Tre smukke sarkofager fundet i Egypten

De egyptiske myndigheder har offentliggjort resultatet af et stort ­udgravningsarbejde nær Kongernes dal.

Mere ned 300 kubikmeter grus blev fjernet fra et enkelt rum, for at fritlægge sarkofagen.

© Khaled Desouki/AFP/Ritzau Scanpix

Mange måneders udgravningsarbejde nær Egyptens gamle regeringsby Theben har resulteret i imponerede fund. Bl.a. er to sarkofager dukket op i den enorme grav med betegnelsen “TT33”.

Graven er med sine mere end 330 m lange korridorer større end mange faraograve. De nyfundne sarkofager stammer fra det 18. dynasti (1550-1292 f.Kr.) – en egyptisk brydningstid med både den kvindelige farao Amenhotep og kætterkongen Akhenaten.

Den ene sarkofag blev åbnet, imens pressen var til stede. Heldigvis for de fremmødte journalister kom en velbevaret mumie til syne, da låget blev løftet. Undersøgelser har siden vist, at der er tale om en kvinde, som sandsynligvis hed Pouya.

Embedsmænd lå mellem farao og dronningen

TT33 er en del af det udhuggede gravkompleks El-Assasif, der ligger mellem Kongernes Dal og Dronningernes dal. Hvor disse var forbeholdt hhv. faraoer og dronninger, blev El-Assasif nær Luxor (Theben) brugt til at bisætte højtstående embedsfolk. Kvinden var derfor sandsynligvis hustru i en familie med tætte forbindelser til farao.

I en anden grav i El-Assasif-komplekset har de egyptiske arkæologer fundet endnu en sarkofag, der er skåret i sort træ og belagt med guld. Hiero­glyffer i gravkammeret identificerede den afdøde som ypperstepræsten Thaw-Inkhet-If.

Gravstatuetter i hobetal også fundet

Der er også fundet mere end 1.000 små gravstatuetter og adskillige masker i det enorme gravkompleks. Nu skal mumierne undersøges på laboratorium med bl.a. røntgen for at afsløre mere om deres liv og død.