En næsten usynlig dis stiger op mellem vandaks, tagrør og dunhammere. Bevoksningen er så tæt, at det næsten ikke er til at se, at der under vegetationen gemmer sig en ældgammel mose fuld af hemmeligheder.
Moseområdets navn er Bjældskovdal. For 2.400 år siden dannede mosen ramme om en af dansk histories ældste og mest gådefulde drabssager – mordet på Tollundmanden.
“Han blev fundet ca. 20 meter derinde”, siger arkæolog Nina Helt Nielsen og peger ind i et område med spredt trævækst klos op ad moseområdet.
“Og Ellingkvinden er fundet i hjørnet af marken derovre, og det tredje lig er fundet derude et sted i midten”, peger arkæologen med henvisning til de to andre moselig, som med årtiers mellemrum er dukket op, tæt på hvor vi står.
Det er formiddag, og bag os glimter Bølling Sø, som mosen udmunder i. Bortset fra en hunds gøen i det fjerne og sivenes forsigtige svajen er her helt stille og mennesketomt.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor fortidens mennesker anså moserne med deres mørke, ubevægelige vand for noget helt særligt.
Nina Helt Nielsen bryder stilheden. “Indtil for nylig vidste vi faktisk ikke, hvor Tollundmanden præcis blev fundet, så jeg har siddet og bakset med gamle kort, billeder og beskrivelser. Og ved at stykke det hele sammen fandt vi stedet”, forklarer arkæologen.
Hun er forskningschef på Museum Silkeborg, som Tollundmanden blev flyttet til efter fundet for 70 år siden.
Af de mange hundrede moselig, der igennem tiden er dukket op i moser i bl.a. Holland, Tyskland, Irland, England og Danmark, er manden fra Bjældskovdal den måske mest berømte.
Årsagen er især det yderst velbevarede ansigt, hvor selv rynkerne i panden tydeligt kan ses.
“I forhold til landjorden, hvor vi nogle gange er heldige at finde skeletter, så har vi hud og hår bevaret i moserne, og det gør, at vi kan stå ansigt til ansigt med forhistoriens mennesker. Derfor har vi helt enestående muligheder for at få ny viden om, hvordan man levede i jernalderen”, siger Nina Helt Nielsen.
Tollundmanden blev hængt, men de nærmere omstændigheder omkring hans død er et mysterium.
Op til 70-årsjubilæet for fundet af Tollundmanden i år har hun i samarbejde med andre forskningsinstitutioner stået bag et omfattende forsøg på med de nyeste teknologier at vriste flere hemmeligheder ud af Tollundmanden.
De sidste resultater er endnu ikke offentliggjort, men den del af forskningsprojektet, som er afsluttet, har allerede givet forskerne helt nye indsigter i Tollundmanden og hans ellers så dunkle samtid.
Tørvegravere fandt Tollundmanden
Historien om Tollundmanden begyndte den 6. maj 1950. På det tidspunkt så stedet ganske anderledes ud end i dag.
Siden 1870’erne var området blevet drænet for at omdanne mosen og søen til landbrugsjord, men jorden viste sig uegnet til landbrug.
Tilbage lå et bart hedelandskab stort set uden træer. Området viste sig perfekt til gravning af tørv – de delvist nedbrudte plantedele, som i årtusinder havde lagret sig i mosen.
I 1950 havde alle gårde på egnen derfor en tørveparcel i det gamle moseområde, hvor bønderne gravede tørv til brændsel.
Blandt dem var familien Højgaard, som lørdag den 6. maj var taget ud i mosen. Under arbejdet stødte den lille familie på noget ukendt i en dybde af omkring to meter.
Først troede de, at det måske var en trærod, men da de undersøgte fundet nærmere, dukkede hovedet af en mand op.
Ægteparret Grethe og Viggo Højgaard viser Tollundmandens fundsted frem i 1950.
“Pas på, det er måske noget spændende!”
Havde det ikke været for bondekonen Grethe Højgaard, ville Tollundmanden nok ikke være blevet bevaret så fint, som han er.
Hun var med sin mand, svoger og søn ude i Bjældskovdal mose, da svogeren under tørvegravningen stødte på noget, han mente, var en trærod.
Et par dage før havde familien i tørven fundet et redskab af træ, der siden viste sig at være en tørvespade fra jernalderen. Grete råbte derfor: “Pas på, det er måske noget spændende!”
