Professor Larry Barham/University of Liverpool
traestykker, fortidsmennesker, Zambia

Verdens første træbyggeri opdaget i Afrika

Fortidsmennesker brugte træ til andet end at tænde bål. Det viser af fund af 476.000 år gamle bjælker fra et bygningsværk i Afrika. Vore forfædre var mere intelligente end vi tror, mener forskerne.

For en halv mio. år siden levede vore forfædre som nomader. De vandrede fra sted til sted i evig jagt på bytte, ly og vand.

Sådan har videnskaben i hvert fald længe ment, at det forholdt sig. Men nu sår op til 476.000 år gamle træstykker, fundet i Afrika, tvivl om teorien. Vore forfædre byggede med træ allerede for en halv mio. år siden og kan dermed have været bofaste, hævder forskere i et nyt studiet i tidsskriftet Nature.

Træet er fundet ved Kalambo-vandfaldet i Zambia. Her har det ligget permanent under vand og er derfor velbevaret.

Den gode bevaringstilstand gør det let for forskerne at undersøge træet. De fandt da også hurtigt tegn på, at materialet havde været anvendt som byggemateriale.

Fx havde nogle træstykker spor efter stenredskaber, mens andre var sammenføjet som byggeklodser. Forskerne antager, at fortidsmenneskene opførte bl.a. gangbroer, platforme over vådområder og boliger.

Fund ændrer syn på fortidsmennesker

Opdagelsen overrasker forskerne.

Hidtil har videnskaben nemlig været overbevist om, at menneskets forfædre dengang levede som nomader og udelukkende brugte træ til at grave i jorden, lave spyd til jagt og tænde bål.

traebygning, fortidsmennesker, Zambia

Disse omkring 476.000 år gamle træstykker udgør resterne af verdens ældste træbyning.

© Professor Larry Barham/University of Liverpool

Men fortidsmenneskene slog sig ned ved Kalambo-vandfaldet og opførte bygninger her, hvor de havde adgang til frisk vand og vildt fra de omgivende skove, siger arkæologerne.

Den nye viden vender fuldkommen op og ned på forskernes syn på menneskets tidlige forfædre.

“Glem betegnelsen 'stenalder'. Se hvad disse mennesker lavede: de lavede noget nyt og stort ud af træ. De brugte deres intelligens, fantasi og deres kundskaber til at skabe noget, som de aldrig havde set og som aldrig før havde eksisteret. De var meget mere ligesom os, end vi tidligere har troet”, skriver Larry Barham, professor ved Liverpools universitet og leder af udgravningen i en pressemeddelelse.