Smugleren Barnet Braverman står på kajen ved den canadiske by Windsor, Ontario. Han tager en dyb indånding og går hen mod færgen La Salle, der har kurs mod Detroit, USA, hvor han arbejder som tekstforfatter for reklamebureauet Curtis Company.
Braverman har sejlet turen hundredvis af gange, men på denne forårsdag i maj 1922 er turen mere nervepirrende end ellers. Foran i sine bukser skjuler reklamemanden nemlig tidens farligste bog – James Joyces mærkværdige murstensroman, “Ulysses”, der få måneder forinden er blevet udgivet i Paris under stort ståhej.
“Umoralsk og korrumperende”. Nogle af de ord, det amerikanske retsvæsen beskrev “Ulysses” med, da bogen blev forbudt i USA.
Romanen er blevet kaldt alt fra det “vigtigste litterære værk i det 20. århundrede” til “umoralsk og korrumperende”. “Ulysses” er fyldt med erotik, bandeord, anarki og slet og ret uforståelige passager, der forgifter læsernes sind og ansporer til umoralsk opførsel, mener mange, og i USA har myndighederne nedlagt forbud mod distribution af bogen.
Men som erklæret socialist har Braverman ikke meget tilovers for USA’s konservative politik, så da bogforlaget i Paris få uger tidligere spurgte ham, om han ville smugle romanen ud til de amerikanske læsere, tøvede han ikke med at sige ja.
Planen var såre simpel: Tag imod et læs bøger fra Paris, opmagasinér bøgerne i en tom lejlighed i Windsor, Canada, og smugl dem til Detroit – ét eksemplar ad gangen.
Det første eksemplar af “Ulysses” når amerikansk jord, da Barnet Braverman stiger ud af færgen i Detroit efter 10 minutters sejlads. Til sin store lettelse vinker grænsekontrollen ham videre uden at kropsvisitere ham. Men i morgen skal han igennem processen igen – og dagen efter og dagen efter igen, indtil lageret med “Ulysses” er tomt, og verdens farligste bog er kommet ud til de hungrende amerikanske læsere.
Færgen La Salle sejlede dagligt mellem Windsor og Detroit med op til 2.000 passagerer.
Romanen blev sprængt i stykker
Inden udgivelsen af “Ulysses” var der ikke meget, der tydede på, at James Joyce skulle skrive en af litteraturhistoriens mest berømte romaner. I 1882 blev han født ind i en fattig irsk familie fra Dublin. Moren døde, allerede da Joyce var barn, og faren mistede herefter løbende sine indtægter, i takt med at han slog sig på flasken.
Som barn fandt Joyce dog glæde i Homers oldgræske heltedigt, “Odysseen”, om helten Odysseus, der bruger 10 år på at rejse hjem, efter at grækerne har vundet den trojanske krig. Joyce havde været besat af bogen, siden han første gang læste børneudgaven på den jesuitiske kostskole, som han gik fra han var seks til ni år.
I 1904 mødte Joyce stuepigen Nora Barnacle, og kun et par måneder efter flygtede parret fra Dublin, da Joyce var blevet truet med en pistol af hans værelseskammerat. I 1905 endte de i den italienske havneby Trieste, hvor Joyce ernærede sig som engelsklærer, og snart havde de to børn sammen.
James Joyce læste børneudgaven af “Odysseen” – på engelsk kaldet “The Adventures of Ulysses” – utallige gange.
Joyce forsøgte løbende at blive forfatter, og i 1915 fik han idéen til en gendigtning af den oldgræske klassiker, han havde elsket så højt som barn. Han besluttede sig hurtigt for titlen “Ulysses” (navnet på Odysseus i den romerske mytologi), men tænkte blot, at det skulle være en kort novelle. Konceptet voksede dog hurtigt i forfatterens hænder. Joyce havde efter eget udsagn til sidst notater nok til at fylde en hel kuffert med notesbøger.
“Ulysses” endte med at sprænge romanens almindelige formsprog. Handlingen er løst baseret på “Odysseen”, men foregår i Dublin den 16. juni 1904 – den dag, Joyce havde haft sin første date med Nora. Hovedpersonen er antihelten Leopold Bloom, en jødisk annoncesælger med potensproblemer, der vandrer på må og få gennem Dublins gader, mens han filosoferer over livet og døden.
