HO/AFP/RITZAU SCANPIX
Mammut Mexico fælde

Stenalderfolk drev mammutter i dødsfælde

Fundet af to fælder fyldt med mammutknogler beviser for første gang, at mennesket aktivt jagtede forhistoriens mammutter.

For ca. 15.000 år siden lagde en gruppe forhistoriske mennesker en lumsk fælde, der sikrede dem uanede mængder af kød. Det viser en sensationel opdagelse nær byen Tultepec i Mexico.

Her har arkæologer udgravet to store jordhuller fyldt med hundredvis af knogler fra mammutter – forhistoriske kæmpeelefanter. Ifølge eksperterne er der tale om mammut-fælder, gravet af mennesker.

“Opdagelsen forandrer alt, hvad vi hidtil har antaget om forholdet mellem grupper af jæger-samlere og disse enorme planteædere”, udtaler Pedro Francisco Sánchez Nava fra Mexicos Nationale Institut for Antropologi og Historie (INAH).

Jægere drev giganterne i døden

I de to huller lå 824 knogler fra mindst 14 mammutter. Ifølge arkæologerne er fælderne, der måler 1,7 m i dybden og er 25 m i diameter, uden tvivl gravet af mennesker.

Forskerne antager, at grupper på 20-30 jægere med fakler og kæppe drev kæmpedyrene frem mod fælderne. Når en mammut faldt i ned et af hullerne, der med deres lodrette sider var umulige at undslippe, blev de dræbt. På flere af knoglerne har arkæologerne fundet mærker fra partering.

Første bevis på aktiv mammut-jagt

Ifølge forskerne er det første gang, at de har fundet beviser på, at stenalderens mennesker aktivt jagtede mammutter.

Hidtil har antagelsen været, at kæmperne kun stod på forhistoriens menukort, hvis de fx ved et uheld sad fast i moser eller lignende.

Mammutterne, der kunne veje op imod otte tons, uddøde endeligt for ca. 4.300 år siden. I de to mexikanske fælder fandt forskerne også rester af en forhistorisk kamel og hest, der ligesom mammutterne er uddøde.

Arkæologerne vil nu undersøge, om der er flere lignende fælder i nærområdet.