Top 10: Virkelighedens Indiana Jones'er

På tværs af kontinenterne rejste arkæologiens frontmænd langt ud bag civilisationens grænser for at gøre nye og epokegørende opdagelser.

På tværs af kontinenterne rejste arkæologiens frontmænd langt ud bag civilisationens grænser for at gøre nye og epokegørende opdagelser.

Scanpix/Corbis
© IMP Awards Wikimedia

Indiana Jones fylder 40 år

Den elskede eventyrer har været på skattejagt siden 1981, hvor "Jagten på den forsvundne skat" premierede verden over.

Og der er noget at glæde sig til for de mange fans, der kan se frem til nye vovestykker, når Indiana Jones 5 som ventet ruller over det store lærred i 2022.

Filmen har både 79-årige Harrison Ford og danske Mads Mikkelsen på rollelisten, sidstnævnte efter sigende som nazi-videnskabsmand hvervet af amerikanerne i kampen mod Sovjet.

Filmhelten Indiana Jones er ikke grebet ud af den blå luft. En række af arkæologi-­historiens mest eventyrlystne frontmænd har givet inspiration til den piskesvingende filmfigur.

Virkelighedens Indiana Jones'er udførte feltarbejde, der krævede nerver af stål.

De var mænd af handling og var villige til at gøre alt for at sikre sig deres fund – også selv om det bragte dem på kanten af loven eller tæt på døden. Som dødsforagtende vovehalse satte de livet på spil, når de drog til de fjerneste egne af kloden og kastede sig ud i halsbrækkende eventyr.

De hang på stejle klippesider, kæmpede imod vilde røvere, dykkede i mørke brønde og begav sig ud i tætte jungler, hvor ingen havde været før – alene i håb om at finde skjulte skatte og spor efter forsvundne civilisationer.

©

Arkæologernes eventyr tog dem verden rundt

  1. Mongoliet: Roy Chapman Andrews (1884-1960)
  2. Mexico: Edward Herbert Thompson (1857-1935)
  3. Peru: Hiram Bingham (1875-1956)
  4. Egypten: Giovanni Batista Belzoni (1778-1823)
  5. Honduras: John Lloyd Stephens (1805-1852)
  6. Irak: Austen Henry Layard (1817-1894)
  7. Brasilien: Percy Fawcett (1867-1925)
  8. Tyrkiet: Heinrich Schliemann (1822-1890)
  9. Irak: Robert Johann Koldewey (1855-1925)
  10. Iran: Henry Creswicke Rawlinson (1810-1895)

Ofte lykkedes ekspeditionerne, og arkæologerne bragte unikke skatte med sig tilbage til Europa og USA – guld og ædel­stene, statuer, relieffer og hele bygninger, som gav uvurderlig indsigt i fortidens gåder.

De modige arkæologer blev folkehelte.

De udgav bøger om deres bedrifter og blev hovedpersoner i historier, der vandrede fra mund til mund – og de gav alle på hver sin vis inspiration til filmhelten Indiana Jones.

1. ROY CHAPMAN ANDREWS

År: 1913-1930
Nationalitet: Amerikansk.
Uddannelse: Biolog.
Job: Gulvvasker, konservator og palæontolog.
Fund: Dinosaureæg.

Fra Gulvvasker til legende

22-årige Roy Chapman Andrews drømte om at arbejde for Museum of Natural History i New York.

I 1906 gik den store drøm i opfyldelse, da museet endelig ansatte ham – som gulvvasker.

I løbet af årene arbejdede Andrews sig op i graderne, indtil han 16 år senere blev sat til at lede en prestigefuld ekspedition til Mongoliet, hvor han skulle grave efter dinosaur-fossiler i Gobi-ørkenen.

Arbejdet i Gobi-ørkenen var hårdt, men belønningen var stor. Andrews' mange fund i den mongolske ørken gjorde ham verdensberømt.

© Scanpix/Corbis

Andrews gjorde mange sensationelle fund på turen, men udgravningsholdet arbejdede under vanskelige vilkår.

Mongoliet var plaget af voldsomme sandstorme og vilde dyr. Desuden lå russiske og kinesiske soldater i krig, og omstrejfende røvere gjorde vejene usikre.

