Skeletter afslører mystisk hemmelighed på Hebriderne
Arkæologer har gjort et uventet fund på De Ydre Hebrider i Skotland. To skeletter fra bronzealderen er ikke, hvad de ser ud til. Personerne har været døde, længe før de blev begravet, kvinden bærer to tænder i hænderne og hendes hoved stammer fra en mand. Men undersøgelserne afslører også en endnu større hemmelighed.
Arkæologer troede, de fandt helt almindelige skeletter. Men ligene fra bronzealderen havde taget mystiske hemmeligheder med sig i graven.
Patologen rynkede panden og kløede sig undrende i hovedbunden.
Det her var mærkeligt! Foran ham på undersøgelsesbordet i laboratoriet lå det brunlige skelet af en ca. 3.500 år gammel mand, som patologen skulle lave en knogleanalyse af.
Knoglerne kom fra en udgravning i Cladh Hallan på De Ydre Hebrider ved Skotland. Et goldt og vindblæst kystområde, der er kendt for at have en af Storbritanniens bedst bevarede forhistoriske bosættelser.
Det fine, bløde sand i områdets mange klitter er gentagne gange blæst hen over de samfund, der boede her, og har hver gang indkapslet området i små arkæologiske tidslommer.
I tusindvis af år, fra den yngre stenalder til langt op i jernalderen, var Cladh Hallan hjemsted for generationer af hårdføre mennesker, der byggede deres hjem ind i de bløde sandklitter, i læ for Nordatlantens kraftige vinde og ubarmhjertige vejr.
Manden på undersøgelsesbordet havde boet i Cladh Hallan i bronzealderen sammen med sin familie og havde sandsynligvis levet af de fisk, han kunne fange ud for kysten, samt af det sparsomme landbrug, som den karrige jord på øen tillod.
Forskeren havde lagt alle knoglerne op i deres korrekte orden på bordet, og de så umiddelbart ganske normale ud.
Rygsøjlen viste tegn på gigt, og overmunden manglede alle tænderne, men knoglerne var i fin bevaringsstand, deres alder taget i betragtning, og det så ud til, at næsten allesammen var der.
Alligevel havde han en fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være. Men præcis hvad, var svært at sætte en finger på.
Under resterne fra tre rundhuse i Cladh Hallan har arkæologer fundet menneskegrave.
Mennesker var begravet under gulvet
I sommeren 2001 blev Cladh Hallan, som så mange andre somre, indtaget af en stor gruppe arkæologer, andre forskere og studerende fra universiteter over hele Storbritannien. De udnyttede det milde vejr til at fortsætte udgravningen af den velkendte bosættelse.
Dette år var turen kommet til tre runde huse fra omkring år 1100 f.Kr. Da arkæologerne udgravede det første hus, fandt de en grav i den nordøstlige side af bygningen.
Graven gemte på et lille barn, der havde været cirka tre år gammelt, da det døde. Forskernes første indskydelse var, at huset kunne være bygget på en gravplads. Så de fortsatte med det næste hus.
Her fandt de en grav placeret på nøjagtig samme sted, i den nordøstlige side. Denne grav tilhørte en ung pige på omkring 10-14 år.
Arkæologerne begyndte nu at spekulere. Var husene bygget på en gravplads? Eller var gravene anlagt efter et bestemt mønster?
Ofringer var ikke unormale i oldtidens samfund, når et nyt hus blev bygget. De skulle bringe lykke og frugtbarhed til huset og dets beboere.
Ofte har arkæologer fundet krukker med mad eller husdyr begravet under gulvet.
Nu spekulerede de derfor på, om disse børn kunne være ofret og lagt under husenes gulve af samme årsag. I så fald måtte der også findes en grav i den nordøstlige side af det sidste hus.
Husene kan have set ud som disse rekonstruktioner af engelske bronzealderhytte
Døde voksne lå i fosterstilling
Forsigtigt fjernede arkæologerne den sidste rest af gulv i huset og fandt – præcis som forudset – en grav. I den sydlige side gemte huset på endnu en grav.
Ingen af dem så på overfladen ud af noget særligt, men arkæologerne skulle snart finde ud af, at her lå to af vor tids mest mystiske og spektakulære fund fra bronzealderen.
De to grave indeholdt hhv. en mand og en kvinde. Begge lå på siden i små fordybninger i den tørre sandjord, og begge havde trukket knæene helt op under hagen og holdt om dem med armene.
De virkede ved første øjekast til at være to ganske normale skeletter, men som arkæologerne fik dem afdækket, begyndte mærkværdige ting at dukke op.
Kvinde havde tænder i hænderne
Da de udgravede kvinden, opdagede de, at hun tilsyneladende havde været svøbt i et klæde, der holdt hende fast i den sammenfoldede position.
