Også Kappadokiens klipper blev i stor stil udhulet til beboelse.

© National Geographic

Underjordiske byer: Tyrkiets dybeste mysterium

Kappadokien i Tyrkiet er berømt for sine underjordiske byer. De ældgamle anlægs bygmestre kender ingen med sikkerhed, men alt tyder på, at de blev skabt som forsvar mod en overvældende fjende.

En underjordisk gåde

En ganske almindelig husrenovering bragte i 1963 en af Tyrkiets største gåder for dagens­ lys. I den lille by Derinkuyu­ i den centraltyrkiske region Kappadokien var en husejer gået i gang med at rive en gammel mur i sit hus ned.

Væggen bestod af vulkansk klippe, og da manden huggede sig igennem, fik han sig en overraskelse. Bag muren gemte sig en skjult passage, som førte dybt ned i jorden.

Tilkaldte arkæologer kunne konstatere, at den mystiske passage ledte ned til den største underjordiske by endnu fundet i Kappadokien. Snørklede tunneler førte ned til etage efter etage af beboelseskamre, stalde og værksteder.

De nederste etager lå over 50 m under jordoverfladen, og ifølge eksperterne måtte anlægget være flere tusinde år gammelt.

Den underjordiske by i Derinkuyu er langtfra den eneste af sin art i Kappadokien. Op imod 200 underjordiske anlæg er indtil videre blevet fundet i regionen.

Flertallet er små med kun få kamre, men andre kan betegnes som byer med plads til flere tusinde indbyggere. Fælles for de underjordiske boliger er, at deres indgange er skjult, og at de alle indeholder avancerede forsvarssystemer.

For arkæologerne er anlæggene et mysterium. Alle er enige om, at de er ældgamle, men hvem byggede dem, og hvorfor følte de sig nødsaget til at gemme sig?

Vulkaner skabte klippe-civilisation

Kappadokien er i dag en af verdens mest usædvanlige regioner. Tre store vulkaner og en mænge små har gennem millioner af år spyet gigantiske askeskyer op i luften over området.

Idet asken faldt ned på jorden, dannede den en lava-lignende substans, der kom til at dække store dele af området i et op til 300 m tykt lag. Det enorme tæppe af vulkansk aske blev til tuf-sten, som er let at udhugge og under påvirkning af luft bliver hård som cement.

I dette månelandskab voksede kun få træer, der kunne bruges som byggemateriale, og indbyggerne udviklede derfor en usædvanlig klippe-civilisation.

Når de skulle bygge boliger, huggede de sig langt ind i eller ned i undergrunden, fordi det var let og ikke krævede andet værktøj end en hakke­ og rå muskelkraft.

Ud af de næsten 200 underjordiske anlæg, som indtil videre er fundet i Kappadokien, vurderer forskerne 16 til at være deciderede byer med plads til over 1.000 indbyggere. Og nye byer opdages løbende.

I december 2014 kom det fx frem i de tyrkiske medier, at bygningsarbejdere i udkanten af byen Nevsehir havde fundet tunneler ned til et underjordisk anlæg, som kan vise sig at være endnu større end Derinkyu:

“Den underjordiske by er ikke kendt i forvejen. Der er adskillige kilometer tunneler”, udtalte Mehmet Turan, leder af byggearbejdet, til tyrkiske aviser.
Ifølge byggelederen strækker anlægget sig ud over et område på mindst 45 hektar – svarende til 450.000 m2.

Men heller ikke i den nyopdagede by har arkæologerne fundet beviser for, hvem bygherren i sin tid har været.

Hittitterne angreb fra undergrunden

I samtlige de underjordiske anlæg er de arkæologiske levn yderst sparsomme. Typisk har kamrene været tømt bortset fra nogle få potteskår fra den periode, hvor Kappadokien hørte ind under Det Byzantinske Rige i den tidlige middelalder.

I en række af anlæggene er det imidlertid tydeligt, at de øvre etager må være langt ældre end de nedre. I de nederste dele er overfladerne på tunnelerne blødere end i de øvre. Det skyldes, at tufsten hærder meget langsomt.

Forskerne­ gætter på, at de tidligste anlæg kan være udhugget så langt tilbage som 2.000 f.Kr. Omkring det tidspunkt vandrede de såkaldte hittitter ind fra de russiske stepper i nord og indtog Kappadokien og store dele af Anatolien, hvor de også byggede deres hovedstad Hattush, ca. 200 km øst for Tyrkiets hovedstad, Ankara.­

De nye herskere lå konstant i krig med deres naboer, som ofte angreb ind over rigets grænser. Men hittitterne udnyttede landskabet til forsvar. I mange af de hittittiske byer i Kappadokien har arkæologer udgravet en række underjordiske passager, som de mener, at de hittittiske krigere brugte til at lægge sig i baghold, hvis angribere kom ind i byen.