© Scanpix/Corbis

Dinosauræg revolutionerede palæontologien

  • Andrews' vigtigste fund var en række dinosaurreder med forstenede æg i Gobi-ørkenen i Mongoliet. Dette fund var et kvantespring for palæontologien – forud for Andrews' fund troede forskerne, at dinosaurerne havde født levende unger.

  • Under Andrews' ekspedition i Mongoliet blev hans lejr invaderet af giftslanger. Et pludseligt fald i temperaturen gjorde de lune telte til et attraktivt sted for slangerne, der flokkedes om lejren. Andrews og hans mænd måtte frem med isøkserne og hakke slangerne i stykker, men flere kryb dukkede hele tiden op. Efter et par dage gav ekspeditionen op og overlod lejren til slangerne.

Andrews gav derfor sine folk rifler og gik altid selv med en revolver. Han monterede endda maskingeværer på bilerne, så hans folk altid var klar til en mindre krig. Våbnene fik Andrews brug for flere gange.

I et af tilfældene var han kørt forud for resten af holdet, da tre landevejsrøvere pludselig stod foran ham på deres heste.

Ekspeditionen til Gobi-ørkenen foregik under ekstremt hårde og udmattende forhold.

© Scanpix/Corbis

De lagde an til angreb, men Andrews sparkede speederen i bund og kørte direkte mod dem, mens han brugte sin revolver flittigt.

Hestene, som ikke havde set biler før, gik i panik og løb af sted med deres ryttere – væk fra Andrews, som kunne ånde lettet op.

2. EDWARD H. THOMPSON

År: 1885-1934
Nationalitet: Amerikansk.
Uddannelse: Ingen.
Job: Amerikansk konsul i Yucatan, Mexico.
Fund:** Chichen Itzá.*

Dyb brønd var fyldt med Maya-skatte

Edward Herbert Thompson var stensikker på, at Mexicos mayaindianere var efterkommere af indbyggerne i Atlantis – den mytiske civilisation, der var sunket i havet.

Thompsons fascination af legenden drev ham af sted på flere opdagelsesrejser i Mellemamerika, og i 1885 befandt han sig i Mexicos tætte jungle. Her opdagede han maya-ruinbyen Chichen Itzá. I nærheden af byens offerpyramide fandt han en dyb brønd, der var fyldt med sten og affald.

Thompson dykkede 25 meter ned i en mørk og kold brønd – gevinsten blev unikke maya-skatte.

Thompson havde hørt beretninger om mayaernes offerbrønde, hvor unge piger og guld blev ofret til guderne, og han besluttede sig derfor for at undersøge brønden.

Han rejste tilbage til USA og skaffede penge til projektet, som alle andre arkæologer betragtede som formålsløst og vanvittigt.

Efter et kort dykkerkursus vendte Thompson tilbage til Chichen Itzá, hvor han i flere måneder gravede dynd og skrald op fra brønden. Langsomt begyndte værktøj, våben og smykker at dukke op – og til sidst skelettet af en ung pige.

©

30 år i mayaernes jungle

  • Allerede Thompsons første undersøgelser viste, at Chichen Itzá var en arkæologisk guldgrube. Området indeholdt bl.a. flere templer, en stor pyramide, et observatorium, en boldbane og den berømte offerbrønd, som alle lå gemt under junglens tætte dække. Thompsons fund har været en af forskernes vigtigste kilder til viden om maya-indianernes kultur, religion og levevis.

  • Thompson mente, at han måtte leve tæt på maya-indianernes efterkommere for at forstå mayaernes kultur, religion og historie. Han tilbragte derfor 30 år af sit liv ved ruinerne af Chichen Itzá, hvor han lærte det lokale indianske sprog og boede i junglen blandt indianerne.

Fundene gav Thompon mod på mere. Han besluttede sig for at dykke ned i den 25 meter dybe brønd, selv om hans ene ben var lamt efter en tur i en indiansk dyrefælde.

Iført dykkerudstyr og tunge blykæder lod han sig sænke i det brune vand og dalede mod bunden, mens vandtrykket truede med at sprænge hans trommehinder.

