Inden trykpressens opfindelse blev bøger kopieret og samlet i hånden.
Bag det omfattende arbejde stod specielt trænede skrivermunke, som tilbragte så godt som alle døgnets lyse timer i et scriptorium – klostrets skrivestue – hvor de sad bøjet ned over deres bøger.
Munkenes arbejde bestod ikke kun i at skrive. De skulle også selv klippe pergament til at skrive på, blande blæk, binde bogsiderne sammen og lave omslag.
Til sidst blev bøgerne sendt til en rubrikator, som malede farverige initialer – og eventuelt en illuminator, som illustrerede siderne.
Hvor lang tid en munk brugte på at kopiere en bog, afhang af flere faktorer – bl.a. bogens længde og indhold.
Ofte skulle munkene afskrive sprog, som de ikke nødvendigvis forstod – fx oldgræsk og hebraisk – og skriften skulle have en ensartet størrelse og længde.
Alt i alt var kopiering en tidskrævende, manuel proces, som kunne vare flere måneder.
En tommelfingerregel var, at en munk skulle kopiere to bøger om året.
Særlige bøger som Biblen krævede dog ekstraordinær opmærksomhed og kunne lægge beslag på op mod 15 måneder af en munks arbejdsliv.
På grund af det store tidsforbrug var bøger uhyre kostbare og kun for samfundets mest velhavende.
Med opfindelsen af trykpressen i årene omkring 1440 faldt bogpriserne dog drastisk.
Hvor en munk kopierede tre-fire sider om dagen, kunne én trykpresse trykke over 3.000 sider.