Florentiner skrev brutal håndbog for herskere

Machiavelli skulle spionere

Historikerne ved ikke meget om Machiavellis barn- og ungdom. Han dukkede første gang op i historiske kilder i 1498, hvor han som 29-årig blev ansat som kansler for bystyret i Firenze.

Officielt var Machiavelli byens ambassadør og rejste rundt på diplomatiske missioner til de sydeuropæiske hoffer. Både paven i Rom, den franske kong Ludvig 12. og utallige fyrster blev besøgt, når Machiavelli talte Firenzes sag og forsøgte at etablere alliancer.

Bag den diplomatiske facade var hans vigtigste opgave dog at finde ud af, hvad byens allierede og fjender pønsede på. Alle farer og sammensværgelser mod Firenzes interesser skulle opdages i tide og straks rapporteres til bystyret i Firenze.

Arbejdet var ikke uden farer. I renæssancens Italien var overfald og mord ikke sjældne, men med en skarp hjerne, masser af charme og en festlig natur egnede Machiavelli sig glimrende til jobbet.

Han begik sig uden problemer på paladsernes bonede gulve og kom helt tæt på mange af tidens herskere. Som fluen på væggen observerede han deres magtkampe og rapporterede trofast til sine overordnede.

Især én person fascinerede og skræmte Machiavelli – pavesønnen Cesare Borgia. Hans familie var flyttet fra Spanien til Italien midt i 1400-tallet, og i løbet af blot én generation var den – gennem politiske intriger og snigmord – blevet en af Italiens ledende familier. Borgiaerne var blevet så magtfulde, at Cesares far – ved hjælp af bl.a. bestikkelse – endda var blevet pave.

I 1502 blev Machiavelli mod sin vilje sendt til Bologna for at holde øje med den unge pavesøn. Med hånden dybt i Pavestatens pengekasse var Cesare ved at samle en hær, og Firenze frygtede det værste.

Machiavelli arbejdede ihærdigt på en alliance, men forhandlingerne gik dårligt. Cesare ville have Firenzes støtte til en forestående krig mod nogle af hans rivaler, men bystyret ville først støtte ham, når han havde vundet. Situationen var vanskelig.

Machiavelli skulle tækkes den maniske Cesare uden at love for meget og samtidig udfritte ham om hans planer for Firenze. I nogle måneder fulgte Machiavelli Cesare på hans erobringstogt i Italien.

Dagene blev brugt på farten, og nætterne på spil og druk. Selv om Machiavelli var både drikke- og spilleglad, tiggede han i utallige breve Firenzes ledelse om at blive afløst. Cesares brutalitet skræmte Machiavelli, som flere gange var vidne til, hvordan den kyniske hersker myrdede og henrettede i flæng.

I december 1502 indtog Cesare byen Sinigaglia, og i et brev fortalte Machiavelli om, hvordan byens nye hersker begejstret pralede med, at han havde ladet to oprørere strangulere ryg mod ryg med et enkelt reb.

I et andet brev udtrykte Machiavelli bekymring for, om der næste dag ville være nogen levende tilbage til at bringe hans brev til Firenze. Efter tre måneder blev Machiavelli endelig afløst og ilede hjem.

Fjender blev henrettet

Tilbage i Firenze fik den hjemvendte diplomat ansvaret for byens forsvar. Belært af sine oplevelser hos Cesare gennemførte Machiavelli flere reformer og fik opbygget en stærk forsvarsmilits, som under hans ledelse bl.a. vandt en stor sejr over rivalen Pisa i 1509.

I august 1512 gik det dog galt. Byens tidligere herskere – den stenrige og frygtede Medici-familie – allierede sig med paven, købte en hær af spanske lejesoldater og invaderede Firenze. Byens forsvar faldt hurtigt sammen, og Medicierne satte sig på magten.

Nederlaget gav Machiavelli et alvorligt problem. Som del af den gamle magt-elite var han nu i fare for at blive ramt af de nye herskeres hævn. Til at begynde med undgik han fængsel og straf mod at betale en stor kaution, men efter et halvt år slap hans held op.

Machiavellis navn var på en liste over mistænkte for en sammensværgelse. Han blev omgående arresteret og smidt i byens fangekælder, hvor torturbødlen ventede.

Da Machiavelli i februar 1513 hang for enden af rebet, sluttede hans politiske karriere. Under torturen blev Machiavelli igen og igen udspurgt om mordplaner mod Medicierne. Hvad Machiavelli svarede, ved historikerne ikke, men i al fald overlevede han.

Fængslet var fyldt med Medici-familiens fjender, og ifølge Machiavelli gjorde deres skrig og bønner det umuligt at sove om natten i det kolde “ekskrement-helvede”.

I desperation skrev han et brev, hvor han tiggede Mediciernes leder, Guiliano, om nåde. Han sluttede brevet med at stikke to af sine dødsdømte tidligere kollegaer: “Lad dem fare, bare bort med dem, blot du, Guiliano, forbarmer dig over mig”, bønfaldt den tidligere diplomat.