James Joyces hustru, Nora Barnacle, fungerede som hans muse gennem hele livet. Parret fik to børn sammen.
“Ulysses” skabte et nybrud i roman-genren. Hvert af bogens 18 kapitler er skrevet i vidt forskellige stilarter og præsenterer en overflod af fragmentariske tankestrømme fra særligt Leopold Bloom. Joyce gav pokker i sammenhæng, han ønskede at indfange et sprog, der kom tættest muligt på den måde, mennesker rent faktisk tænker på.
“Ulysses” refererer også til et hav af litterære værker og diskussioner inden for kunst, politik, religion, filosofi og videnskab. Det var dog ikke blot stilen, der fik læserne til at spærre øjnene op. Bogen er spækket med bandeord og erotiske passager med onani og detaljerede samlejer.
Desuden kan romanen også bryste sig af at være den første, der i minutiøse detaljer beskriver et toiletbesøg.
Øjenproblemerne førte til, at Joyce gik med en klap for øjet i en længere årrække.
Syfilis gjorde James Joyce stærblind
Den kontroversielle forfatter kæmpede hele livet med øjensygdomme, som endte med at frarøve ham synet. Syfilis havde spredt sig til hans øjne.
Gennem hele sit voksenliv led James Joyce af svære øjensygdomme, som endte med at koste ham synet helt på det ene øje og efterlade det andet med et synstab på 90 pct.
“Jeg fortjener dette for alle mine laster”, sagde Joyce om sine øjenlidelser i 1931. Eksperter mener, at Joyce henviste til, at han havde syfilis. Kønssygdommen, som forfatteren sandsynligvis fik efter at have været sammen med en prostitueret i 1904, spredte sig til øjnene, mens han skrev “Ulysses”.
Joyce gennemgik et utal af behandlinger, bl.a. øjendråber med kokain, elektroterapi i øjenlågene og blodsugende igler rundt om øjnene. En læge fjernede sågar 14 af Joyces tænder, fordi han mente, at bakterierne fra de dårlige tænder spredte sig til øjnene. Intet hjalp, og i takt med at synet forværredes, slog forfatteren sig endnu mere på flasken og faldt ned i et hul af depression og fortvivlelse.
Han døde efter en mavesårsoperation i Schweiz den 13. januar 1941 – forarmet, fortvivlet, næsten blind og blot 58 år gammel.
Gendigtning var både elsket og hadet
Efter tre opslidende år, hvor Joyce skrev nat og dag, var han i 1918 klar til at dele “Ulysses” med resten af verden. Romanen var kun halvt færdig, men forfatteren havde brug for indtægter, da han og hans familie levede på armodens rand. På dette tidspunkt bestod hans indtægter næsten udelukkende af økonomiske håndsrækninger fra støtter, som troede på hans forfatterskab.
Efter et utal af afslag fra litterære magasiner, der fandt hans skriverier både stødende og uforståelige, fik Joyce en redningsplanke fra tidsskriftet “The Little Review” med base i Chicago.
Fra 1918 til 1921 fik tidsskriftets læsere løbende serveret nye kapitler fra romanen.
“Ulysses’” aparte stil og kontroversielle passager kløvede læsergruppen i to. Den ene halvdel anså Joyce som et geni, der havde skabt et kunstnerisk nybrud inden for litteraturen, den anden betragtede ham som en talentløs og perverteret lurendrejer.
“Litterær bolsjevisme. Kaotisk, ukristen og totalt umoralsk”. Tidsskriftet “The Quarterly Review” om romanen “Ulysses”.
Også kritikerne var delte over Joyces værk. Edmund Wilson fra magasinet “The New Republic” kaldte fx “Ulysses” for “et komisk mesterværk”. Andre var langtfra så positive. “Litterær bolsjevisme. Kaotisk, ukristen og totalt umoralsk”, lød svadaen i det konservative tidsskrift “The Quarterly Review”, mens marxisten Karl Radek beskrev romanen som “en ormebefængt dynge af lort”.
Forfatterkollegerne kunne heller ikke enes om bogens kvaliteter. Poeten T.S. Eliot beskrev bogen som det vigtigste stykke litteratur i det 20. århundrede, mens forfatterinden Virginia Woolf kaldte Joyce for “en usikker studerende, der piller sine bumser”, og den berømte britiske forfatter D.H. Lawrence betegnede romanen som en “klodset, rådden kødret”.
