Dracula og Frankenstein kom til verden samme nat
Et vulkanudbrud, et uvejr og en skrivekonkurrence mellem Englands mest berømte digtere, Byron og Shelley – plus to af deres venner – skaber i 1816 en litterær sensation. To udødelige gyserklassikere vokser frem af papiret.
Dracula – den frygtede blodsugende adelsmand – blev undfanget i den stadigt eksisterende Villa Diodati i Schweiz for knap 200 år siden.
Midt i den værste sommer nogensinde sidder fire unge briter og keder sig under deres ferie ved Genevesøen i Schweiz.
I Indonesien har det største vulkanudbrud i historisk tid skabt ravage med vejret verden over. Også i Schweiz er temperaturerne styrtdykket.
Den normalt idylliske Genevesø ligner et oprørt hav med hvide skumtoppe, tordenbragene drøner, og lynene glimter mellem bjergene.
De fire briter er de berømte digtere lord Byron og Percy Shelley, Byrons personlige læge John W. Polidori og Shelleys kun 18-årige forlovede, Mary Wollstonecraft.
På grund af vejret er de nødt til at fordrive tiden inden døre, og en stormfuld aften foreslår lord Byron, at de hver især prøver at skrive en gyserhistorie.
Hverken Byron eller Shelley finder på historier, som er gode nok til at blive husket. Men Mary og John skaber til gengæld to gyserklassikere.
Mary får under et mareridt inspirationen til sin beretning om Frankenstein. Og lægen skriver den første vampyrhistorie nogensinde på engelsk og lægger dermed grunden til Dracula.
Frankenstein og Dracula, undfanget samme nat i samme villa – alt sammen på grund af et enormt vulkanudbrud i Indonesien. Det er et af de mest opsigtsvækkende øjeblikke i litteraturhistorien.
Vulkanen skaber netop de rette omstændigheder for uhygge. Verden er helt af lave: Kæmpemæssige oversvømmelser har ramt Kina, mens monsunen helt udebliver i Indien. Irland er ramt af hungersnød, fordi høsten er slået fejl.
I England og Frankrig forårsager en fødevarekrise voldsomme optøjer, og Amerika rammes af snefald i juli.
Og lige netop på dette tidspunkt har levemanden lord Byron og hans ven Percy Shelley været så uheldige at leje Villa Diodati ved Genevesøens bred for hele sommeren.
Planen var, at Byron og Shelley skulle søge inspiration blandt de smukke bjerge og samtidig komme lidt væk fra deres skandaler i England.
Her er offentligheden stadig oprørt over, at Shelley et par år tidligere havde forladt sin gravide hustru for at stikke af med den dengang kun 16-årige Mary Wollstonecraft.
Forargelsen blev endnu større, da Byron mødte Marys stedsøster, Claire Clairmont, og gjorde hende gravid.
John Polidori og Mary Wollstonecraft var ny-begyndere som skribenter, men endte med at slå Byron og Shelley.
Dracula viser sig først
Uvejret tvinger de fire venner til at holde sig indendørs i ugevis.
I de mange timer foran pejsen taler de ofte om et emne, som skal få stor betydning for en af de senere gyserfortællinger: foruroligende naturvidenskabelige eksperimenter, under hvilke Erasmus Darwin – Charles Darwins bedstefar – har fået døde dyrs muskler til at bevæge sig ved hjælp af elektricitet.
Snart falder vennerne også over en række bøger med spøgelseshistorier, som de begynder at læse op for hinanden.
Det er uhyggelige sager – ikke mindst fordi alle fire går til den med både rødvin og opium.
En af historierne får en påvirket Shelley til at hallucinere, at Marys brystvorter er forvandlet til dæmoniske øjne, som nedstirrer ham, og han løber skrigende af rædsel ud af stuen.
Det er en af disse klaustrofobiske, mørke og sansepåvirkede aftner, at Byron foreslår sine venner en udfordring: Hvem af dem kan skrive den mest fantastiske og hårrejsende gyser-fortælling?
Litteraturhistorikerne er enige om, at Byron nok især har tænkt det som en konkurrence mellem ham og Percy Shelley.
Han har næppe forestillet sig, at hverken lægen eller unge Mary ville være i stand til at overgå dem. Men da de gerne vil være med, får de selvfølgelig lov.
Over de næste tre dage i juni begraver de sig alle i arbejdet med at udtænke den bedste historie, og det bliver lægen, John William Polidori, som umiddelbart tager førsteprisen: Han vender nemlig hurtigt tilbage med en fortælling om en vampyr.
