"Jeg antager, at det er en blanding af litteratur, sprog og livet", sagde J.R.R. Tolkien, da han blev spurgt, hvorfra han fik ideerne til sine eventyrlige historier.
Svaret er kun delvis sandt, for hans fortællinger er ganske vist brygget sammen af personlige oplevelser og folkelige mytologier – men også af verdenshistorien.
Her får du indsigt i, hvad der inspirerede Tolkien til 11 eventyrlige steder og karakterer – fra Gollum til Gandalf, Herredet og huletrolde.
1. Hobbitterne var Tolkiens egne landsmænd
Inspiration: England
En eftermiddag i 1930 var Tolkien i gang med at rette eksamensopgaver på universitet i Oxford, hvor han var ansat som professor i engelsk. Adspredt skriblede han en sætning på et stykke papir: "I et hul i jorden boede der en hobbit". Tolkien kunne aldrig senere forklare, hvor ordet “hobbit” kom fra.
"Ord skaber altid historier i mit sind. Så jeg tænkte, at jeg burde finde ud af, hvad en hobbit var”, forklarede Tolkien, som dog allerede havde besluttet, at “hobbitterne naturligvis var en gren af menneskearten".
Nærmere bestemt var de små, gemytlige skabninger inspireret af en specifik slags mennesker: englænderne. For "dette er trods alt en engelsk bog, skrevet af en englænder", fastslog Tolkien og tilføjede, at også hobbitternes hjemegn, Herredet, er "baseret på det landlige England og ikke noget andet sted i verden".
Hobbitternes hjemstavn, Herredet, var en grøn, idealiseret version af det landlige England.
Med sine små, sirlige haver, tedrikning og hyggelig piberygning var Herredet en dybt idealiseret udgave af England og opsummerede de småborgerlige værdier i Georg 5.s kongerige.
Især den idylliske landsby Sarehole i Vestengland, hvor Tolkien havde tilbragt store dele af sin barndom, blev en væsentlig inspirationskilde til Herredet. Bl.a. havde Tolkiens tante en bondegård i området, som blev kaldt “Bag End” af lokalbefolkningen. Navnet brugte Tolkien senere på hobbitten Bilbo Baggins' hjem.
2. Gondor og Rom delte skæbne
Inspiration: Historiebøgerne
Menneskenes rige er delt i to og bliver truet af barbariske horder – ligesom det historiske Romerrige.
- Arnor
- Tågebjergene
- Herredet
- Gondor
- Umbar
I Tolkiens univers er menneskenes rige delt i to, og grænserne er konstant truet af horder af barbariske orker. Mod vest bliver Arnor løbet over ende af mørke kræfter, mens Gondor holder stand i syd. Bid for bid bliver også Gondor dog erobret, indtil fjenden står foran rigets store kongeby, Minas Tirith.
Parallellen til Romerrigets historie er slående: Også Roms grænser blev overrendt af barbarer, og i år 395 blev det mægtige rige delt i to. Det Vestromerske Rige blev rendt over ende – som Arnor – mens det østlige – som Gondor – langsomt blev erobret over århundreder.
Til sidst var kun hovedstaden Konstantinopel tilbage – akkurat som Minas Tirith. Og til sidst bliver begge hovedstæder udsat for et stort angreb, som afgør byernes skæbne – Minas Tirith af orkerne og Konstantinopel af osmannerne i 1453.
3. Middelalderens jøder stod model til dværgene
Inspiration: Jødeforfølgelser
Ligheden er ikke tydelig, men jøderne gav inspiration til Tolkiens små dværge.
Nordisk mytologi har utvivlsomt spillet ind på skabelsen af Tolkiens dværge. Fx er dværgnavnene – bl.a. Bifur, Nori og Thorin – hentet fra det islandske digt "Vølvens spådom". Også af udseende ligner Tolkiens figurer de nordiske dværge.
I 1965 afslørede Tolkien i et interview, at han også havde skelet til middelalderens jøder. Dværgene er ligeledes fordrevet fra deres forfædres land og lever i enklaver, hvor de forsøger at bevare deres kultur. Begge grupper taler desuden et hemmeligt oldsprog (hebraisk og khuzdul), mens de til daglig benytter sig af samme tungemål som deres naboer.
4. Elverne fik deres sprog fra walisiske reklamer
Inspiration: Wales/Irland
Akkurat som waliserne var elverne kendt som dygtige bueskytter.
