Verdens bedst bevarede mosemand kan nu for første gang mødes ansigt til ansigt og i fuld figur. Museum Silkeborg har nemlig i anledning af 70-året for fundet af Tollundmanden fået hollandske eksperter i rekonstruktion til at genoplive mosemanden i detaljer helt ned til den enkelte fodvorte. Og resultatet er imponerende – og overraskende.
“Faktum er jo, at selvom han i montren ser ud, som om han kunne vågne op, hvad øjeblik det skulle være, så har han set anderledes ud i levende live”, forklarer en begejstret Ole Nielsen.

Tollundmanden blev hængt omkring 400 f.Kr. I 1950 fandt tørvegravere hans velbevarede lig i moseområdet Bjældskovdal nær Silkeborg.
Han er direktør for Museum Silkeborg og har fulgt rekonstruktionsprocessen fra begyndelsen. Selv han var dog forbløffet, da øjnene som noget af det sidste blev sat i modellen.
“Da var det, ligesom om han blev tændt. Jeg tænkte, at han godt kunne være en venlig nabo”.
Bag rekonstruktionen står de berømte Kennis-brødre, der i deres studio i Holland har stået bag rekonstruktionerne af bl.a. ismanden Ötzi og hominiden Lucy. Brødrene har været begunstiget af, at Tollundmanden er så velbevaret.
“Vi kan endda sige, hvilke rynker han har haft i ansigtet”, forklarer Ole Nielsen.
Til gengæld er øjenfarven baseret på gætværk: “Han kan ligeså godt have haft brune øjne”, erkender Ole Nielsen.
Ifølge museumsdirektøren er noget af det, som har fascineret ham mest, modellens ekstremt livagtige detaljer:
“Jeg er vildt imponeret over den livagtige hud med kropsbehåring og det hele. Ansigtsudtrykket er også fantastisk livagtigt. Og så er det jo første gang, vi faktisk ser hans tænder”.

Tollundmanden er især berømt for sit ekstremt velbevarede ansigt, hvor man kan se hver en rynke.
Tollundmanden var stort set nøgen, da han for ca. 2.400 år siden blev lagt i mosen i Bjældskovdal, nær Silkeborg. Om livet havde han et bælte og på hovedet en hue – intet andet. Derfor måtte Museum Silkeborg alliere sig med Nationalmuseets eksperter for at udvælge mosemandens tøj.
“Til min store overraskelse viste det sig, at den mest sandsynlige klædning ville være en form for stort tæppe, som var viklet om kroppen. Datidens tekstiler egner sig ganske enkelt ikke til at blive skåret i og syet sammen. Derfor er han iklædt et stykke uldstof, der er viklet om kroppen på ham”, forklarer Ole Nielsen.
Oven på uldstoffet har Tollundmanden fået en skindkappe, som matcher hans hue og iøvrigt var typisk i den tidlige jernalder.
Ole Nielsen vurderer, at rekonstruktionen er 80-90 pct. nøjagtig. Men det betyder ikke, at kommende undersøgelser af Tollundmanden ikke på et tidspunkt afslører helt nye detaljer om den gådefulde mosemand.
“Jeg er derfor næste sikker på, at det her ikke er den sidste rekonstruktion, verden kommer til at se. Men jeg tror, det bliver den sidste, jeg bliver involveret i”.