Det er et meget originalt påfund, for nok har historier om vampyrer eksisteret længe i især Østeuropa, som skrøner og folkeminder, men hans fortælling “The Vampyre” er den første vampyrhistorie nogensinde på engelsk.
Lige så originalt er det, at John Polidori gør sin vampyr til en adelsmand, som finder sine ofre blandt aristokratiet.
Den 88 sider lange fortælling bliver en sensation, da den udgives i London tre år senere.
Og litteraturhistorikerne er ikke i tvivl: Lord Ruthven, som Polidori kalder sin vampyr, er forbilledet for “Dracula”. For uden “The Vampyre” havde Bram Stoker måske aldrig skrevet sin roman om den transsylvanske greve.
Frankenstein er en mareridtsvision
Mary har langt sværere end de andre ved at finde på en gyserfortælling, selv om hun prøver hårdt.
“Jeg gjorde mig umage for at komme i tanke om en historie, der kunne overgå dem, som havde inspireret os”, skrev hun mange år senere.
“Det skulle være en historie, som ville gøre læseren bange for at se sig tilbage, få blodet til at fryse til is og hjertet til at banke hurtigere”.
Men let er det ikke.
“Har du fundet på en historie? blev jeg spurgt hver morgen, og hver gang var jeg tvunget til at svare med et ydmygende nej”.
Men en aften, da Mary ligger med hovedet på puden og forsøger at falde i søvn, får hun pludselig en mareridts-agtig vision. Fuldmånen hænger lavt over Genevesøen, og dens blege stråler lyser ind mellem persiennerne og illuminerer en utrolig scene:
“Jeg så en bleg student af uhellige kunstarter, som knælede ved siden af den ting, han havde skabt. Jeg så det skrækkelige spøgelse af en mand, der lå udstrakt, og som så, ved hjælp af en kraftfuld maskine, begynder at vise tegn på liv og rører sig med usikre bevægelser”, huskede hun senere.
“Skræmmende må det være – for ekstremt skræmmende ville effekten være af ethvert menneskeligt forsøg på at efterligne vor Skabers formidable maskineri”.
Forskere har i årevis spekuleret på, hvornår dette skelsættende øjeblik i litteraturhistorien præcis indtraf.
Nogle af dem har også tvivlet på, hvor meget sandhed Mary Wollstonecrafts dramatiske forklaring i virkeligheden indeholdt – om nogen overhovedet.
Begge disse spørgsmål blev i 2011 løst af astrofysikeren Donald Olsson fra Texas State University.
Han indså, at nøglen til svaret lå i den klare fuldmåne, som skinnede ind ad Mary Wollstonecrafts vindue.
Den britiske skuespiller Boris Karloff fik sit gennembrud i filmen “Frankenstein” fra 1931.
Historien er bevisligt sand
Ved hjælp af et avanceret computerprogram genskabte Olssons forskerhold nattehimlen over Schweiz i juni 1816 og fandt frem til den nat, hvor fuldmånen lyste klart ned over Genevesøen.
Derefter besøgte fysikeren Villa Diodati, som eksisterer den dag i dag. Da han stillede sig ved vinduet i Marys soveværelse, kunne han se, at udsigten mod søen er delvist blokeret af en bakke.
Han målte vinklen på bakkens sider og kunne dermed yderligere indsnævre det tidspunkt, hvor fuldmånens skær ramte Marys vindue.
Resultatet var et videnskabeligt bevis for, at Marys historie hænger perfekt sammen.
Og Olsson kunne ikke blot give den præcise dato for, hvornår Frankenstein kom til verden, men også det eksakte tidspunkt: Det var den 16. juni mellem klokken to og tre om natten.
Da dagslyset rammer Villa Diodati den 16. juni 1816, kan Mary endelig fortælle sine venner en gyserhistorie.
Ikke mindst hendes forlovede er så begejstret og imponeret, at han straks opfordrer hende til at arbejde videre med ideen og forvandle den til en rigtig roman.
Da bogen udkommer to år senere, uden at forfatterens identitet afsløres, er læserinteressen stor, men kritikerne på de store medier er generelt negative.
Og det bliver kun værre nogle år senere, da de bliver klar over, at bogen er skrevet af en kvinde. Så må den jo nødvendigvis være noget bras, konkluderer de.
Mange stiller præcis samme spørgsmål, som Mary Wollstonecraft selv formulerer senere i sit liv:
“Hvordan kunne jeg, dengang blot en ung pige, komme på en så skræmmende og forfærdelig idé?”
Vulkanen Tambora i Indonesien er en del af forklaringen.