Shutterstock

Stenalder-figur rejste forbløffende langt

Venus fra Willendorf blev udskåret for 24.000 år siden. Ny forskning afslører, at den berømte figur var ude på en længere rejse, før hun endte i Østrig.

For over 24.000 år siden skar en stenalderkunstner en 11 cm høj, erotisk buttet frugtbarheds-statue i kalksten. I 1908 blev hun fundet nær den østrigske landsby Willendorf og blev døbt Venus fra Willendorf. Forskere har længe vidst, at figuren ikke var fremstillet af en lokal stenart, men hvor råmaterialet kom fra, har hidtil været et mysterium.

Antropologen Gerhard Weber fra Wiens Universitet har nu undersøgt den såkaldt oolitiske kalksten, som statuetten er skåret i. Weber og hans forskerhold nærstuderede CT-scanninger af statuetten, og de afslørede forskellige lag i kalkstenen – en slags ”fingeraftryk”, som de brugte til at finde områder med samme stenmønster.

”Det viste sig, at Norditalien var et perfekt match”, forklarer Weber.

Kalksten fra det 1.400 m høje bjerg Sega di Ala i Italien, matcher bedst den kalksten, som Venus fra Willendorf blev fremstillet af.

© Shutterstock, HISTORIE

Krævende rejse ventede damen

Forskerne var temmelig overraskede over, at stenen stammede fra Norditalien, for det betyder, at Venus-figuren – eller råmaterialerne til hende – blev transporteret mere end 550 km.

Afstanden vidner om, at stenalderens befolkning var betydelig mere mobil en hidtil antaget. Venus-figuren måtte oven i købet forcere Alperne for at nå frem til Willendorf.