Machiavelli ville tilbage til magten

Til alt held for Machiavelli blev Guilianos bror kort efter udnævnt til pave. For at fejre udnævnelsen udstedte Medici-familien amnesti til deres mindre farlige fjender – blandt dem Machiavelli. Han var forkrøblet efter den smertefulde tortur, men vidste, at han måtte forlade Firenze hurtigt.

Machiavelli begav sig i eksil på familiens landsted uden for Firenze. På landet plejede han sine sår, mens han tilbragte dagene med at spille backgammon på et lokalt værtshus.

Med tiden blev han dog mere og mere rastløs, og i et brev til en ven skrev han om sin bekymring for at “rådne væk, hvor ingen kan huske mit arbejde”.

Machiavelli ville tilbage til Firenze og magtens centrum. I 14 år havde Machiavelli trofast arbejdet for byens tidligere magthavere – nu måtte han målrettet indynde sig hos Medicierne.

Hjørnestenen i Machiavellis plan var en bog til ære for Firenzes nye herre, Guiliano de Medici. Den skulle fungere som en håndbog i, hvordan en fyrste fra en ung slægt – som Medicierne – kunne bevare og udvide sin magt.

Cesare Borgia var “Fyrsten”

I stearinlysets skær brugte Machiavelli aftnerne på at reflektere over de erfaringer, han havde gjort som diplomat og spion. Især tiden med Cesare Borgia havde påvirket Machiavelli dybt, og hans oplevelser hos den kyniske hersker dannede rammen om bogen.

Machiavelli brugte bl.a. Cesare som eksempel på en fyrste, der forstod forræderiets kunst. I bogen beskrev han bl.a., hvordan Cesare for at få en by under kontrol udnævnte en meget hård statholder.

Da kontrollen var genetableret – efter at en stor del af byens indbyggere var henrettet – dræbte Cesare selv statholderen med en kniv på byens torv. Således havde han både genoprettet roen og vundet byens taknemmelighed.

Det var “et skuespil, der fremkaldte både tilfredsstillelse og bestyrtelse hos befolkningen”, skrev Machiavelli.

I et andet eksempel beskrev han, hvordan Cesare drak tæt med en gammel ven og allieret, mens hans rådgivere udbød vennens død til højestbydende i lokalet ved siden af.

Værket blev en kort bog på omkring 100 sider fyldt med råd til alle situationer, en magthaver kunne havne i. Selv om Machiavelli aldrig skrev det ordret, var budskabet i bogen, at målet helliger midlet – og at en hersker kun kan klandres for forræderi og brutalitet, hvis han taber spillet om magten.

I Machiavellis univers var et æresords eneste funktion at give fjenden en falsk sikkerhed, for “en fyrste, der vil beholde sin magt, må være i stand til ikke at være god”.

Machiavelli vendte tilbage til sin hjemby

Den færdige bog – “Fyrsten” – fik langtfra den modtagelse, Machiavelli havde håbet på. Giuliano de Medici gik af, før bogen lå færdig, og i stedet måtte Machiavelli i hast dedikere bogen til den nye hersker, Giulianos nevø Lorenzo.

Embedsmændene nægtede dog at give bogen til Lorenzo, og desuden led den unge magthaver – som så mange af tidens ledere – af syfilis og havde derfor ikke langt igen. Om Lorenzo nogensinde fik set bogen, er tvivlsomt.

Forbitret trak Machiavelli sig igen tilbage til sit landsted, men snart kom den chance, han havde håbet på. Medicierne havde efterhånden fået et så fast greb om magten i Firenze, at de ikke længere frygtede rivaler.

Machiavelli greb straks muligheden og vendte tilbage til sin elskede fødeby. Her tilbragte han sine sidste år med at skrive bøger – bl.a. for Medici-familien.

58 år gammel døde Machiavelli i 1527. Hans sidste hvilested er i dag ukendt, men hans gravmæle i den berømte Basilica di Santa Croce i Firenze erklærer, at “til så stort et navn er ingen efterskrift værdig”.

"Fyrsten" blev kendt efter Machiavellis død

I Machiavellis levetid var “Fyrsten” så godt som ukendt og blev kun læst af ganske få. Men da bogen blev udgivet i 1532 – fem år efter forfatterens død – fik den til gengæld hurtigt stor udbredelse.

Især Europas konger og fyrster satte stor pris på florentinerens klare og kyniske beskrivelse af magtens væsen og anvendte mange af hans læresætninger til at retfærdiggøre deres egne brutale handlinger.

I dag betragtes Machiavelli oftest som en grå eminence, der køligt rådgav tidens fyrster og ville gøre alt for at redde sit eget skind. I sin samtid blev han dog snarere anset som en satiriker og humorist med hang til vin og kvinder.

Således er han blevet kaldt “en filosof, der elskede prostituerede lige så meget, som han elskede filosofi”.