Willy Stöwer/Library of Congress

Titanics hjælper fundet med ny enestående teknik

Skibet, der forgæves advarede Titanic mod isbjerge, er fundet takket være ny teknik. Og så selvom damperen ligger på havbunden og ingen dykkere har været nede for at identificere hende.

Den 15. april 1912 modtog Titanics telegrafist en advarsel. Fragtskibet S/S Mesaba havde observeret store isbjerge i det vestlige Atlanterhav, som luksuslineren havde kurs mod.

Advarslen nåede imidlertid aldrig frem til den ansvarshavende officer på Titanics bro – og snart efter fulgte skibskatastrofen, som ingen dengang troede kunne ske.

Fra 1898 til 1918 besejlede dampskibet S/S Mesaba Atlanterhavet.

© Public domain

S/S. Mesaba fortsatte som handelsskib indtil det i 1918 blev sænket af en tysk torpedo under 1. verdenskrig – 20 besætningsmedlemmer døde.

Nu har et hold marinarkæologer fra Bangor University i Wales fundet vraget af skibet, der forgæves forsøgte at hjælpe Titanic.

Billig udforskning lover godt

Det særlige fund skyldes en forbedret udgavet af såkaldt multibeam sonar, som University of Bangors ekspeditionsskib, Prince Madog, er udstyret med.

Den nye sonar scannede et 19.000 kvadratkilometer stort område af Det Irske Hav. Her lå 273 vrag og ud fra detaljerne kunne S/S Mesaba identificeres.

© University of Bangor

Sonaren anvender flere forskellige ekkolod til at lave en detaljeret gengivelse af havbunden.

“Førhen ville vi kun have været i stand til at dykke ned til få vrag hvert år – for visuelt at identificere dem. Prince Madog’s enestående sonarsystem giver os en billigere måde at undersøge vragene på. Vi kan holde dette op mod den historiske information uden dyre fysiske dyk til hvert vrag”, forklarer Dr Innes McCartney, der deltager i sonar-studierne på University of Bangor.