En gruppe forskere fra Nationalmuseet i Danmark har opdaget Nordeuropas hidtil ældste smeltedigel.
Den blev brugt til at smelte kobber, og fundet kaster et helt nyt lys over den periode af danmarkshistorien, der omtales som bondestenalderen (ca. 4000-1700 f.Kr.).
“Vi har fundet en smeltedigel til kobber, som er mindst 5.500 år gammel. Det er lidt af et sensationelt fund, for det er Nordeuropas ældste eksempel på, at man var i stand til at smelte og arbejde med metal”, forklarer Anne Birgitte Gebauer, der arbejder som arkæolog og forsker ved Nationalmuseet.