Forskerne antager derfor, at folkeslaget også påbegyndte­ udhugningen af de underjordiske byer.

Husdyr under jorden

Trods deres forsvarssystemer blev hittitternes imperium udslettet omkring år 1200 f.Kr., da de såkaldte havfolk – et gådefuldt og meget krigerisk folkeslag fra nord – drog hærgende igennem Anatolien og brændte alt på deres vej.

Kappadokien blev i de følgende århundreder kastebold mellem en række folkeslag, indtil kong Kyros i 500-tallet f.Kr. erobrede området og gjorde det til en del af Perserriget.

Traditionen med at udhugge kamre under jorden havde på det tidspunkt spredt sig til andre dele af Anatolien, fortæller den græske forfatter Xenofon.

Han kæmpede som lejesoldat i Perserriget i år 401 f.Kr., og da han var på vej hjem gennem det østlige Anatolien – ca. 700 km øst for Kappadokien – gjorde han en usædvanlig opdagelse:

“I landsbyerne var husene bygget under jorden. Indgangen var lige så snæver som en brøndåbning, men til gengæld var rummene ganske store. Også husdyr blev opstaldet under jorden, og der var passager specielt udhugget til dem”, skriver han i værket “Anabasis”.

Xenofon er dermed den tidligste kilde­, som omtaler Anatoliens gådefulde, underjordiske verden.

Indbyggerne gemte sig under jorden

Efter 500 år under først persisk overherredømme og sidenhen græsk-makedonsk kom Kappadokien i år 17 f.Kr. under romersk kontrol.

Romerne satte gang i handlen, og fremtiden tegnede lyst. Kappadokierne var berømte for deres hurtige heste og stærke muldyr, og med verdens største imperium som fast aftager eksploderede eksporten af de værdifulde dyr.

Eksperter vurderer, at Kappadokien i sin storhedstid lagde græs til omkring 100.000 heste. I løbet af de første århundreder efter Kristi fødsel begyndte kristendommen at gøre sit indtog i området, der blev populært blandt de tidlige og ofte forfulgte tilhængere. For dem var det afsondrede område et skattet tilflugtsted.

Tilhørsforholdet til Rom skabte imidlertid et alvorligt problem for Kappadokien. Mod øst lå oldtidens anden store supermagt, Persien, som under de nye herskere – sassaniderne – anså romerne for deres hovedfjende. Igen og igen måtte kappadokierne lægge land til, når de to stormagter tørnede sammen.

Og selv om romerne i 200-tallet e.Kr. forsøgte at beskytte bl.a. provinshovedstaden Cæsarea – nutidens Kayseri – med store bymure, blev både den og de andre byer i området adskillige gange plyndret af de persiske tropper.

Ifølge forskerne tyder alt på, at det var de hyppige angreb, der fik kappadokierne til at udbygge deres underjordiske byer massivt. Hvis ikke de romerske hære kunne beskytte dem, så måtte de selv.

Resultatet blev, at indbyggerne i stort set hver eneste by i Kappadokien udhuggede deres egne underjordiske anlæg, hvortil de kunne flygte, så snart fjenden viste sig i horisonten.

Da perserkongen Khosrau i år 576 indtog byen Sebaste nordøst for Cæ-sarea, blev han således slemt skuffet: “Han kunne hverken plyndre eller tage fanger, for hele områdets indbyggere var flygtet”, skriver den samtidige byzantinske krønikeskriver John af Efesos.

Ifølge forskerne er det meget sandsynligt, at indbyggerne var gået i skjul i nærliggende, underjordiske komplekser. Perserkongen blev rasende over det magre resultat, og som hævn brændte han den tomme by ned. Men indbyggerne havde reddet det vigtigste – deres liv.

Lukkesystem

300 kg tunge møllesten lukkede effektivt tunnelindgangene af for de fjender, som fandt vej ned i dybet.

© Getty Images

Livet fortsatte under jorden

I begyndelsen af 600-tallet blev krigen mellem romerne og de persiske sassanider stadigt mere forbitret.

Den vestlige del af Romerriget var for længst bukket under, og sassaniderne satsede på, at den tilbageværende, østlige del – Det Byzantinske Rige – også kunne knækkes. Som konsekvens blev Kappadokien mål for de hidtil mest blodige angreb.

I mellemtiden havde indbyggerne møjsommeligt hugget sig vej ned gennem meter efter meter undergrund, og flere af de underjordiske forsvarsanlæg var nu blevet hele byer.

Det bedste eksempel er Derinkuyu, som nogle forskere mener på det tidspunkt kunne huse op imod 20.000 mennesker. Andre er mere konservative og vurderer, at den højst kan have haft plads til omkring 4.000.

