Top 10: Virkelighedens Indiana Jones'er

Filmhelten Indiana Jones er ikke grebet ud af den blå luft. En række af arkæologi-­historiens mest eventyrlystne frontmænd har givet inspiration til den piskesvingende filmfigur.

Virkelighedens Indiana Jones'er udførte feltarbejde, der krævede nerver af stål.

De var mænd af handling og var villige til at gøre alt for at sikre sig deres fund – også selv om det bragte dem på kanten af loven eller tæt på døden. Som dødsforagtende vovehalse satte de livet på spil, når de drog til de fjerneste egne af kloden og kastede sig ud i halsbrækkende eventyr.

De hang på stejle klippesider, kæmpede imod vilde røvere, dykkede i mørke brønde og begav sig ud i tætte jungler, hvor ingen havde været før – alene i håb om at finde skjulte skatte og spor efter forsvundne civilisationer.

Ofte lykkedes ekspeditionerne, og arkæologerne bragte unikke skatte med sig tilbage til Europa og USA – guld og ædel­stene, statuer, relieffer og hele bygninger, som gav uvurderlig indsigt i fortidens gåder.

De modige arkæologer blev folkehelte.

De udgav bøger om deres bedrifter og blev hovedpersoner i historier, der vandrede fra mund til mund – og de gav alle på hver sin vis inspiration til filmhelten Indiana Jones.

Andrews gjorde mange sensationelle fund på turen, men udgravningsholdet arbejdede under vanskelige vilkår.

Mongoliet var plaget af voldsomme sandstorme og vilde dyr. Desuden lå russiske og kinesiske soldater i krig, og omstrejfende røvere gjorde vejene usikre.

Andrews gav derfor sine folk rifler og gik altid selv med en revolver. Han monterede endda maskingeværer på bilerne, så hans folk altid var klar til en mindre krig. Våbnene fik Andrews brug for flere gange.

I et af tilfældene var han kørt forud for resten af holdet, da tre landevejsrøvere pludselig stod foran ham på deres heste.

De lagde an til angreb, men Andrews sparkede speederen i bund og kørte direkte mod dem, mens han brugte sin revolver flittigt.

Hestene, som ikke havde set biler før, gik i panik og løb af sted med deres ryttere – væk fra Andrews, som kunne ånde lettet op.

Thompson havde hørt beretninger om mayaernes offerbrønde, hvor unge piger og guld blev ofret til guderne, og han besluttede sig derfor for at undersøge brønden.

Han rejste tilbage til USA og skaffede penge til projektet, som alle andre arkæologer betragtede som formålsløst og vanvittigt.

Efter et kort dykkerkursus vendte Thompson tilbage til Chichen Itzá, hvor han i flere måneder gravede dynd og skrald op fra brønden. Langsomt begyndte værktøj, våben og smykker at dukke op – og til sidst skelettet af en ung pige.

Fundene gav Thompon mod på mere. Han besluttede sig for at dykke ned i den 25 meter dybe brønd, selv om hans ene ben var lamt efter en tur i en indiansk dyrefælde.

Iført dykkerudstyr og tunge blykæder lod han sig sænke i det brune vand og dalede mod bunden, mens vandtrykket truede med at sprænge hans trommehinder.

I bunden af den mørke brønd fandt Thompson flere skeletter og talrige offergaver. Den farefulde udgravning førte til fundet af værdifulde arkæologiske maya-skatte og gav Thompson en plads blandt de største arkæologer.

Vejen bestod af smalle, tilgroede stier og faldefærdige broer, hvor Bingham måtte kravle på hænder og knæ. Da han omsider nåede toppen, blev Bingham dybt skuffet over de ydmyge og faldefærdige ruiner og tilbragte kun et par timer i byen.

Året efter vendte Bingham tilbage til byen – kaldet Machu Picchu – og denne gang lavede han grundige undersøgelser. Først nu gik det op for ham, hvilket arkæologisk vidunder han havde opdaget – og at fundet kunne gøre ham berømt.

Bingham gik straks i gang med at skrive om byen, og han underdrev ikke de farer, han havde været igennem på ekspeditionen.

Ikke desto mindre var en arkæologisk legende født, og Hiram Bingham blev lige så berømt, som han drømte om.

I 1815 rejste Belzoni til Egypten for at sælge et mekanisk vandhjul, som han selv havde opfundet, og rejsen blev startskuddet til Belzonis eventyr. Han opdagede, at arkæologiske fund kunne indbringe mange penge hos europæiske rigmænd, og kastede sig derfor ud i en lang række udgravninger, som skulle sikre ham velstand.

Ofte foregik udgravningerne på brutal vis uden hensyn til de antikke bygninger. Belzoni boltrede sig i Egyptens antikke fortid og gjorde masser af arkæologiske fund – bl.a. Seti 1.s hundrede meter lange grav i Kongernes Dal og Chefren-pyramiden ved Giza.

Belzonis eventyrlyst var imidlertid ikke stillet, og han begav sig ud for at finde byen Timbuktu i Vestafrika. Han døde undervejs af dysenteri i Benin.

Længere inde i junglen fandt de smukke skulpturer og et stort pyramideformet bygningsværk. Overalt hoppede aber omkring i de gamle ruiner.

Stephens og Catherwood rejste videre i Honduras og Guatamala, hvor de stødte på flere levn fra maya-civilisationen.

