Don English / Las Vegas News Bureau

Atomprøvesprængninger tiltrak tusindvis af turister til Las Vegas

I 1950’erne valfartede turister til Las Vegas for at se atombomber gå af i spillebyens baghave. Og kasinoejerne var hurtige til at slå mønt på situationen.

I dag stråler gigantiske reklamebillboards om kap for at trække alverdens spillefugle til Las Vegas’ kasinoer.

Men for mere end et halvt århundrede siden var det et andet og langt farligere lys, der lokkede turisterne til 'Syndens by'.

'Miss Atomic Bomb'

I 1951 begyndte den amerikanske regering at foretage atomprøvesprængninger på et test site i Nevadas ørken - blot 100 kilometer væk fra Las Vegas’ populære spillebuler.

Paddehatteskyerne fra bombesprængningerne foldede sig ud som gigantiske paraplyer på himlen over Las Vegas, og snart valfartede nysgerrige turister til for at se den atomare trussel på helt tæt hold.

Kasinoerne lugtede hurtigt penge, og snart kunne gæsterne drikke ‘Atomic Cocktails’ og få ‘Atomic Hairdos’ (klipninger, red.), ligesom at de kunne nyde synet af de smukke modeller, der kæmpede om titlen som årets ‘Miss Atomic Bomb’.

GALLERI: Se de mærkværdige billeder fra atomturismens guldalder

Ikke flere Atomic Cocktails

Pengene rullede ind som aldrig før i Las Vegas.

I 1954 gæstede 8 millioner turister Nevadas neonoplyste storby og kastede mere end 200 millioner dollars efter spillemaskinerne.

Som kasinoejeren Benny Binion angiveligt sagde det: “Atombomben er det bedste, der nogensinde har ramt Las Vegas.”

I 1963 var det endegyldigt slut med at hæve sin Atomic Cocktail i skyggen af en paddehattesky.

Efter 235 atomprøvesprængninger lukkede USA ned for Nevada Test Site. Verdens mærkeligste fest var med ét slut.