Stentavle beskriver monster fra oldtiden

Arkæologer i Tyrkiet har fundet en stentavle skrevet af en troldmand for 2.800 år siden. Den beskriver, hvordan et monster, der kan lave ild, skal fanges.

Stentavlen blev fundet i, hvad arkæologerne mener var, et religiøst alter.

En 2.800 år gammel besværgelse skrevet på aramæisk er fundet i det sydlige Tyrkiet, hvor kongeriget Sam'al lå i oldtiden. Besværgelsen skulle bruges mod et uhyre, der ­i teksten blev kaldt en fortærer, som var i stand til at skabe “ild”.

Tekst slår rekord

Ifølge arkæologer fra Chicago University stammer teksten fra 850-800 f.Kr., hvilket gør den til den ældste aramæiske tekst, der nogensinde er fundet.

Besværgelsen er angiveligt skrevet af troldmanden “Rahim, søn af Shadadan”, og den fortæller, hvordan blodet fra en fortærer skal bruges til at helbrede dem, der var blevet ramt af dens “ild”. Det står ikke klart, om blodet skulle drikkes eller smøres på kroppen.

Monster var en skorpion

Rahims besværgelse er skrevet på en beholder, som tidligere har indeholdt kosmetik. Udover selve besværgelsen ses også ­flere indridsede illustrationer på beholderen. En dem forestiller en skorpion, og arkæologerne mener derfor, at fortæren var en skorpion – ordet “ild” er en beskrivelse af smerterne ved at blive stukket af dens giftbrod.

Det sydlige Tyrkiet er den dag i dag plaget af skorpioner. Få dage efter fundet af besværgelsen, blev en af udgraverne stukket og måtte have øjeblikkelig førstehjælp.