Inden trykpressens opfindelse blev bøger kopieret og samlet i hånden.
Bag det omfattende arbejde stod specielt trænede skrivermunke, som tilbragte så godt som alle døgnets lyse timer i et scriptorium – klostrets skrivestue – hvor de sad bøjet ned over deres bøger.
Munkenes arbejde bestod ikke kun i at skrive. De skulle også selv klippe pergament til at skrive på, blande blæk, binde bogsiderne sammen og lave omslag.
Til sidst blev bøgerne sendt til en rubrikator, som malede farverige initialer – og eventuelt en illuminator, som illustrerede siderne.
Hvor lang tid en munk brugte på at kopiere en bog, afhang af flere faktorer – bl.a. bogens længde og indhold.
Ofte skulle munkene afskrive sprog, som de ikke nødvendigvis forstod – fx oldgræsk og hebraisk – og skriften skulle have en ensartet størrelse og længde.
Alt i alt var kopiering en tidskrævende, manuel proces, som kunne vare flere måneder.
En tommelfingerregel var, at en munk skulle kopiere to bøger om året.
Særlige bøger som Biblen krævede dog ekstraordinær opmærksomhed og kunne lægge beslag på op mod 15 måneder af en munks arbejdsliv.
På grund af det store tidsforbrug var bøger uhyre kostbare og kun for samfundets mest velhavende.
Med opfindelsen af trykpressen i årene omkring 1440 faldt bogpriserne dog drastisk.
Hvor en munk kopierede tre-fire sider om dagen, kunne én trykpresse trykke over 3.000 sider.
På de store klostre kopierede op til 40 munke tykke bøger døgnet rundt.
Munkene var under stort pres for at skrive fejlfrit, men undersøgelser viser, at middelalder-bøger er fyldt med fejl; fx sprang munke nogle gange flere linjer over, når de kopierede lange tekster på sprog, som de ikke forstod.
Pennene var lavet af bl.a. metal eller fuglefjer. Metalpenne var hårdføre og gav en tynd og præcis linje. Penne kunne spidses til, hvilket gav mulighed for en mere individuel tilpasning.
Pergament bestod af dyreskind, som blev strakt ud og behandlet kemisk. En enkelt bog kunne i nogle tilfælde kræve skind fra flere hundrede dyr. For at sikre en god kvalitet holdt nogle klostre deres egne dyr.
Nogle munke lod deres frustrationer få frit løb i bøgernes marginer.
Marginerne blev undertiden brugt til brok. Munkene, som levede et slidsomt liv med bl.a. rygsmerter og tørre øjne, skrev bl.a. “Åh, min hånd” og “Jeg fryser meget” i marginerne i deres bøger. En munk var blot glad for at have fuldført sit arbejde: “Nu har jeg kopieret det hele – for guds skyld, giv mig en drink”.