Hjemme i USA udgav Stephens sin rejseberetning, der blev illustreret med Catherwoods tegninger. Bogen gjorde Stephens berømt over hele verden som opdageren af mayaernes fortidsrige.

Til sine venner fortalte han vidt og bredt om en stor høj, han havde set på sine rejser. Den lå perfekt i forhold til bibelske beskrivelser af den forhistoriske by Nimrud.

I 1845 gik Layard i gang med at udgrave højen. Arbejdet varede flere år, og undervejs kom Layard flere gange i konflikt med både lokale magthavere, der så ham som en trussel, og beduinstammer, der røvede hans lejr.

En enkelt gang måtte Layard lægge en stammehøvding i lænker og bortføre ham for at få udleveret noget udstyr, som beduinerne havde stjålet.

Den store høj gemte på fantastiske fund, og allerede i de første par dage fandt Layard to paladser – pragtfuldt udsmykket med statuer og relieffer, som blev sendt til London, hvor de i dag er udstillet på British Museum.

Layard var en dygtig skribent og skrev levende om alle sine farlige oplevelser. Hans bøger gav ham allerede i datiden en plads blandt de mest fascinerende og frygtløse arkæologer.

Fawcetts mystiske forsvinden satte gang i spekulationerne, og op mod 100 mænd mistede livet i en række ekspeditioner, der ville opklare hans skæbne.

Teorier gik på, at vilde dyr havde ædt ham, eller at indianere havde myrdet ham. Nogle mente sågar, at han havde mistet hukommelsen og fortsat levede i junglen som høvding for kannibaler.

Fawcetts navneskilt og kompas blev fundet hos indianere, men hans skæbne forbliver den dag i dag et mysterium.

Det sted, som Schliemann havde identificeret som Troja, viste sig ganske rigtigt at indeholde oldtidsruiner. De lå oven på hinanden i adskillige lag, og Schliemann var overbevist om, at Troja var det nederste lag. I sin iver efter at komme til det ødelagde han stort set alt ovenover.

De øvre lag gravede han hensynsløst igennem og fik kørt væk.

I 1873 gjorde Schliemann et spektakulært fund. Ved en mur fandt han en guldskat, som ifølge Schliemann var blevet gravet ned af Trojas kongefamilie. Han smuglede sine fund ud af Tyrkiet, men blev afsløret, da han offentliggjorde et foto af sin nye kone iført guldsmykkerne.

De tyrkiske myndigheder var rasende og ville have smykkerne, så Schliemann flyttede til Grækenland. Her udgravede han byen Mykene og fandt i 1876 en guldmaske, som han mente havde tilhørt sagnkongen Agamemnon.

Nyere forskning har vist, at masken er langt ældre, end Schliemann antog. Også det lag af Troja, som Schliemann gravede efter, er langt ældre, så ironisk nok har han selv ødelagt de ruiner, han drømte om at finde.

Babylon var ikke let at udgrave. Byen var skjult under op til 24 meter jord, og området omkring den var plaget af røvere og interne magtkampe mellem de lokale stammer.

En nat blev Koldewey og hans følge – på vej til Babylon efter et besøg ved en anden udgravning – angrebet og beskudt af områdets landsbyboere, som antog dem for at være en røverbande. For at bringe skydningen til ophør fortsatte Koldewey koldblodigt med at ride fremad for at identificere sig.

Da det gik op for landsbyboerne, at de skød på de forkerte, fik de travlt med at undskylde, men Koldewey var rasende. Samtidig havde han blik for det komiske i situationen:

“Sådan en uforskammethed at skyde løs her, som om ørkenen tilhørte jer alene,” skældte han. “Hvor let kan man ikke få noget i øjet?”

På trods af alle genvordigheder var Koldewey tilfreds med sine udgravninger i Babylon. Det vigtigste fund var det legendariske Babelstårn, som ellers blev anset for en bibelsk myte.

Også Babylons høje bymure og Ishtar-porten – som i dag er rekonstrueret i Pergamon-museet i Berlin – hører blandt de vigtigste fund.

Desuden opdagede Koldewey nogle ruiner, som han mente var resterne af Babylons hængende haver. Ifølge nutidens arkæologer ligger ruinerne dog for langt fra Eufrat-floden, som skulle forsyne haverne med vand.

VIDEO – Se Babylons Isthar-port:

Ni år senere stod Rawlinson på en vakkelvorn stige på en stejl klippeside i Persien – omkring 100 meter over jorden.

Ved hjælp af klatrehager og tove havde Rawlinson kæmpet sig op ad klippevæggen, og nu stod han over for et prægtigt syn: Imponerende figurer forestillede perserkongen Dareios 1. (522-486 f.Kr.), som med våben betvang sine modstandere.

Rundt om kongens mindesmærke var 14 rækker inskriptioner, som ingen af Rawlinsons kollegaer tidligere havde haft modet til at klatre op til.

På den stejle klippe kopierede Rawlinson inskriptionerne, som senere skulle vise sig at være på tre forskellige sprog – oldpersisk, elamisk og babylonsk.

Ved at sammenligne de tre sprog lykkedes det Rawlinson – efter ni års hårdt arbejde – at forstå kong Dareios' indskrift. Rawlinsons forskning var skrifttydningens største triumf og skabte sensation blandt forskere verden over.

Ved hjælp af Rawlinsons fund kunne de nu tyde mange af oldtidens andre inskriptioner og skaffe ny viden om menneskehedens historie.