I bunden af den mørke brønd fandt Thompson flere skeletter og talrige offergaver. Den farefulde udgravning førte til fundet af værdifulde arkæologiske maya-skatte og gav Thompson en plads blandt de største arkæologer.

3. HIRAM BINGHAM

År: 1911
Nationalitet: Amerikansk
Uddannelse: Ph.d. i historie og samfundsfag
Job: Universitetslektor, arkæolog, pilot og politiker
Fund: Machu Piccu

Lektor fandt stor Inka-by

Hiram Bingham tørstede efter berømmelse. Og han var godt klar over, at han ikke ville finde den bag katederet på Yale University, hvor han underviste.

Han måtte ud på en ekspedition og gøre et sensationelt fund. Bingham havde hørt rygter om glemte inka-byer i Andesbjergene; hvis han kunne finde sådan én, ville hans berømmelse være sikret.

I 1911 drog Bingham ind i den peruvianske jungle. Lokale indianere førte ham dybt ind i Urubamba-dalen, hvor han ville bestige en bjergkam, som efter sigende skulle have en stor ruinby på toppen.

Efter flere rejser i Sydamerika fandt Hiram Bingham inka-byen Machu Picchu.

Vejen bestod af smalle, tilgroede stier og faldefærdige broer, hvor Bingham måtte kravle på hænder og knæ. Da han omsider nåede toppen, blev Bingham dybt skuffet over de ydmyge og faldefærdige ruiner og tilbragte kun et par timer i byen.

Året efter vendte Bingham tilbage til byen – kaldet Machu Picchu – og denne gang lavede han grundige undersøgelser. Først nu gik det op for ham, hvilket arkæologisk vidunder han havde opdaget – og at fundet kunne gøre ham berømt.

Machu Picchu ligger på en bjergkam ved Urubamba-dalen i Peru.

©

Eventyrer blev pilot og guvernør

  • Hiram Binghams store fund, Machu Picchu, er blevet symbolet på inkaernes avancerede civilisation, selv om det endnu er uklart, hvilken funktion byen havde. Bingham mente selv, at den var en hellig by, som kun blev brugt til religiøse ritualer. Andre arkæologer mener, at byen administrerede Inka-rigets økonomi eller fungerede som tilflugtssted for inka-eliten, da de spanske soldater ankom til området.

  • Hiram Bingham var ikke færdig med eventyr efter opdagelsen af Machu Picchu. I 1917 blev han pilot og ledede blandt andet en flyveskole i Frankrig under 1. verdenskrig. Det gjorde hans navn endnu mere kendt, og efter krigen brugte han sin berømmelse til at gå ind i politik. Bingham blev guvernør i Connecticut i 1922 og senator i 1924.

Bingham gik straks i gang med at skrive om byen, og han underdrev ikke de farer, han havde været igennem på ekspeditionen.

Ikke desto mindre var en arkæologisk legende født, og Hiram Bingham blev lige så berømt, som han drømte om.

4. GIOVANNI B. BELZONI

År: 1817-1819
Nationalitet: Italiensk, men flyttede som ung til England
Uddannelse: Studerede en overgang til maskiningeniør
Profession: Stærk mand i cirkus, embedsmand ved det britiske konsulat
Fund: Chefren-pyramiden

Penge drev Belzoni

Hans forældre nærede et brændende ønske om, at han skulle være præst, men Giovanni Battista Belzoni ville hellere opleve verden.

Rejselyst sendte ham som ung fra hjemlandet Italien til England, hvor han som følge af sin imponerende fysik – han var to meter høj – blev stærk mand i et cirkus.

Eventyrlyst og pengebegær fik Belzoni til at rejse til Egypten og gøre store arkæologiske fund.

© Bridgeman/Scanpix/Topfoto

Hærværk for historien

  • Belzoni gjorde en lang række store fund i Egypten. Mest berømt er Chefren-pyramiden, som blev bygget for ca. 4500 år siden af farao Chefren, der var søn af Keops. Chefren stod også bag bygningen af sfinksen i Giza – ifølge nogle egyptologer forestiller sfinksens hoved netop Chefren.

  • Over indgangen til Chefren-pyramiden i Giza og på Ramses 2.s trone i Theben indridsede Belzoni sit navn, så fremtidige generationer ville huske hans store bedrifter.

