Tiden er ved at rinde ud for Montagu Parker. I næsten to år har hans ekspedition gravet i Jerusalem, og snart udløber gravetilladelsen. Som i filmen om Indiana Jones har den britiske adelsmand sat næsen op efter at finde pagtens ark og kong Solomons guldskat, men indtil videre er kun potteskår dukket op.
I desperation retter Parker blikket mod nye steder at grave, og hans øjne falder på Klippemoskéen. På toppen af Tempelbjerget sender den gyldne kuppel på et af islams helligste steder lysglimt ud over det dalstrøg, han hidtil har gravet i.
Briten træffer en skæbnesvanger beslutning: Han betaler en klækkelig bestikkelse til byens osmanniske guvernør og helligdommens vogter for at få lov til at grave i al hemmelighed.
I Jerusalem brugte Montagu Parker og hans hold af såkaldte arkæologer dage på fornøjelige udflugter på æselryg.
Den 3. april 1911 går Parker og hans mænd med raske skridt op til Klippemoskéen – ganske uvidende om, at hans beslutning ikke kun vil få alvorlige konsekvenser for hans egen ekspedition. Jerusalem vil for tid og evighed hade synet af en arkæolog.
Eton-dreng på skattejagt
Montagu Parker kom til verden i 1878. Han var jarlen af Morleys næstældste søn, og som sin far blev han sendt på den højsnobbede kostskole Eton College. Derpå meldte den 18-årige Parker sig, som talrige andre aristokrater, til den britiske hær og sejlede til Sydafrika for at deltage i den 2. boerkrig (1899-1902).
Blodsudgydelserne tog hårdt på den unge løjtnant, der efter krigen blev diagnosticeret med en nervøs lidelse (muligvis PTSD, posttraumatisk stresssyndrom). I 1905 døde hans far, og den 27-årige adelsmand måtte skære ned på sit forbrug. Farens gods tilfaldt storebroren, mens Parker måtte forsørge sig selv ved at arbejde i hærens administration. Men i 1908 tog hans liv en uventet drejning. Efter mødet med en finsk mand havde Parker fået et livsmål at stræbe efter.
Finske Valter Henrik Juvelius (tv.) havde en universitetsgrad i filosofi og interesserede sig glødende for Biblens fortælling om Moses. Han gav Parker idéen til at lede efter pagtens ark.
Finnen Valter Juvelius var landmåler, poet og filosof. Gennem sine studier af Biblen mente Juvelius at have opdaget en hemmelig kode, der afslørede, hvor skattene fra kong Solomons tid lå skjult.
Dette gemmested rummede angiveligt ikke kun svimlende mængder guld, men også selveste pagtens ark. Ifølge Det gamle testamente rummer den sagnomspundne kiste stentavlerne med De 10 Bud, som Gud i sin tid gav Moses. Arken besidder også magiske kræfter.
Da Parker mødte Juvelius, var finnen på udkig efter pengestærke investorer, der ville finansiere en ekspedition til Jerusalem. Og der gik ikke længe, før Parker lovede at spæde til.
Ifølge Det gamle testamente er pagtens ark en hellig genstand, hvorfra Gud vil åbenbare sig og tale til sit folk.
Sammen med pengene fra Parker og hans to britiske rejsefæller fik ekspeditionen en startkapital på 30.000 pund – ca. 20 mio. nutidskroner – hvilket var nok til at sikre Parker rollen som ekspeditionsleder.
Bestikkelse baner vej
På sin første rejse besøgte Parker Konstantinopel. I Det Osmanniske Riges hovedstad skulle han søge om tilladelse til at grave nær Tempelbjerget, der rummer hele tre religioners helligdomme: Jødernes Grædemur, de muslimske moskéer al-Aqsa og Klippemoskéen samt selve bjerget, hvor kristne mener, at Jesu genkomst vil finde sted.
I november 1908 bestak Parker den osmanniske regering med 1.291 britiske pund (knap 900.000 nutidskroner), viser ekspeditionens regnskabsbøger.
