Walisere blev begravet under Stonehenge
Analyser af op til 4.500 år gamle knogler viser, at de begravede på Englands største stenalder-gravplads ikke var lokale.
Stonehenge var i brug fra ca. 3000 f.Kr. til 2000 f.Kr.
Flere af de begravede under det verdensberømte stenmonument Stonehenge i det sydlige England tilbragte minimum 10 år af deres liv flere hundrede kilometer borte fra deres endelige hvilested.
Det viser strontiumanalyser af de afdødes kranier ifølge forskere fra University of Oxford.
De døde var fra Wales
Forskerne har undersøgt de jordiske rester af 25 individer, og undersøgelserne viser, at minimum 10 af dem tilbragte deres sidste årti langt fra Stonehenge – sandsynligvis i det vestlige Wales.
Opdagelsen er opsigtsvækkende, for forskerne har kun ganske lidt viden om de stenaldermennesker, der benyttede sig af det store gravmæle.
Tidligere er det blevet fastslået, at flere af monumentets mindre sten – kaldet “bluestones” – heller ikke var lokale, men formentlig også blev hentet i Wales, 250 km væk.
Stenene stod oprindeligt i en cirkel, og deres placering indikerer, at stedet blev benyttet rituelt i forbindelse med sommersolhverv og vintersolhverv.
Meget tyder altså på, at mennesker og deres byggematerialer bevægede sig over store afstande i den engelske stenalder.
“Selvom vi har en tendens til at tro, at indvandring er en ny ting, så kunne disse mennesker rejse over store afstande i vanskeligt terræn”, lyder det fra en af forskerne bag opdagelsen, Rick Schulting, til britiske BBC.
Stonehenge blev benyttet til religiøse ceremonier
Præcis hvad Stonehenges formål egentlig var, er stadig et mysterium. Meget tyder dog på, at det ud over at være et gravmonument for stenalderens elite også blev benyttet til
rituelle og religiøse ceremonier – fx i forbindelse med sommer- og vintersolhverv.