Det første kapitel af “Ulysses” blev udgivet i tidsskriftet “The Little Review” i marts 1918.
Postbude bandlyste bogen
Det var dog ikke kun kritiske røster, James Joyce kæmpede imod. Ifølge de amerikanske Comstock-love havde det amerikanske postvæsen beføjelser til at konfiskere og destruere alle publikationer af “uanstændig karakter”.
Da en ansat i postvæsenet undersøgte oktober-udgaven af “The Little Review” for stødende indhold, faldt han over et afsnit i “Ulysses”, hvor Leopold Bloom onanerer til synet af en ung kvinde på stranden.
“Galningen, som har skrevet “Ulysses”, burde udstilles i en glaskrukke”, udbrød medarbejderen angiveligt, da han indrapporterede “The Little Review” til lederen af postvæsenets retsafdeling, William H. Lamar.
Lamar var enig i karakteristikken og betegnede afsnittet som “radikalt” og “pornografisk”. Dernæst gav han de 300.000 medarbejdere i postvæsenet ordre på at konfiskere og destruere alle eksemplarer af den pågældende udgave af magasinet.
I februar 1921 betød Joyces beskidte pen, at “The Little Review” fik en dom for publicering af “obskønt” indhold ved retten i New York. Dommen betød også, at “Ulysses” ikke længere kunne publiceres i USA.
“New York Society for the Suppression of Vice” fungerede som moralens vogtere i USA. Organisationen var grundlagt af Anthony Comstock, som også fik gennemført de såkaldte Comstock-love. De gjorde det ulovligt at sende en række amoralske genstande med posten såsom præventionsmidler og beskrivelser af seksuelle handlinger.
På dette tidspunkt boede forfatteren i Paris, og i det mere frisindede Frankrig fandt han hurtigt et forlag, der ville udgive hans udskældte værk.
Den 2. februar 1922, efter syv års skriverier, var “Ulysses” skrevet færdig. Efterspørgslen efter romanen var stor, men USA var lukket land, og snart kaldte også den britiske anklagemyndighed “Ulysses” for en “beskidt bog” og fik den forbudt i hele Storbritannien.
Joyce oplevede nogen succes i sine sidste år, men hovedparten af sit liv levede han i fattigdom.
Alligevel fandt tusindvis af eksemplarer vej til de amerikanske og britiske læsere – ikke mindst takket være smuglere som Barnet Braverman. I takt med at efterspørgslen steg, tog Joyces franske forlag nye metoder i brug for at smugle bogen ind i de lukkede lande.
En af de hyppigst benyttede metoder var at flå bøgerne fra hinanden på fransk jord, skjule siderne i aviser og dernæst fragte dem over Atlanten eller til De Britiske Øer, hvor de blev hæftet sammen igen og solgt til højestbydende.
Smugleriet gik dog ikke altid som håbet, og alene i efteråret 1922 konfiskerede det amerikanske postvæsen 500 eksemplarer af romanen, som efterfølgende blev brændt.
Geni med beskidt fantasi
I USA blev forbuddet mod Joyces hovedværk ophævet efter retssagen “United States v. One Book Entitled Ulysses” i 1933. Her blev det afgjort, at romanen ikke var “obskøn”, og dermed måtte den publiceres i USA.
Tre år senere blev værket også lovligt igen i Storbritannien.
Hvert år den 16. juni fejrer Dublin “Bloomsday” – den dag, “Ulysses” foregår. Festligheden har navn efter bogens hovedperson, Leopold Bloom.
I dag er “Ulysses”, som pga. sin specielle skrivestil blev kaldt “uoversættelig”, oversat til mere end 20 sprog og solgt i millioner af eksemplarer verden over. Romanen anses for at være en af de vigtigste i litteraturhistorien, der banede vejen for en mere kunstnerisk og eksperimenterende stil.
Den roses især for sin virkelighedstro gengivelse af et menneskes skiftende tankestrøm og følelser, men anses stadig af mange som et næsten uigennemtrængeligt værk.
Sikkert er det dog, at Joyces kone, Nora, pligtopfyldende tyggede sig igennem samtlige af bogens 732 sider, da hun modtog eksemplar nr. 1.000 i gave af sin mand. Da hun efterfølgende blev spurgt, hvad hun syntes om værket, svarede hun:
“OK, manden er vel et geni, men sikke en beskidt fantasi, han har”.