af en keltisk stridsvogn på en mark. Fundet er det første bevis på, at stridsvognsbegravelser fandt sted i Wales.
Denne begravelsesform, som er kendt fra de keltiske områder i England, var forbeholdt en stammes herskere. I begravelsen indgik som regel også to heste og et væld af værdigenstande, så gravene i dag er som et skatkammer for arkæologerne.
Modbeviste sine venner
“Det første, jeg fandt, var en keltisk spænde til seletøj. Efter fundet sagde mine venner, at jeg aldrig ville få fat noget bedre, men jeg tog tilbage dagen efter og fandt resten”, fortæller skattejægeren Mike Smith til lokale medier.
Blot 20 cm under jorden, opdagede Mike Smith flere dekorerede bronze-genstande, men hans metaldetektor viste, at der længere nede var godt tre meter fyldt med en eller flere metalgenstande.
Arkæologer blev kontaktet, og efter en uge havde de udgravet mere end 35 genstande. Det var resterne af en stridsvogn, som de mener er ca. 2.000 år gammel.
Klik dig ind på tegningen, og kom tættere på en stridsvognsbegravelse i kelternes England.