I 1815 rejste Belzoni til Egypten for at sælge et mekanisk vandhjul, som han selv havde opfundet, og rejsen blev startskuddet til Belzonis eventyr. Han opdagede, at arkæologiske fund kunne indbringe mange penge hos europæiske rigmænd, og kastede sig derfor ud i en lang række udgravninger, som skulle sikre ham velstand.

Ofte foregik udgravningerne på brutal vis uden hensyn til de antikke bygninger. Belzoni boltrede sig i Egyptens antikke fortid og gjorde masser af arkæologiske fund – bl.a. Seti 1.s hundrede meter lange grav i Kongernes Dal og Chefren-pyramiden ved Giza.

Belzonis eventyrlyst var imidlertid ikke stillet, og han begav sig ud for at finde byen Timbuktu i Vestafrika. Han døde undervejs af dysenteri i Benin.

5. JOHN LIOYD STEPHENS

År: 1839
Nationalitet: Amerikansk
Uddannelse: Jurist
Profession: Advokat og diplomat
Fund: Copán

Advokat fandt glemt by i junglen

John Lloyd Stephens var advokat, men lige under overfladen lurede en arkæolog. Han blev for alvor vakt til live, da Stephens en dag faldt over en gammel bog, som beskrev nogle store ruiner i Honduras.

Ved at trække i politiske tråde fik Stephens udnævnt sig selv til diplomat og fik på den måde finansieret en jungle-ekspedition.

Sammen med tegneren Frederick Catherwood drog han til Honduras. Det lille rejseselskab vandrede længe gennem ufremkommelig jungle, før de stødte på det første tegn på civilisation: en høj stenstøtte med tegninger og hieroglyffer.

Den store pyramide i Copán var blot én af mange store bygninger i byen.

© scanpix/akg-images/meridian magazine

En metropol skjult i junglen

  • Da Stephens ankom til Copán i 1839, var området dækket af et grønt plantedække, men snart viste det sig, at junglen gemte på en af Maya-rigets største og vigtigste byer. Omkring 700-tallet var Copán en imponerende metropol, som mayaernes dygtigste billedhuggere og håndværkere satte deres præg på.

Længere inde i junglen fandt de smukke skulpturer og et stort pyramideformet bygningsværk. Overalt hoppede aber omkring i de gamle ruiner.

Stephens og Catherwood rejste videre i Honduras og Guatamala, hvor de stødte på flere levn fra maya-civilisationen.

Hjemme i USA udgav Stephens sin rejseberetning, der blev illustreret med Catherwoods tegninger. Bogen gjorde Stephens berømt over hele verden som opdageren af mayaernes fortidsrige.

6. AUSTEN HENRY LAYARD

År: 1845
Nationalitet: Britisk
Uddannelse: Jurist
Job: Diplomat, arkæolog, politiker og kunstsamler
Fund: Nimrud

Layard deltog i stammekrige

Det lå ikke i kortene, at Austen Henry Layard skulle blive arkæolog og eventyrer. Hans familie tilhørte den britiske elite, og som ung mand kæmpede Layard sig gennem et hårdt jurastudium.

Men inderst inde drømte han om at rejse Jorden rundt. Sin fritid brugte han derfor på at studere tropesygdomme og lære sig at bruge kort og kompas.

Ved først givne lejlighed forlod Layard London for at rejse rundt i Mellemøsten, hvor han bl.a . deltog i stammekrige og med fare for sit liv flirtede med konen til en lokal fyrste.

Assyrerne mente, at tyre med mandehoveder beskyttede mod ondskab.

© Bridgeman

Til sine venner fortalte han vidt og bredt om en stor høj, han havde set på sine rejser. Den lå perfekt i forhold til bibelske beskrivelser af den forhistoriske by Nimrud.

I 1845 gik Layard i gang med at udgrave højen. Arbejdet varede flere år, og undervejs kom Layard flere gange i konflikt med både lokale magthavere, der så ham som en trussel, og beduinstammer, der røvede hans lejr.

En enkelt gang måtte Layard lægge en stammehøvding i lænker og bortføre ham for at få udleveret noget udstyr, som beduinerne havde stjålet.

Efter sine mange arkæologiske fund fik Layard en stor karriere som politiker.

