Shutterstock

Stenaldermennesker tæmmede verdens farligste fugl

Kasuaren vejer det samme som en voksen mand, bliver næsten to meter høj og er bevæbnet til tænderne. Alligevel viser ny forskning, at den blev holdt som høns i stenalderen.

Ny forskning afslører, at høns ikke var de første fugle, som stenaldermennesker tæmmede. I stedet valgte de den strudselignende fugl kasuaren. Fuglen lever på Ny Guinea og i Australien, hvor den også i stenalderen blev op til 190 cm høj, vejede 85 kg og var bevæbnet med 12 cm lange kløer.

“Det er en stor, ilter fugl, der ikke kan flyve, men er i stand til at sprætte dig op”, forklarer Kristina Douglass fra Penn State University i USA.

Jæger-samlere i Ny Guinea måtte derfor være yderst påpasselige for at få nem adgang til kød fra de store fugle.

Så sent som i 2019 dræbte en kasuar i fangenskab sin amerikanske ejer – ved at trampe på ham og flå ham med de 12 cm lange kløer.

© Shutterstock

Mennesker lurede ved reden

Et nærstudie af 1.000 kasuar-æggeskaller fundet i stenalder-beboelser bragte forskerne på sporet af, hvordan jæger-samlerne gjorde for 18.000 år siden.

“Vi opdagede, at et stort flertal af æggeskallerne stammede fra de sene stadier af udrugningen”, forklarer Douglass.

Hvis stenaldermenneskene ville have æg, havde de spist dem, kort efter at de var blevet lagt. I stedet lyder forskernes teori, at vores forfædre holdt nøje øje med kasuar-reder og stjal æggene, kort før de klækkede.

Som flere andre fugleunger knytter kasuarkyllinger sig til det første levende væsen, de ser. Ved at stå klar, når ægget klækkede, sikrede Ny Guineas jæger-samlere sig håndtamme kasuarer, der kunne slagtes, når de havde vokset sig større.