Tolkien voksede op i Vestengland og elskede at betragte de walisiske tog, som kørte forbi hans hus. Især reklameteksterne på siden af togvognene tiltrak den lille drengs opmærksomhed. Walisisk var verdens smukkeste sprog, syntes Tolkien, som besluttede, at hans magiske elver måtte tale et sprog, som lignede walisisk.
Sproget var imidlertid ikke Tolkiens eneste inspiration fra Wales. Elverne kunne – efter datidens opfattelse af waliserne – både være blide og krigeriske. Og begge "folk" var kendt som livsfarlige bueskytter. Fx var walisiske skytter afgørende for sejren, da hertug Richard de Clare i 1169 invaderede Irland.
Elver findes i flere europæiske mytologier, men meget tyder på, at Tolkien lod sig inspirere af det irske tuatha dé danann-elverfolk, som var kendt for deres styrke og tapperhed. Ligesom Tolkiens elver var de irske stærkere end mennesker, blev aldrig syge og levede længe. Også nordisk mytologi har dog leveret inspiration: Fx er opdelingen i lyse og mørke elver taget fra den islandske digtsamling "Yngre Edda" fra 1200-tallet.
5. Rytterfolk var germanere
Inspiration: Angelsakserne
Ved Gondors grænser lever det vilde, men tapre rytterfolk rohirrim. Mange af rytternes navne og deres kultur er tydeligvis inspireret af historiske germanske folkeslag – især angelsakserne, som Tolkien var svært fascineret af. Det fiktive sprog, som Tolkien skabte til sine ryttere, minder i store træk om det oldengelsk, som angelsakserne talte.
Rohirrims grønne flag med den hvide hest er inspireret af en såkaldt geoglyf – stor landskabsfigur – nær Oxford.
6. Gandalf rådgav berømt kejser
Inspiration: Engelsk lærd
Inspirationen til Gandalf kom bl.a. fra den vise Alcuin, som levede i 700-tallet.
Tolkiens troldmand fik sit navn fra den nordiske mytologi – og sine karaktertræk fra en lærd præst ved Karl den Stores hof.
Vise, vandrende troldmænd er velkendte i flere europæiske mytologier. I Norden har guden Odin en del ligheder med Tolkiens vise troldmand, Gandalf. Begge har hvidt skæg, en lang stav og en hat med bred skygge. Tolkien fastslog da også selv i et brev fra 1946, at han så Gandalf som en "odinsk vandrer". Også troldmandens navn stammer fra den nordiske mytologi, hvor det optræder ordret i digtet "Vølvens spådom" fra omkring år 1000.
Historikere har påpeget, at Gandalf også har et historisk forbillede i den engelske kirkemand Alcuin (735-804). Han var kendt som tidens viseste mand og blev i 782 hentet til Karl den Stores hof, hvor han blev kejserens læremester. Kultur og viden blomstrede under Alcuin, som bl.a. fik standset Karls tvangskristninger.
Aragorn kæmper for at vinde sit retmæssige rige – præcis som Karl den Store gjorde.
"Tro må komme frivilligt, ikke gennem tvang. Vi må tale til folks samvittighed, ikke tvinge dem gennem vold", udtalte Alcuin, som holdt Karl i stramme tøjler. For selv om Karl i år 800 blev kronet ril romersk kejser, lå den virkelige magt hos Gud: "Tro aldrig, at du er herre over verden. Du er blot en statholder", forklarede Alcuin til Karl – præcis som Gandalf talte til Denethor, Gondors sidste rigsforstander.
På samme måde er lighederne mellem Karl den Store og Tolkiens Aragorn også slående. Begge nedstammer fra en slægt af hærførere og er de retsmæssige arvinger til et mægtigt rige (Romerriget og Gondor/Arnor), som er blevet delt i to. Deres vigtigste opgave er derfor at besejre “mørkets magter” og forene deres riger – hvilket begge hærførere gør med succes.
7. Gollum luskede rundt i Irland
Inspiration: Beowulf & irsk roman
Gollums uhyggelige udseende er formentlig lånt fra en irsk bog.
Tolkiens misdannede Gollum var både inspireret af helte-digtet “Beowulf” og en irsk gyserhistorie fra 1800-tallet.