© The Granger Collection

Storby bekræftede bibelen

  • Layards udgravning af Nimrud kastede nyt lys over det assyriske rige, som indtil da blot var kendt gennem diffuse bibelske referencer. Nimrud – hovedstaden i assyrernes rige for ca. 2800 år siden – var en højt udviklet by med ca. 100.000 indbyggere.

Den store høj gemte på fantastiske fund, og allerede i de første par dage fandt Layard to paladser – pragtfuldt udsmykket med statuer og relieffer, som blev sendt til London, hvor de i dag er udstillet på British Museum.

Layard var en dygtig skribent og skrev levende om alle sine farlige oplevelser. Hans bøger gav ham allerede i datiden en plads blandt de mest fascinerende og frygtløse arkæologer.

7. PERCY FAWCETT

År: 1925
Nationalitet: Britisk
Uddannelse: Ingeniør
Profession: Oberst og opdagelsesrejsende
Fund: Mato Grosso

Fawcetts død er stadig et mysterium

Percy Fawcetts eventyrlyst kostede ham i sidste ende livet. Han rejste syv gange til Sydamerika, hvor han kortlagde øde områder i Brasilien og Bolivia.

Herfra trængte han dybt ind i Amazonas' jungle, og fra sine rejser kunne han berette om arkæologiske fund og fremmedartede dyr som hunde med to snuder.

I 1925 begav Fawcett sig ud på en ekspedition, der skulle finde en forsvunden by i Brasiliens jungle. I sine optegnelser kaldte han byen “Z”.

Den 29. maj telegraferede Fawcett til sin kone, at han begav sig ind i ukendt territorium sammen med sønnen Jack og vennen Raleigh. Det lille rejseselskab blev sidst set, da de krydsede Amazon-floden. Derefter hørte man intet til dem.

Eventyrlysten tog livet af Fawcett – han forsvandt i den brasilianske jungle i 1925.

© Polfoto/Topfoto

Inspirerede Sherlocks skaber

  • Fawcett er mest kendt for sine ekspeditioner til Mato Grosso – et isoleret område i Brasilien, der var dækket af vild jungle. Området var særledes farligt at færdes i på grund af bororo-indianerne, som jævnligt angreb nybyggere og soldater. Ifølge myterne gemte Mato Grossos jungle på forsvundne byer og selve indgangen til Jordens indre.

  • Forfatteren Arthur Conan Doyle hentede efter sigende inspiration til bogen “Den forsvundne verden” hos Percy Fawcett. Historien foregår i Sydamerikas jungle, hvor et selskab leder efter en forsvunden by.

Fawcetts mystiske forsvinden satte gang i spekulationerne, og op mod 100 mænd mistede livet i en række ekspeditioner, der ville opklare hans skæbne.

Teorier gik på, at vilde dyr havde ædt ham, eller at indianere havde myrdet ham. Nogle mente sågar, at han havde mistet hukommelsen og fortsat levede i junglen som høvding for kannibaler.

Fawcetts navneskilt og kompas blev fundet hos indianere, men hans skæbne forbliver den dag i dag et mysterium.

8. HEINRICH SCHLIEMANN

År: 1863-1890
Nationalitet: Tysk født, men senere amerikansk statsborger
Uddannelse: Handel
Job: Forretningsmand og arkæolog
Fund: Troja er kendt fra “Iliaden”.

Gammelt digt førte til Troja

Forretningsmanden Heinrich Schiemann havde siden sin barndom været opslugt af det græske helte-epos “Iliaden”, der beskriver, hvordan byen Troja blev angrebet af grækerne. Schliemann gennemsøgte “Iliaden” for hentydninger til Trojas placering og nåede frem til, at byen måtte ligge i Vesttyrkiet.

Som 46-årig besluttede Schliemann, at han nu var rig nok til at lede efter Troja på fuldtid. Han opgav sine forretninger og rejste til Tyrkiet. Da hans kone ikke ville med, lod han sig i al hast skille.

Ved at lede efter spor i “Iliaden” fandt Heinrich Schliemann Trojas ruiner i det vestlige Tyrkiet.