Indgangene til det 50 m dybe anlæg lå skjult i husene oppe på landjorden, så indbyggerne hurtigt og usete kunne flygte ned i undergrunden. Hernede fandtes alt, hvad de behøvede for at kunne opretholde livet.

I de øverste af de i alt otte etager var indrettet stalde til køer, får og de værdifulde heste. På samme etage har arkæologerne fundet et vineri, hvor druer blev presset og gæret til vin.

På etagen under ligger et af de mange beboelses-områder i byen med kamre, der hver især havde plads til en familie på fem-seks personer. Her indrettede beboerne også en kristen missionsskole og studerekamre. Længere nede var proviantmagasiner samt et fælleskøkken.

Vand fik beboerne fra en stor underjordisk flod, som løb nede i bunden af komplekset, hvoraf store dele fortsat ikke er udforsket, da flere tunneler er styrtet sammen. I de nederste etager har arkæologerne også fundet en lille kirke samt en grav. Det er dog uvist, hvem graven har tilhørt – muligvis en præst.

Ventilationsskakte med forbindelse til overfladen sørgede for, at selv de nederste dele af byen fik frisk luft. Hele komplekset gjorde det muligt for indbyggerne at forblive i skjul under jorden i uger eller ligefrem måneder, når fjendtlige hære huserede i området.

Indgangene til komplekset var godt skjult, men skulle en fjende endelig finde vej ned i dybet, havde indbyggerne et stærkt forsvar. Hver eneste tunnel mellem etagerne var forsynet med flere hundrede kilo tunge møllesten, som forsvarerne kunne lukke tunnelerne med. På den måde var det muligt at spærre hver af byens afdelinger af fra de andre.

Derinkuyu var med andre ord en veritabel fæstning – og det var også nødvendigt, for snart ankom den hidtil farligste fjende oppe på landjorden.

Derinkuyu er fyldt med et virvar­ af tunneler, hvoraf flere­ er styrtet sammen. Byen kan derfor have været langt større, end den er i dag.

© Shutterstock

Araberne lagde Kappadokien øde

Den blodige kamp mellem de persiske sassanider og den byzantinske hær var gået hårdt ud over Kappadokien, men i 622 red den byzantinske kejser Heraklios ud fra rigets hovedstad Konstantinopel med en mægtig hær for én gang for alle at drive perserne tilbage.

I en række slag lykkedes det kejseren at slå de persiske hære i Anatolien og angribe dybt ind i det persiske kerneland. Og i år 627 lykkedes det kejseren at knuse den persiske hær i slaget i nutidens Irak. Slaget endte effektivt faren fra perserne, men det var en stakket frist.

Mod syd havde profeten Muhammed samlet araberne under islams banner, og de muslimske rytterhære indtog nu de stærkt svækkede perseres provinser og til sidst også selve Persien, som blev erobret i 644. Herefter rettede araberne deres angreb mod Det Byzantinske Rige.

Byzantinerne havde stor erfaring med krig mod konventionelle hære som den persiske, men mod ikke de højmobile, arabere, der som regel kæmpede til hest.

Endnu en gang kom frontlinjen til at ligge i Kappadokien, for her lå alle de store veje, som førte mod vest.

Fra omkring år 650 og næsten 200 år frem blev Kappadokien slagmark for sammenstødet mellem de kristne byzantinere og de muslimske arabere. Og for kejseren i Konstantinopel blev området vigtigere end nogensinde før, for krigen mod den nye fjende krævede heste i tusindvis – heste, som Kappadokien kunne levere.

De arabiske angribere skabte stor frygt blandt byzantinerne, men i Kappadokien var indbyggerne klar. Med deres underjordiske anlæg stod de bedre rustet til den titaniske kamp end resten af riget.

Alligevel må krigens voldsomhed være kommet som en overraskelse selv for dem. Araberne angreb områdets store byer med en hidtil uset voldsomhed.

De hyppige angreb resulterede i, at hele området øst for nutidens nutidens Kayseri blev et tomt ingenmandsland, da områdets indbyggere flygtede i tusindvis mod vest. Først omkring 830 opgav­ araberne endeligt at erobre Anatolien­, men deres plyndringstogter dybt ind i Kappadokien fortsatte.

Ifølge den byzantinske historiker Leon Diakonos anvendte kappadokierne 100 år senere stadig underjordiske anlæg: “De blev kaldt huleboere, fordi de gemte sig i huller, kløfter og labyrintiske tunneler såvel som i huler”, skrev han omkring år 950.

I år 1071 blev byzantinerne besejret af de tyrkiske seldsjukkere, og hele den østlige del af Anatolien kom i seldsjukkerenes og sidenhen i osmannernes besiddelse.

Kappadokiens underjordiske byer blev rømmet, og med tiden­ forsvandt også mindet om de enorme anlæg. Omkring 200 er blevet genopdaget. Resten ligger fortsat skjult og venter­ på at blive fundet.