Arkæologerne begyndte straks at tænke på de sydamerikanske mumiebylter, hvor den afdøde vikles stramt ind i stof for at holde en bestemt position i døden. Men stoffet var ikke det eneste mærkværdige ved kvinden.
Hun havde haft en fredelig død og havde ligget uforstyrret i sin grav. Alligevel manglede hun det ene underben og to tænder.
Begge dele var blevet fjernet efter hendes død. Som udgravningen skred frem, og kvindens hænder blev afdækket, fandt arkæologerne de to tænder.
Der lå én i hver hånd. Venstre underben blev fundet et par dage senere. Det havde fået sin egen lille grav fem m væk fra huset. Ingen kunne svare på hvorfor.
Ligesom kvinden havde det tre-årige barn i det første hus haft en fredelig død og var ikke blevet forstyrret efter begravelsen.
Alligevel virkede det, som om noget ualmindeligt var sket med barnet efter døden, syntes arkæologerne.
Mandens grav så ved første øjekast ud til at ligne kvindens. Han havde på samme måde været viklet ind i et klæde, der holdt hans sammenfoldede position, og han havde tilsyneladende også været et komplet skelet.
Da arkæologerne forsigtigt tog de skrøbelige knogler op og lagde dem i kasser for at transportere dem til laboratoriet, bemærkede de, at manden havde alle sine tænder i undermunden, og en del tandsten, men absolut ingen tænder i overmunden.
De begyndte derfor at spøge med, at han måtte have haft et uheldigt møde med en særdeles effektiv bronzealdertandlæge. Sandheden viste sig at være endnu mere utrolig.
I hver hånd havde kvinden en tand, som var fjernet fra hendes mande-kranie.
Én mand var tre mænd
Forklaringen på det mystiske tandsæt kom, da holdets patolog så på knoglerne. Undermunden med de mange tænder var nemlig slet ikke mandens egen.
Den havde passet fint til kraniet, men tilhørte ved nærmere undersøgelse ikke ham. Faktisk var manden ikke én mand, men var blevet sat sammen af tre forskellige mænd.
Hovedet og det øverste af rygsøjlen tilhørte ét individ, kroppen et andet, og underkæben en helt tredje mand.
Det fik holdet til at undersøge kvinden igen. Hendes kæbe sad da lidt løst, gjorde den ikke? De tog DNA-prøver af forskellige knogler for at se, om også dette skelet bestod af flere individer.
Det gjorde det, og hvad mere var, hendes kranie kom fra en mand. På trods af det passede hendes dele, ligesom mandens, så godt sammen, at forskellen ikke var til at se med det blotte øje.
Forskerholdets leder, Mike Parker Pearson, bemærkede:
“Individerne må være blevet skåret i stykker efter døden og samlet igen for at udgøre nye personer”.
Manden havde ikke brug for gebis; han brugte bare en anden mands kæbe.
Begravelsen blev udsat i årevis
Arkæologerne var efterhånden godt forvirrede, og svarene på de første laboratorieprøver gjorde kun sagen endnu mere mystisk.
Prøverne viste, at alle fire grave var blevet lavet mellem år 1260 og 630 f.Kr., og at den unge pige i det midterste hus var død, umiddelbart før hun blev begravet. Men da forskerne så dateringerne af kvinden, manden og den tre-årige, troede de ikke deres egne øjne og måtte lave undersøgelserne en ekstra gang for at være sikre.
Kvinden og barnet var døde, flere årtier før de var blevet begravet, og de forskellige personer, der udgjorde den sammensatte mand, havde været døde i flere hundrede år før begravelsen.
Holdet stod nu med tre skeletter, der alle var døde, lang tid før de var blevet begravet.
To af dem havde været viklet ind som bundter, to var sammensat af flere forskellige mennesker, og selvom alle tre var blevet opbevaret i årevis over jorden og flyttet rundt på efter døden, så lå de alle hele i deres grave, med alle knogler på rette plads.
Noget måtte have holdt disse knogler på plads, og det eneste svar, arkæologerne kunne komme på, var mumificeret væv. Skeletterne måtte have været mumier, før de blev begravet.
Forskere måtte tænke kreativt
Aldrig før var der fundet bevidst mumificerede mennesker i England. Forskerne havde altid ment, at de mumier, de fandt i moser, enten var havnet der ved et uheld, eller fordi de var blevet ofret.
Ingen af disse fund blev tolket som bevidste handlinger for at bevare kroppen for eftertiden. Men nu stod arkæologerne fra Cladh Hallan med ikke mindre end tre skeletter, som de havde en svær mistanke om, var blevet mumificeret med vilje.
De spurgte sig selv: Hvordan undersøger vi, om et skelet har været en mumie?
Det havde hverken de eller nogen andre erfaring med. Forskerne måtte bruge al deres viden om kroppens forrådnelsesproces og om, hvordan andre typer mumier blev skabt.