© BPK

Iliaden viste vej

  • Da Schliemann begyndte sine udgravninger, regnede arkæologer “Iliaden” for en opdigtet historie uden historisk basis. Schiemann tog den bogstaveligt, og den førte ham til Troja. På samme vis brugte han “Iliaden”, da han udgravede oldtidsbyen Mykene.

  • “Iliaden” fyldte så meget i Schliemanns liv, at han opkaldte sine børn efter to af personerne i bogen: Andromache og Agamemnon. Ved deres dåb holdt han en kopi af “Iliaden“ mod deres pander, mens han
    reciterede fra den.

Det sted, som Schliemann havde identificeret som Troja, viste sig ganske rigtigt at indeholde oldtidsruiner. De lå oven på hinanden i adskillige lag, og Schliemann var overbevist om, at Troja var det nederste lag. I sin iver efter at komme til det ødelagde han stort set alt ovenover.

De øvre lag gravede han hensynsløst igennem og fik kørt væk.

I 1873 gjorde Schliemann et spektakulært fund. Ved en mur fandt han en guldskat, som ifølge Schliemann var blevet gravet ned af Trojas kongefamilie. Han smuglede sine fund ud af Tyrkiet, men blev afsløret, da han offentliggjorde et foto af sin nye kone iført guldsmykkerne.

Ved at lede efter spor i “Iliaden” fandt Heinrich Schliemann Trojas ruiner i det vestlige Tyrkiet.

© Scanpix/akg-images

De tyrkiske myndigheder var rasende og ville have smykkerne, så Schliemann flyttede til Grækenland. Her udgravede han byen Mykene og fandt i 1876 en guldmaske, som han mente havde tilhørt sagnkongen Agamemnon.

Nyere forskning har vist, at masken er langt ældre, end Schliemann antog. Også det lag af Troja, som Schliemann gravede efter, er langt ældre, så ironisk nok har han selv ødelagt de ruiner, han drømte om at finde.

Guldmasken blev fundet i en kongelig grav i byen Mykene. Schliemann mente, at den tilhørte Agamemnon.

© Wikimedia/National Archaeological Museum of Athens

9. ROBERT J. KOLDEWEY

År: 1899-1914
Nationalitet: Tysk
Uddannelse: Læste kunsthistorie og arkitektur uden at tage eksamen
Job: Lektor og arkæolog
Fund: Babylon

Tysker bragte Babylon til live

Robert Johann Koldewey følte, at han efterhånden havde oplevet nok. Som 40-årig havde han deltaget i masser af udgravninger i Europa og Mellemøsten, og nu ville han slå sig til ro som lærer på en tysk skole.

Men efter tre år bag katederet stod én ting klart for Koldewey: Han måtte igen drage ud og opleve den store verden.

Han fik overtalt en museumsdirektør i Berlin til at sætte ham i spidsen for en ambitiøs udgravning af oldtidsbyen Babylon, som kom til at vare hele 14 år.

Koldewey (tv.) og hans mænd måtte kæmpe imod både røvere og vilde dyr, mens de udgravede Babylon.

© Ullstein Bild

Babylon var ikke let at udgrave. Byen var skjult under op til 24 meter jord, og området omkring den var plaget af røvere og interne magtkampe mellem de lokale stammer.

En nat blev Koldewey og hans følge – på vej til Babylon efter et besøg ved en anden udgravning – angrebet og beskudt af områdets landsbyboere, som antog dem for at være en røverbande. For at bringe skydningen til ophør fortsatte Koldewey koldblodigt med at ride fremad for at identificere sig.

Babelstårnet blev anset for en myte, indtil Koldewey udgravede det.

© Mary Evans

Babylon var civiliseret

  • Koldeweys vigtigste bedrift var udgravningerne af Babylon. Hans fund viste, at babylonierne ikke var blodtørstige barbarer, som de ellers er beskrevet i Det Gamle Testamente. Deres civilisation var avanceret og kunne måle sig med egypternes og grækernes.

  • Robert Johann Koldewey var ikke den første arkæolog, der forsøgte at udgrave ruinerne af oldtidsbyen Babylon. Tidligere ekspeditioner havde gennemhullet området og efterladt en lang række tunneler, som var blevet tilholdssted for slanger, hyæner og andre vilde dyr. Koldewey havde dog ikke i sinde at lade dyr stå i vejen for hans arbejde, og han fandt hurtigt ud af, at et par skud ind i de mørke huler jog det meste kryb ud.