Mændene holdt inde, og Grete hoppede ned i den våde tørvegrav og begyndte at rode i tørven med sine hænder. Pludselig fik hendes finger fat i noget.
Hun børstede tørven væk og så, at fingeren var gledet ind under huen på et menneske. Kort efter dukkede Tollundmandens ansigt frem.
Familien stoppede straks udgravningen og tilkaldte politiet, da liget var så velbevaret, at det kunne være blevet begravet kort tid før.
Politiets undersøgelser fik dog hurtigt slået fast, at der ikke var tale om et nutidigt mord, men derimod om et drama af langt ældre dato. Den første forsigtige datering lød på, at den døde var ca. 2.000 år gammel.
Herefter blev det gådefulde moselig, indkapslet i den omgivende tørv, sendt til Nationalmuseet i København. Her kom eksperterne imidlertid hurtigt frem til, at det ikke kunne betale sig at konservere andet end hovedet.
“Det er jo et temmelig makabert syn, og desuden er det meste af liget så dårligt bevaret, at det vil være meget vanskeligt at konservere”, skrev lederen af Nationalmuseets oldtidssamling.
Museets eksperter tænkte ikke på, at moseligets højre side, som oprindeligt lå nedad i mosen, var langt bedre bevaret end den venstre.
Den side så derfor mindre makaber ud. I sidste ende valgte de at fokusere på at konservere det velbevarede hovede, så det kunne udstilles.
“Så det har vi rigtig godt konserveret, mens resten af kroppen ligger opmagasineret”, fortæller Nina Helt Nielsen, der har taget os med til Museum Silkeborg for at fremvise den verdensberømte mosemand og fortælle om de nyeste opdagelser.
Arkæolog Nina Helt Nielsen viser Tollundmandens krop, som aldrig blev konserveret og derfor er tørret helt ind.
Skindreb afslører Tollundmandens endeligt
Tollundmanden ligger i en stor montre med begge ben trukket op under sig, mens armene ligger bøjet foran kroppen. Eftersom kroppen aldrig blev konserveret, er kun hovedet originalt.
Resten af kroppen er en afstøbning lavet ud fra fotos, der blev taget under og lige efter udgravningen.
Den dødes ansigtsudtryk er så fredfyldt, at det ser ud, som om han blot er faldet i søvn og kan vågne hvert øjeblik, det skal være.
Rundt om halsen hænger der imidlertid et langt skindreb som en uhyggelig påmindelse om, at Tollundmandens allersidste minutter i livet var alt andet end fredfyldte.
Kun hovedet af Tollundmanden blev i sin tid konserveret, da eksperterne ikke mente, at det var umagen værd at konservere hele kroppen. Derfor er resten af den udstillede krop en rekonstruktion, lavet ud fra de fotos, der i sin tid blev taget af moseliget. Det har vist sig at være en fordel, fordi de ikke-konserverede og nu indtørrede dele af Tollundmanden er helt "rene" og derfor perfekte at tage analyse-prøver af.
“Han blev uden tvivl hængt”, nikker Nina Helt Nielsen.
Ifølge hende foregik hængningen ikke som i vore dage, hvor offeret under henrettelsen falder et stykke, hvorefter rebet med et voldsomt ryk strammes og som regel brækker offerets nakke.
Men røntgenbilleder af Tollundmandens nakkehvirvler viser, at de er intakte. “Så han er blevet kvalt ved hængning”, forklarer arkæologen.
Røntgenundersøgelserne viser da også, at den dødes tunge var opsvulmet, som det sker ved kvælning. Enden af det halvanden meter lange læderreb er tydeligt snittet over med en kniv.
Kort efter hængningen – muligvis i et træ nær fundstedet – blev Tollundmandens lig altså skåret ned.
Ifølge Nina Helt Nielsen blev hans lig derefter med overraskende stor omsorg begravet i mosen: “Han blev lagt i soveposition, og nogen har lukket hans øjne og mund”.
Indtil flere tørvespader fra jernalderen er fundet i mosen. En af dem få meter fra Tollundmanden.
Da liget blev udgravet 2.400 år efter, lå det i ca. 2,5 meters dybde i bunden af en tørvegrav, som ifølge arkæologen sandsynligvis var forberedt til formålet: “De må have tømt tørvegraven for vand og fået ham lagt på den rigtige måde, inden vandet igen sivede ind”.