Da Parker forlod Konstantinopel, havde han ikke blot fået en udgravningstilladelse, men også en officiel tolk og opsynsmand ved navn Hagop Makasdar. Den osmanniske embedsmand skulle følge med til Jerusalem.
Ekspeditiondsdeltagernes egne penge slap hurtigt op, og nye investorer måtte skaffes. Parker brugte sine kontakter og rejste en større sum blandt britiske adelige og amerikanske forretningsfolk.
Vesir i udenrigsministeriet Yusuf Ziya Pasha slog en handel af med Montagu Parker.
Osmannerne krævede halvdelen af byttet
Da Parker og hans kompagnoner søgte om tilladelse til udgravningerne i Jerusalem, var den hellige by en del af Osmannerriget. Men fundamentet vaklede under den tidligere stormagt, der var splittet og dybt forgældet. En revolution i sommeren 1908 havde reduceret sultanens magt og gennemtvunget en mere demokratisk styreform.
I november samme år lød Parkers løfter om guld derfor som præcis den nyhed, osmannerne sukkede mest efter. Finansminister Yusuf Ziya Pasha lyttede interesseret, for udgravningerne ville ikke koste osmannerne en krone, og gevinsten kunne blive enorm. Snart cirkulerede et rygte blandt politikere i Istanbul: Parkers skat ville være 100 millioner pund værd – ca. 69 milliarder nutidskroner.
Yusuf Ziya Pasha accepterede derfor en studehandel med Parker og hans investorer: Han gav tilladelse til at foretage arkæologiske udgravninger under Tempelbjerget mod Parkers løfter om, at den osmanniske statskasse ville modtage 50 pct. af fundets værdi.
Da finansieringen var på plads, samlede Parker et mildest talt besynderligt hold: Ekspeditionen bestod af tre engelske gentlemen, den finske filosof Juvelius, en svensk forretningsmand og en kaptajn, der engang havde besejlet Congofloden. Oveni kom en australsk fåreavler, en berømt engelsk cricketspiller samt en schweizer, som påstod at være clairvoyant.
Rigtige arkæologer kunne ekspeditionen ikke prale af, hvilket skyldtes Parkers frygt for, at de ville lægge ham hindringer i vejen eller sladre til omverdenen.
Ombord på en yacht sejlede den brogede flok i juli 1909 mod Det Hellige Land. Parkers ekspedition lagde til i havnebyen Jaffa, hvor den skulle møde en osmannisk embedsmand.
Byen var imidlertid i karantæne på grund af byldepest, og ekspeditionen måtte blive på yachten endnu en nat med høj sø.
Dagen efter fik de dog narret embedsmanden ombord og holdt ham indespærret, mens bølgegangen gjorde sin virkning. Da embedsmanden var blevet søsyg, gav han dem tilladelse til at gå i land.
Fra Jaffa kørte ekspeditionen videre med tog til Jerusalem og indlogerede sig på byens dyreste adresse: Fast Hotel. Her sluttede den osmanniske opsynsmand Makasdar sig til gruppen.
Han blev straks sat i arbejde, og vha. de lokale myndigheder eksproprierede han 11.000 m2 jord på Tempelbjergets skråning og fik flere huse revet ned. Nu kunne udgravningsarbejdet begynde.
Parker jagter hemmelige gange
Ifølge Juvelius lå pagtens ark begravet under Tempelbjerget, men ekspeditionen havde ikke tilladelse til at grave på toppen mellem de hellige steder.
I stedet ville Parker nærme sig nedefra. Ekspeditionen skulle benytte oldgamle tunneller og en akvædukt i Tempelbjergets sydside, som årtier forinden var blevet kortlagt. Hvor de sluttede, ville han begynde at grave.
Næsten 200 lokale arbejdere blev hyret til at udføre den slidsomme opgave og pumper indkøbt til at føre frisk luft ind til dem. I skæret fra stearinlys sled arbejderne i døgndrift.
Fra Parkers tunnel blev de sønderhakkede sten hejst op til overfladen og båret væk i kurve af hyrede arbejdere.