Da det gik op for landsbyboerne, at de skød på de forkerte, fik de travlt med at undskylde, men Koldewey var rasende. Samtidig havde han blik for det komiske i situationen:

“Sådan en uforskammethed at skyde løs her, som om ørkenen tilhørte jer alene,” skældte han. “Hvor let kan man ikke få noget i øjet?”

14 år af sit liv brugte Robert Koldewey på old-­tids­byen Babylon – resultatet blev nogle af de mest enestående fund.

© BPK

På trods af alle genvordigheder var Koldewey tilfreds med sine udgravninger i Babylon. Det vigtigste fund var det legendariske Babelstårn, som ellers blev anset for en bibelsk myte.

Også Babylons høje bymure og Ishtar-porten – som i dag er rekonstrueret i Pergamon-museet i Berlin – hører blandt de vigtigste fund.

Desuden opdagede Koldewey nogle ruiner, som han mente var resterne af Babylons hængende haver. Ifølge nutidens arkæologer ligger ruinerne dog for langt fra Eufrat-floden, som skulle forsyne haverne med vand.

VIDEO – Se Babylons Isthar-port:

10. HENRY C. RAWLINSON

År: 1836-1851
Nationalitet: Britisk
Uddannelse: Soldat
Profession: Oberst, diplomat og parlamentsmedlem
Fund: kileskriften

Rawlinson var villig til at ofre sit liv

Et tilfældigt møde med en engelsk guvernør blev startskuddet til Henry Creswicke Rawlinsons livslange interesse for Persien.

Som 17-årig kadet på et skib mødte han guvernøren af Bombay, som var særdeles velorienteret om persiske forhold. I løbet af den månedlange sejltur diskuterede de to mænd flittigt persisk litteratur, historie og sprog.

100 meter over jorden stod Rawlinson og kopierede inskriptionerne.

© Mary Evans

Ni år senere stod Rawlinson på en vakkelvorn stige på en stejl klippeside i Persien – omkring 100 meter over jorden.

Ved hjælp af klatrehager og tove havde Rawlinson kæmpet sig op ad klippevæggen, og nu stod han over for et prægtigt syn: Imponerende figurer forestillede perserkongen Dareios 1. (522-486 f.Kr.), som med våben betvang sine modstandere.

Rundt om kongens mindesmærke var 14 rækker inskriptioner, som ingen af Rawlinsons kollegaer tidligere havde haft modet til at klatre op til.

Rawlinson kom til Persia som soldat og reiste derfra som arkeologisk legende.

© Scanpix/Corbis

Dareios 1. gav nøglen til kileskrift

  • Dareios 1.s inskription hjalp Rawlinson med at løse kileskriftens store hemmelighed. Perserkongens mindesmærke er ca. 15 meter højt og 25 meter bredt og er mejslet ind i siden på Bisutun-bjerget i det vestlige Iran. Det består af et stort relief (3 x 5,5 meter) af kong Dareios 1. Under den er et panel med oldpersisk kileskrift, der fortæller om kongens erobringer. To andre paneler fortæller næsten samme historie på babylonsk og elamisk.

  • Efter sin succes med tydningen af den oldpersiske inskription rejste Rawlinson til England, hvor han donerede sin værdifulde samling af antikviteter til British Museum. Til gengæld blev han ansat af museet og sendt til det nuværende Irak for at lede udgravningerne ved Nimrud, der var påbegyndt af Austen Henry Layard.

På den stejle klippe kopierede Rawlinson inskriptionerne, som senere skulle vise sig at være på tre forskellige sprog – oldpersisk, elamisk og babylonsk.

Ved at sammenligne de tre sprog lykkedes det Rawlinson – efter ni års hårdt arbejde – at forstå kong Dareios' indskrift. Rawlinsons forskning var skrifttydningens største triumf og skabte sensation blandt forskere verden over.

Ved hjælp af Rawlinsons fund kunne de nu tyde mange af oldtidens andre inskriptioner og skaffe ny viden om menneskehedens historie.