Under udgravningen af andre moselig i og uden for Danmark har forskerne ofte fundet tegn på, at ligene er blevet holdt nede med grene, men den slags blev ikke fundet nær Tollundmanden – muligvis fordi tørvegraverne i 1950 først stoppede med at grave, da de nåede liget, og dermed kan have fjernet grenene.
Liget kan dog også være blevet dækket med tørv, som tyngede det ned. Det vil desværre aldrig blive opklaret.
Til gengæld har den nyeste teknologi givet arkæologerne en forbløffende nøjagtig viden om, hvornår Tollundmanden blev lagt i sin våde grav.
Forskerne vurderer, at Tollundmandens lig nænsomt blev lagt i mosen af bødlerne.
Tollundmanden levede på samme tid som Sokrates
I 2017 lykkedes det Museum Silkeborg i samarbejde med Aarhus Universitet at give Tollundmanden den hidtil mest nøjagtige dødsattest.
Ved hjælp af kulstof 14-analyser havde forskerne tidligere dateret dødstidspunktet til et sted imellem 400 f.Kr. og 200 f.Kr.
Men efter en ny og mere præcis undersøgelse lykkedes det at snævre tidsintervallet for mosemandens død ind til et sted mellem år 405 f.Kr. og 380 f.Kr.
Med det nye interval på blot 25 år kan forskerne nu sætte Tollundmandens liv og død i relation til andre historiske personer og begivenheder.
I år 404 f.Kr. sluttede den langvarige krig mellem de to græske bystater Athen og Sparta, og fem år senere, i år 399 f.Kr., blev filosoffen Sokrates dømt til døden ved en folkedomstol og tvunget til at drikke skarntyde.
Blot tre år efter erobrede romerne den etruskiske by Veii og indledte dermed deres ekspansion.
“Så samtidig med at Sokrates vandrede rundt i Athen, gik Tollundmanden ude i mosen. Jeg synes, at det gør rigtig meget for forståelsen af, hvad det er for en tidsperiode, vi har med at gøre”, siger Nina Helt Nielsen, der påpeger, at en så snæver datering af et menneske fra forhistorisk tid er helt exceptionelt.
I år 399 f.Kr. blev filosoffen Sokrates tvunget til at drikke gift i Athen. På samme tid vandrede Tollundmanden sandsynligvis rundt i Bjældskovdal.
Nøjagtigheden skyldtes bl.a., at forskerne først gennemførte to nye kulstof 14-dateringer af prøver taget fra henholdsvis en lårbensknogle og et ribben.
Prøverne blev ultrafiltreret for at fjerne de urenheder, som kan “forurene” kulstof 14-analyserne. Ultrafiltrering blev ikke foretaget, da man tidligere kulstof 14-analyserede Tollundmanden.
Herefter kombinerede eksperterne de nye data med en tidligere datering, der var baseret på hud fra Tollundmanden. Dermed kunne de tage gennemsnittet af de tre dateringer og nå et mere præcist resultat.
Endelig blev forskerne hjulpet af rent held. I den periode, hvor Tollundmanden døde, var indholdet af kulstof 14 i atmosfæren ekstraordinært lavt, hvilket gjorde det muligt at indsnævre dateringen langt mere end normalt.
Faktisk var dateringen så forbløffende præcis, at forskerne måtte gennemgå resultatet flere gange for at sikre sig, at de ikke havde overset nogen fejlkilder – det havde de ikke.
Dateringen placerer Tollundmanden solidt i den såkaldte keltiske jernalder (500 f.Kr. – 1 f.Kr.), som i Danmark bl.a. er kendetegnet ved, at man ikke længere var afhængig af importeret bronze, men i stedet udvandt jern fra lokale forekomster af myremalm.
Ifølge Nina Helt Nielsen er det faktisk også muligt at fastslå, hvornår på året Tollundmanden døde. For at et moselig kan bevares lige så godt som i Tollundmandens tilfælde, skal mosevandet være fire grader eller koldere.
Hvis det er varmere, begynder de indre organer at rådne. Forrådnelsesgasser vil få liget til at flyde op til overfladen, hvor det får ilt og begynder at rådne.
Alt tyder derfor på, at Tollundmanden blev begravet om vinteren eller i det tidlige forår.
Tollundmanden havde spist et halvt døgn før døden
En af de ting, forskerne har interesseret sig allermest for, er Tollundmandens tarm. Lige før sin død havde mosemanden spist et måltid, og størstedelen var nået ned i tarmene.