Det oldengelsk helte-epos “Beowulf” var blandt Tolkiens vigtigste inspirationskilder. Her fandt han bl.a. monstret Grendel, som i Tolkiens univers blev til misfostret Gollum:
"Grendel nævntes den grufulde gæst; langs yderste skel han skulende luskede og dvælede i dyndkær og dybe moser. På troldegrund sneg han sig usalig om – forskudt og forvist af Skaberens vrede", lyder beskrivelsen.
Gollums udseende stammer ifølge Tolkien-eksperten John D. Rateliff fra den irske gyserroman “What Was It?” fra 1859. Her bliver hovedpersonerne angrebet af et lille, skaldet væsen, som umiskendeligt minder om Tolkiens Gollum:
"Det havde form som en mand – misdannet, primitivt og skræmmende, men stadig en mand. Det var småt, ikke mere end fire fod højt, men dets lemmer afslørede muskler, hvis lige vi ikke havde set. Dets ansigt overgik i hæslighed alt, som jeg tidligere havde set", lyder beskrivelsen af det næsten usynlige væsen, som pludselig angriber sine ofre fra mørket.
8. Tågebjergene var ved at tage livet af Tolkien
Inspiration: Alperne
I "Ringenes Herre" vandrer heltene igennem Tågebjergene for at nå frem til Mordor, hvor mørkets fyrste, Sauron, hersker.
Både i "Hobbitten" og "Ringenes Herre" krydser Tolkiens helte Tågebjergene – en tågeindhyllet, kold bjergkæde, hvor hovedpersonerne bliver truet af bl.a. voldsomme storme og faldende klipper. I et brev fra 1961 afslørede Tolkien, at begivenhederne i Tågebjergene “er baseret på mine eventyr i 1911”. Det år vandrede forfatteren op ad Aletsch-gletsjeren i Alperne i Schweiz, hvor han oplevede flere farlige situationer, som satte dybe aftryk.
"Vores hold var ved at nærme sig Aletsch, da vi var tæt på at blive dræbt af klippestykker, som smeltede løs og rullede ned ad skråningen. En enorm klippe faldt pludselig ned mellem mig og personen foran mig. Dét og "torden-natten" – en forfærdelig nat, hvor vi blev væk og sov i en kvægfold – optræder i Hobbitten", skrev Tolkien.
9. Orkerne var snedige monstre fra Skotland
Inspiration: Skotsk forfatter
Orkerne stammer i store træk fra en række skotske bøger.
Da Tolkien skulle navngive sine onde, mørke væsner, skelede han igen til heltedigtet "Beowulf", hvor ordet "orcnea" står for "levende døde".
Bortset fra navnet bygger Tolkiens orker på de gobliner, som hærger i skotske George MacDonalds bøger fra slutningen af 1800-tallet. Både orker og gobliner er grimme, snedige, onde, dygtige håndværkere og hader sollys. Tolkien selv lagde da heller ikke skjul på, at MacDonald var en stor inspiration for ham.
De modbydelige orker "skylder goblin-traditionen en hel del, formoder jeg. Især som den optræder hos George MacDonald", skrev Tolkien i et brev 1954 og sammenlignede sine skabninger med "MacDonalds gobliner, som de til en vis grad minder om".
10. Umbar var en kopi af Roms ærkefjende
Inspiration: Kartago
Både Umbar og Kartago var frygtet for deres elefanter.
Riget Gondors fjende mod syd, Umbar, har en stærk flåde og en stor hær bestående af bl.a. krigselefanter. Ifølge Tolkien-eksperten David Salo er Umbar en kopi af Romerrigets gamle fjende: Kartago, som netop var kendt for sin flåde og sine elefanter.
I 264-146 f.Kr. udkæmpede Rom og Kartago tre krige. Under den anden krig invaderede kartagerne Romerriget med bl.a. 37 krigselefanter.
11. Trolde blev forvandlet til sten
Inspiration: Nordisk mytologi
Tolkiens trolde stammer fra nordisk mytologi, hvor trolde er store, aggressive og elsker menneskekød – akkurat som skabningerne i Tolkiens univers.
På samme måde bliver begge troldetyper forvandlet til sten, hvis de ser sollys. Denne detalje stammer fra den islandske digtsamling “Ældre Edda”, hvor heltene Atli og Helgi holder kæmpen Hrimgerd hen med snak, indtil Solen står op og forvandler hende til sten.