Skeletter fra likviderede soldater tegner nyt billede af antikken

Fundet af en henrettet hær i Athen giver arkæologerne mulighed for at blive klogere på livet blandt dem, der levede på bunden af samfundet i det antikke Grækenland.

Massegraven blev fundet sidste år, men først nu har det været muligt at fastslå, at skeletterne stammer fra Cylons hær.

© Greek Ministry of Culture

Det fik katastrofale følger for den græske adelsmand og olympiske mester Cylon, da han forsøgte at kuppe sig til magten i Athen for 2.500 år siden.

I stedet for at indtage Akropolis måtte han se sit nederlag i øjnene og flygte. Men for hans hær gik det endnu værre: Den blev likvideret.

Nu slår arkæologer i Athen fast, at resterne af Cylons soldater befinder sig i en massegrav seks kilometer syd for Athens centrum.

Nyt billede af antikken

"De fleste af de kilder, vi har fra det antikke Grækenland, beskriver livet blandt eliten og sejrherrerne. Men med fundet af Cylons soldater kan vi tegne et billede af livet blandt dem, der ikke havde succes," siger Panagiotis Karkanas, der er geoarkæolog og laboratorieleder på Malcolm H. Wiener-laboratoriet på American School of Classical Studies i Athen.

Arkæologerne håber blandt andet at blive klogere på soldaternes livsvilkår, deres alder, da de døde, hvor de kom fra, om de var slaver, og hvordan de blev henrettet.

Teknikker fra en krimiserie

Massegraven indeholder 80 skeletter med hænderne bundet sammen i jernkæder og voldsomme skader på kranierne.

"Vi vil - groft sagt - bruge de retsmedicinske metoder, som diverse krimiserier har gjort berømte på TV, til at undersøge soldaterne," siger Panagiotis Karkanas.

Men modsat, hvordan den slags foregår i krimiserierne, kan arkæologernes analyser tage helt op til syv år.

Massegraven blev fundet sidste år, men først nu har det været muligt at fastslå, at skeletterne stammer fra Cylons soldater.