Derfor gik Museum Silkeborg – i samarbejde med Moesgaard Museum og Nationalmuseet – i 2019 i gang med den hidtil grundigste analyse af tarmindholdet.
Fordøjelseskanalen var tidligere blevet undersøgt, hvor forskerne fandt madrester. En lille del blev fundet i maven og tyndtarmen, mens størstedelen var nået helt ned i tyktarmen.
Konklusionen var derfor, at Tollundmanden havde spist, 12-24 timer før han blev hængt. Forskerne slog dengang fast, at måltidet bestod af grød eller vælling med byg som den altovervejende ingrediens.
I den nye undersøgelse gjorde forskerne brug af avancerede teknikker for at finde ud af mere om det sidste måltid – bl.a. om der fandtes særlige rituelle ingredienser, som blev indtaget før hængningen.
Resultaterne af analysen er endnu ikke offentliggjort, men undersøgelserne viser ingen spor efter fx planter med medicinsk eller hallucinerende virkning.
Intet tyder altså umiddelbart på, at Tollundmanden var påvirket af hallucinerende stoffer før sin død.
12-24 timer før sin død indtog Tollundmanden sit allersidste måltid.
Undersøgelserne konkluderer samtidig, at måltidet var en grød, som primært bestod af byg, bleg pileurt og hør.
“Den har været kogt og brændte lidt på, så der kom skorper. Desuden har vi fundet spor af animalsk fedt, men om det stammer fra kød, et mælkeprodukt eller æg, kan vi ikke sige”, forklarer Nina Helt Nielsen.
Opdagelserne tyder ifølge hende på, at måltidet ikke var direkte relateret til Tollundmandens hængning. Faktisk kan måltidet ifølge arkæologen have været almindelig hverdagskost i jernalderen.
“Men derfor kan der jo godt have været ritualer forbundet med måltidet – fx at det skulle spises på en helt særlig måde dagen før”, forklarer hun.
Ifølge arkæologen tyder fund af rester af alger og vådbundsplanter på, at grøden blev kogt på mosevand, eller at Tollundmanden drak vand fra mosen inden sin død.
I fordøjelseskanalen fandt forskerne også parasitæg, der viser, at han havde bændelorm, spolorm og piskeorm. Bændelorm viser, at Tollundmanden tidligere har indtaget råt eller ikke gennemstegt kød.
Spolorm og piskeorm skyldes til gengæld dårlig hygiejne. Det sker ved indtagelse af parasitæg fra ekskrementer, fx gennem forurenet mad eller drikke.
En spolorm kan dagligt lægge 200.000 æg, men selv mange æg er ikke nødvendigvis lig med en voldsom infektion og mange gener.
I forhold til parasitterne er det ifølge Nina Helt Nielsen interessant, at frø fra bleg pileurt blev brugt i maden i jernalderen.
Urten er egentlig en ukrudtsplante, som voksede mellem kornet på jernalderens marker. Men ud over at planten er ganske næringsholdig, blev den ifølge senere historiske kilder brugt mod maveproblemer.
Nyere eksperimenter tyder desuden på, at ekstrakt fra bleg pileurt kan være virksom mod netop indvoldsorm.
Strontium-analyser af Tollundmanden på vej
Netop nu er forskere ved at lægge sidste hånd på analyser af strontium-isotop-værdierne i Tollundmanden, som bl.a. kan kaste lys over, om han har rejst rundt. I spidsen for undersøgelserne står professor Karin Frei fra Nationalmuseet.
“Normalt ville vi også undersøge, hvor han er opvokset. Det kan gøres ved strontium-isotop-analyser af enten tandemaljen fra fx en af de første kindtænder eller ved at udtage en prøve af en lille del af kranieknoglen tindingebenet, forklarer professoren: “Men i Tollundmandens tilfælde er det ikke muligt at udtage disse prøver uden at skade fundet”.
Med de nuværende metoder er det derfor indtil videre umuligt at klarlægge Tollundmandens tidligste liv.
I stedet har hun analyseret strontium-isotop-værdierne i Tollundmandens 2-3 cm lange hår, som kan afsløre, hvor han opholdt sig i de sidste måneder af livet.
“Vi fik også mulighed for at undersøge en lille prøve af den kompakte del af lårbensknoglen, som gemmer på information om, hvor han har opholdt sig inden for de sidste 8-10 år af sit liv”, siger hun.
