126th Territorial Defence

Ukrainsk skyttegrav var fuld af historiske genstande

Ukrainske soldater kan andet end at forsvare sig mod russere – også arkæologi er de overraskende ferme til.

Soldater fra det ukrainske forsvars 126. brigade var i færd med at grave skyttegrave nær havnebyen Odessa i det sydlige Ukraine, da de gjorde et overraskende fund: Op af jorden dukkede først rester af lertøj og dernæst hele krukker - såkaldte amforaer.

Soldaterne indså hurtigt, at der ikke var tale om affald fra den lokale landsby, men derimod historiske genstande, der krævede skånsom behandling. Forsigtigt gravede soldaterne derfor videre og afslørede flere utroligt velbevarede amforaer.

Den ukrainske journalist Yana Suporovska skrev efterfølgende:

“Amforaerne er allerede blevet overført til museet, vi er ikke russere – vi bevarer vores historie”.

Amforaerne stammer fra antikken, der varede fra ca. 750 f.Kr. til omkring. 500 e.Kr.

© 126th Territorial Defence

Sejlede vin og olie til Ukraine

Det har endnu ikke været muligt for arkæologer at undersøge de nyfundne krukker nærmere, men ifølge museet i Odessa er der formentlig tale om amforaer fra 300- eller 400-tallet e.Kr.

Amforaer var antikkens foretrukne emballage, som blev brugt til at opbevare alt fra vin til olivenolie og fiskesovs i. Mens deres kostbare last lå beskyttet i amforaerne, sejlede købmænd den til græske kolonier på Sortehavets nordkyst, hvor Odessa i dag ligger.

Når omstændighederne tillader det, skal området, hvor skyttegravene blev gravet, undersøges nærmere af arkæologer. Håbet er at gøre flere velbevarede fund fra antikken.