De begyndte med at undersøge, om knoglerne havde været angrebet af den type bakterier, der igangsætter kroppens nedbrydningsproces, og som lever i maven og tarmene på mennesket.
Knoglerne kom under mikroskop, og rigtigt nok havde de ikke været angrebet af bakterier i samme grad som de andre knogler fra bronzealderen, fundene blev sammenlignet med.
De tre mennesker fra Cladh Hallan havde ikke været igennem den sædvanlige nedbrydningsproces, som sker efter døden, og forskerne kunne dermed konkludere, at de havde været mumier af en art. Men så meldte næste spørgsmål sig: Hvordan var de tre blevet lavet til mumier, og hvorfor?
Lig blev lagt i moser
Skotlands fugtige klima gav ikke gode muligheder for at lave en udtørret mumie som i Egypten, og det ustadige vejr bød ikke på frost længe nok til at skabe en frostmumie som fx Ötzi fra Alperne.
Arkæologerne brød deres hjerner og kunne kun komme på to teorier. Den første teori var inspireret af fund af mumier hos heiltsuk-kulturen i Britisk Columbia, Canada.
Heiltsukkerne var kendte for at ryge deres afdøde på samme måde, som vestlige kulturer ryger deres dyrekød for at præservere det.
Den anden løsning byggede på en teori om, at oldtidens mennesker måske alligevel havde kendt til mosernes konserverende kraft.
Knoglerne blev atter en gang sendt i laboratoriet, hvor mikroskopiske krystaller på deres overflade viste, at de havde tilbragt en tid i et syreholdigt miljø – som eksempelvis en mose.
Nu havde forskerne ikke kun bevist, at der eksisterede mumier i Storbritannien, men også at bronzealderens mennesker kendte til mosernes konserverende egenskaber.
Første gang mennesker begyndte at grave tørv i moser, var faktisk i bronzealderen, og at nogle af dem havde lagt mærke til, hvordan mosen bevarede ting, var derfor ikke usandsynligt.
De afdøde var efter alt at dømme blevet lagt i en mose og taget op igen efter seks til 18 måneder. I løbet af den tid var huden blevet så garvet, at den kunne holde knoglerne på plads. Herefter må ligene være blevet skåret op, sat sammen på ny og viklet ind i stof.
Da mumierne mange år senere blev begravet i sandjord, blev huden med tiden nedbrudt og opløst.
Indavl praktiseret efter døden
Flere undersøgelser tegnede et billede af tre mennesker, som havde levet hele deres liv på De Ydre Hebrider, og som efter deres død var blevet lavet til mumier.
De afdøde blev sandsynligvis opbevaret i familiens hjem eller centralt i landsbyen, hvor alle kunne se dem.
Forskerne kender ikke grunden til mumificeringen eller til, at bronzealderfolket sammensatte flere individer. Ønsket om at holde på de døde tyder på, at de var vigtige medlemmer af slægten. Måske skulle de våge over de levende.
Eller også skulle de være senere generationers bevis på, at familien havde vigtige forfædre.
“Kombinationen af flere forskellige individer kan have været et symbolsk forsøg på at samle to eller flere slægter i én forfader”, gættede Mike Parker Pearson.
En anden teori var, at bronzealderfolket havde en lavpraktisk tilgang til mumierne og bare gerne ville have samlet et helt menneske.
“Måske var hovedet faldet af og blevet væk i mosen, og så tog de et andet og satte på”, foreslog Terry Brown, der også deltog i undersøgelserne.
Forskerne fandt flere mumier
I løbet af bronzealderen blev landbrug vigtigere og vigtigere, og det fik betydning at eje land og have retten til at opdyrke jord.
Det ses bl.a. på de mange diger og indhegnede marker, der dukkede op i landskabet i perioden. I den forbindelse kan bevaringen af vigtige forfædre som mumier have fungeret som et meget konkret bevis på slægtens legitimitet og ret til et område, gættede forskerne.
Næste skridt i opklaringen blev at lede efter mumier andre steder i Storbritannien.
Arkæologerne drog ud for at undersøge skeletter fra forskellige udgravninger. Med sig havde de deres viden og teknikker, som var blevet udviklet til at identificere Cladh Hallan-mumierne.
Ud af de 34 forskellige skeletter, der blev undersøgt, viste 16 sig at have været mumier på et tidspunkt.
Nogle af dem var blevet lagt i mosevand ligesom Cladh Hallan-manden. Andre var blevet røget ved lave temperaturer som mumierne fra Britisk Columbia, og andre igen havde fået fjernet deres indvolde og var blevet tørret.
“Vi kan konkludere, at mumificering var en udbredt praksis i hele Storbritannien”, sagde arkæologen Tom Booth i 2015.