Et højt arbejdstempo var vigtigere for Parker end arbejdernes sikkerhed. Tunnellerne blev derfor stuvet fulde af arbejdere, som måtte møve sig forbi hinanden og balancere på smalle planker hen over dybe afgrunde.
Mens arbejderne puklede, nød Parker og de øvrige ekspeditionsmedlemmer livet. De spillede cricket og skød efter appelsiner med geværer. Jerusalems borgmester samt byens osmanniske guvernør og adskillige højtstående embedsmænd inviterede dem på skift til middag – med det kedelige resultat, at det hurtigt stod klart, at der ikke var tale om rigtige arkæologer.
Embedsmændene forlangte at se dokumentation for udgravningernes foreløbige resultater og pressede på for at få optaget uddannede arkæologer i ekspeditionen. Parker løste problemet ved at hyre den franske arkæolog og munk fader Louis-Hugues Vincent. Franskmanden fik forbud mod at sige noget som helst, som Parker ikke først havde godkendt.
I håbet om at finde et skatkammer fra bibelsk tid gravede Parkers ekspedition under Tempelbjergets sydside.
Efter et års udgravninger i Jerusalem var Parker ikke kommet nærmere skatten, men han måtte fortsætte med at bestikke byens magtfulde mænd. Guvernøren, borgmesteren og medlemmerne af det administrative råd krævede alle betaling under bordet – og det var dyrt, især fordi embedsmændene jævnligt blev udskiftet på grund af de urolige tider i Osmannerriget.
Hver gang en ny mand fik en post, måtte Parker besøge afløseren med en kuvert fuld af penge.
Oven i lommesmerterne kom, at finske Juvelius, der mente at kende skattens placering, var rejst hjem, syg af malaria.
Modgangen fik dog ikke Parker til at give op. Også året 1910 kom og gik, mens ekspeditionens kapital slap op. I stedet måtte Parker og de andre deltagere optage lån for at kunne fortsætte arbejdet.
Langsomt banede Parkers hær af arbejdere sig vej under Tempelbjerget. Men skatten og pagtens ark fandt de ingen spor af.
Parker begyndte at blive desperat. Drastiske midler måtte tages i brug. Med ekspeditionens sidste penge satsede han alt og tilbød myndighederne en klækkelig bestikkelse.
Guvernøren, politimesteren og vogteren af Tempelbjerget vendte nu det blinde øje til. Juvelius havde hævdet, at pagtens ark lå skjult under Klippemoskéen, men da finnen ikke længere befandt sig i Jerusalem, satte Parker sin lid til den synske schweizer. Han anbefalede at grave sig ned gennem Klippemoskéens gulv.
Tidligt i april 1911 begyndte de tophemmelige udgravninger.
Vicevært slog alarm
Absolut ingen måtte vide, at Parker nu gravede på selve Tempelbjerget, hvor patriarken Abraham ifølge jøderne forsøgte at ofre sin søn til Gud, og hvorfra profeten Muhammed ifølge muslimerne for til himmels.
Tempelbjerget set fra syd med al-Aqsa-moskéen i forgrunden og Klippemoskéens gyldne kuppel bagerst. Jødernes helligste sted, Grædemuren, udgør en del af den vestlige mur om Klippemoskéen.
Kun håndplukkede arbejdere sled om natten og til overbetaling. Når mørket sænkede sig, blev portene til Klippemoskéen låst, og Jerusalems politi bevogtede dem. Graveudstyr måtte smugles ind og opbevares i låste skabe i løbet af dagen. Al den opgravede jord blev omgående fjernet fra området.
I ni nætter gik den vilde skattejagt, men Parker havde valgt det værst tænkelige tidspunkt: I april 1911 faldt hele tre religiøse højtider oven i hinanden: De kristnes påske, den jødiske pesach og palæstinensiske muslimers nabi musa. Gaderne var derfor fulde af pilgrimme.
Larmen fra de mange gæster og festlighederne fik den 12. april en af Klippemoskéens viceværter til at forlade sit hjem for at søge ro i helligdommen. Da han ankom sent på aftenen, opdagede viceværten imidlertid, at mænd bar sække med jord ud. Da han bad om en forklaring, truede de ham på livet. I panik flygtede viceværten, mens han råbte op om helligbrøde.
