Verdens største arkæologiske museum er ved at tage form for foden af Giza-pyramiderne i Egypten. Her vil 100.000 genstande fra Det Gamle Egypten tage publikum med tilbage til landets storslåede fortid.
Det 81.000 m2 store Grand Egyptian Museum slår dørene op i slutningen af 2022, men hvis du ikke kan vente så længe, får du her et glimt af nogle af de enestående skatte og deres snørklede vej til det nye museum.
1. Solskib
Skrøbeligt solskib fik særbehandling
Solskibe blev begravet sammen med faraoerne, så deres sjæle kunne sejle til Dødsriget sammen med solguden Ra. Ingen er dog sikre på, hvad formålet med faraoen Khufus (Cheops) solskib var, for det viser tegn på at have været brugt på vandet, så nogle forskere mener, at faraoen brugte skibet, mens han var i live.
Én ting er dog sikker: Skibet blæste arkæologerne bagover, da det blev fundet i 1954. Det var skilt ad i 1.272 dele. Da arkæologerne efter flere års arbejde fik samlet delene, stod de med et 43,4 m langt og 5,9 m bredt skib i cedertræ – den største trægenstand fundet i det gamle Egypten.
Det sarte træ er yderst følsomt over for svingende temperaturer og høj luftfugtighed, der kan få træet til at udvide sig og rådne op.
I 2009 blev der derfor opført et laboratorium ved siden af udgravningsstedet for at restaurere solskibet i sikre rammer. Her blev hver af dets trædele omhyggeligt renset og restaureret, før det blev samlet igen til det imponerende skib, der snart kan opleves på Grand Egyptian Museum.
Se solskibets majestætiske rejse til museet
2. Tutankhamons grav
3. Evig kærlighed
Enestående kærlighed i kalksten
Med sin beskedne højde på blot 85 cm blegner kalkstensstatuen “Meryre og hans kone Iniuia” nemt ved siden af de øvrige statuer på Grand Egyptian Museum.
Men statuen er alligevel noget af en sensation, for mens oldtidens egyptere excellerede i at rejse spektakulære bygningsværker til ære for deres herskere, var statuer til ære for privatpersoner en sjældenhed. Alligevel fik skriveren, rådgiveren og ypperstepræsten Meryre en statue af sig selv sammen med hustruen Iniuia, der kærligt lægger armen om sin mand.
Parret er gengivet med langt flere detaljer, end det traditionelt ses under det 18. dynasti (1550-1307 f.Kr.), hvor statuen er fra. Det viser sig især i Iniuias frisure, der er flettet og asymmetrisk, og Meryres plisserede kjortel.
Derfor har statuen, siden den blev fundet i byen Saqqara syd for Cairo i 2001, været anset som helt enestående. Den blev med det samme udstillet på Det Egyptiske Museum i Cairo, før statuen i 2020 blev flyttet ind på Grand Egyptian Museum.
4. Stridsvogne
5. Ramses 2. statue
Gigantisk farao var på turbulent rejse
Ramses 2. herskede i 66 år frem til sin død i 1224 f.Kr. Faraoen fik tilnavnet “den Store”, hvilket stadig er passende i dag, hvor en 11 m høj og 83 tons tung statue af den mægtige regent knejser i Grand Egyptian Museums indgangshal. Statuen er så stor, at den måtte placeres i museet ved hjælp af to specialbyggede køretøjer i 2018, inden taget på indgangshallen var lagt.
Statuens rejse til museet har været lang. Den blev udhugget for 3.200 år siden i et stenbrud i Aswan og sejlet ad Nilen til det gamle Egyptens hovedstad, Memphis, hvor den sandsynligvis stod foran det store tempel tilegnet guden Ptah. I 1820 blev statuen fundet i seks stykker, og først i 1954 lykkedes det at samle den vha. indsatte jernstænger.
I mere end 50 år stod Ramses 2. foran Cairos hovedbanegård indhyllet i bilosen fra den tætte trafik, som sled på den ellers solide granit. I 2006 blev Ramses-statuen derfor placeret ved Det Egyptiske Museum i Giza, indtil den, ledsaget af en politieskorte, blev flyttet til sin nuværende plads på Grand Egyptian Museum.
6. Løftet obelisk
7. Tre-i-en statue
Tredobbelte statuer gav farao oprejsning
Faraoen Menkaure, der regerede Egypten i det 4. dynasti (2558-2449 f.Kr.), har måttet finde sig i meget efter sin død: Hans gravmæle, den mindste af pyramiderne i Giza, er blevet plyndret utallige gange og endda forsøgt ødelagt, og hans sarkofag ligger på havets bund, fordi skibet, der skulle sejle den til London i 1838, sank undervejs.
I 1907 fik faraoen omsider en smule oprejsning, da et tempel tilegnet ham blev fundet nær hans grav. Her udgravede arkæologerne bl.a. fire intakte triadestatuer (dvs. statuer med tre personer på) af mørk sandsten. Statuerne er 92,5 cm høje og forestiller alle Menkaure flankeret af enten hans to koner eller af gudinder, der repræsenterer Egyptens forskellige nomer (provinser).
På Grand Egyptian Museum vil det være muligt at opleve de mest velbevarede af disse statuer, bl.a. en, som forestiller Menkaure omgivet af kærlighedsgudinden Hathor og en kvindelig personificering af Egyptens sydlige 7. nome, Sesheshet.
8. Flotte sarkofager
9. Konservering i topklasse
Underjordisk center genopdager fortiden
Grand Egyptian Museum bliver ikke kun verdens største arkæologiske museum ved åbningen i 2022. Noget af det første, der blev bygget i forbindelse med museet, var et konserveringscenter, hvor hundredvis af forskere og konservatorer kan restaurere, katalogisere og analysere de tusindvis af udstillingsgenstande på museet.
Det er bl.a. disse forskere, der de seneste år har kunnet afsløre, at Tutankhamons kniv er lavet af meteorit, og at hans hestevogne ikke er bygget af cedertræ, men af elm fra Middelhavsområdet.
“Det, vi gør her, er at genopdage skattene”, forklarede centerets chef, Al-Tayeb Abbas, ved åbningen i 2010.
Centeret er 7.000 m2 stort og har fem hovedlaboratorier, der er specialiseret i hvert sit materiale: Sten, træ, organiske materialer som tøj, læder og papyrus, ikke-organiske materialer som ler, glas og metal samt jordiske rester fra mennesker, fx mumier.
En af centerets primære opgaver nu er at undersøge, hvordan Tutankhamon døde.