For at kunne bruge resultaterne til noget er forskerne netop nu i gang med at undersøge strontium-isotop-værdierne i området omkring Tollundmandens fundsted.
Undersøgelserne er forudsætning for, at de kan komme med en endelig tolkning af prøverne.
Resultatet af de mange undersøgelser, som ventes meget snart, kan muligvis afdække helt nye sider af Tollundmandens tilværelse.
Karin Frei kan allerede nu afsløre, at Tollundmanden efter alt at dømme boede på Silkeborg-egnen en del af sit liv.
I 2018 fik Museum Silkeborg lavet en digital fremstilling af, hvordan Tollundmanden kan have set ud.
Tollundmanden: Forbryder eller gudeoffer?
Den største gåde om Tollundmanden er også den sværeste at besvare. Lige siden fundet for 70 år siden har forskerne forsøgt at besvare, hvorfor han blev dræbt.
Ifølge Nina Helt Nielsen viser alene det, at han blev begravet, at han var noget særligt. Alle andre blev på den tid kremeret. En teori er, at Tollundmanden var en forbryder, som blev hængt og lagt i mosen.
Teorien læner sig bl.a. op ad en beretning om de germanske folkeslag skrevet af romeren Tacitus omkring 500 år efter Tollundmandens død: “Forrædere og overløbere hænger de i træer. Kujoner, krigsrædde og unaturligt utugtige sænker de i smudsige sumpe med grenværk lagt ovenpå”.
Beskrivelsen passer på Tollundmanden, men Nina Helt Nielsen afviser forbryder-teorien: “Hvorfor skulle de så lægge ham ned i mosen med så stor omsorg?”
Andetsteds nævner Tacitus, at en af de germanske stammer har tradition for menneskeofringer i skoven: “Ved offentligt at ofre en mand indleder de her den frygtelige højtidelighed i deres barbariske tilbedelse”.
Bjarne Nielsen fra Vesthimmerlands Museum viser et kranie fundet i en lavmose.
Gamle fund står frem fra glemslen
Mens Tollundmanden og mange andre moselig undersøges på kryds og tværs, er nogle forskere i disse år også i gang med at undersøge de såkaldte moseskeletter.
De stammer fra såkaldte lavmoser, som ikke har samme bevarende effekt som højmoser, men ligesom moseligene er moseskeletterne sandsynligvis blevet ofret.
I en nyligt offentliggjort undersøgelse har danske forskere nærstuderet skeletdelene fra 10 individer fundet i Nordjylland. De stammer alle fra lavmoser, og undersøgelsen afslører, at også børn endte i moserne.
Håbet er, at skeletterne kan fortælle nye sider af historien om de mennesker, som blev udvalgt til mosebegravelse.
Ifølge Nina Helt Nielsen er en form for menneskeofring da også den sandsynligste forklaring på Tollundmandens barske død.
Hun påpeger, at man i mange moser har fundet andre ofringer i form af lerpotter med fødevarer, dyreknogler, kedler osv.
Og efter Tollundmandens fund i 1950 fortalte lokale, hvordan de tidligere var stødt på lerpotter i Bjældskovdal.
Desuden har der ligget to andre moselig mindre end 150 m fra Tollundmanden: Ellingkvinden og et navnløst moselig, som blev fundet i 1927, men aldrig bjærget.
Ifølge Nina Helt Nielsen blev Ellingkvinden, der var ca. 25-30 år gammel, tilsyneladende lagt ned i mosen få årtier eller et århundrede efter Tollundmanden. Og ligesom ham blev hun hængt.
“Spørgsmålet er, om man stadig huskede Tollundmanden, da man ofrede Ellingkvinden? Var det måske endda de samme mennesker, der stod bag?” siger Nina Helt Nielsen.
Hun vurderer, at der godt kan have været endnu flere ofrede mennesker i mosen – de er bare aldrig blevet fundet.
“Der er ingen tvivl om, at moserne ansås for porten til en anden verden, men hvad den anden verden bestod af, aner vi ikke”, erkender arkæologen.
Ifølge hende er det uvist, hvorfor Tollundmanden blev udvalgt som offer, men alt tyder på, at det foregik udramatisk.
“Der er ingen tegn på, at han pludselig blev overrasket og løb væk eller blev slået ned”, påpeger Nina Helt Nielsen.
Ifølge hende kan det endda være, at han selv meldte sig som offer: “Han vidste i hvert fald helt sikkert, hvad der skulle ske”.