Jerusalems indbyggere stormede ud i gaderne for at høre, hvad der var på færde.
I 2007 protesterede palæstinensere igen mod arkæologiske udgravninger nær al-Aqsa-moskéen på toppen af Tempelbjerget.
Jerusalem hader stadig arkæologer
Parker er langtfra den eneste, som har pådraget sig Jerusalems vrede. Som andre af datidens arkæologer var han med til at underminere tilliden til videnskabsmænd med hakker og spader.
Jøderne raser
Franske Louis Félicien de Saulcy udgravede i 1863 et område kaldet Kongernes Grave. Her opdagede han en jødisk dronningesarkofag, som han begyndte at hive ud af oldtidsgraven. Handlingen ophidsede Jerusalems jødiske befolkning så meget, at de Saulcy måtte flygte.
Muslimske protester
I slutningen af 1970’erne begyndte israelske arkæologer at grave under al-Aqsa-moskéen på Tempelbjerget. Palæstinenserne protesterede højlydt over krænkelsen af deres helligdom og hævdede, at udgravningerne havde til formål at få moskéen til at synke i grus. Israelerne mente, at de var mindst 70 m fra al-Aqsa.
Død over arkæologi
For at undgå mere ballade forbød den israelske regering i 1981 alle arkæologiske udgravninger af gravpladser. Desværre for arkæologen Yigal Shiloh stod han midt i en større udforskning af Tempelbjerget, og den nye lov førte omgående til demonstrationer. Gadekampe brød ud, og der blev kastet sten og molotovcocktails, mens den ophidsede mængde råbte: “Død over arkæologi!”
Mens Parker og hans mænd løb gennem Jerusalem, kogte byen af rasende menneskemængder, som ledte efter de gudsbespottende guldgravere. Stakåndet nåede briten i sikkerhed på hotellet.
Flugten fra Jerusalem
Næste morgen troppede 2.000 muslimer op foran retsbygningen og truede med at skyde guvernør Azmi Bey og myrde medlemmerne af den britiske ekspedition. Guvernøren forsøgte febrilsk at dæmpe gemytterne ved at love, at en undersøgelse straks ville blive sat i værk.
Guvernøren beordrede sheik Khalil, vogteren af Tempelbjerget, arresteret sammen med hans to sønner og den osmanniske tolk Makasdar – dels havde guvernøren brug for syndebukke, dels beskyttede arrestationen dem mod lynchning. Vogteren Khalil blev reddet af politiet i sidste sekund. Folkemængden havde omringet ham og skåret hans skæg af og var ved at klynge ham op.
Jerusalem havde været en del af Det Osmanniske Rige siden 1500-tallet, og ordensmagten bestod af tyrkiske tropper.
I hast pakkede Parker og resten af ekspeditionen deres kufferter, og den 18. april sneg de sig ud af byen med kurs mod Jaffa. Herfra ville de flygte i deres yacht. Men de osmanniske myndigheder ventede på kajen.
Rygterne om Parker svirrede allerede, og de fortalte, at briten ikke alene havde fundet kong Solomons guldskat, men også pagtens ark. Alt blev derfor gennemrodet, men ud over potteskår fra oldtiden medbragte ekspeditionen intet af værdi.
Uden tilladelse fra Konstantinopel ville osmannerne dog ikke lade Parker rejse. Og mens de ventede, fik briten en idé: Han inviterede toldchefen og Jaffas samfundsspidser på middag ombord på yachten – dog skulle de lige bruge lidt tid til at forberede festmåltidet.
Parker og hans mænd fik lov at gå ombord – de satte omgående sejl og flygtede ud af havnen.
Historien om flugten gik verden rundt. Den 7. maj 1911 skrev The New York Times fx: “Har briter fundet pagtens ark?” Men ekspeditionen forlod Det Hellige Land tomhændet.
Parker kom først til penge i 1951, da hans bror døde, og Montagu blev den 5. jarl af Morley.