Top 10: Historiens farligste bøger

Roman udløste dødsdom

Den indisk-fødte forfatter Salman Rushdies bog “De sataniske vers” beskriver indiske indvandrere i London, men indeholder talrige referencer til Koranen og islam. Disse passager vakte vrede hos muslimer, der anså bogen for at være blasfemisk.

Flere lande forbød straks værket, og bogbålene blussede flere steder i verden. Sagen tog en uhyggelig drejning, da Irans leder, ayatollah Khomeini, i foråret 1989 udstedte en fatwa – en dødsdom – mod Rushdie og udlovede en dusør på 2,5 mio. dollars til den, som udførte udåden. Khomeinis reaktion skyldtes formentlig et ønske om at styrke sin popularitet.

Fatwaens følger var store: Bogens japanske oversætter blev i 1991 stukket ihjel af ukendte gerningsmænd, flere boghandler blev udsat for bombeangreb, og Rushdie måtte i årtier leve med livvagter på hemmelige adresser. Det iranske styre stillede i 1998 fatwaen i bero. Prisen på Rushdies hoved står dog stadig ved magt.

August 2022: Salman Rushdie angrebet i New York

Salman Rushdie gjorde sig klar til at holde et oplæg foran omkring 2.500 mennesker ved uddannelsescenteret ‘Chautauqua Institution’ i den vestlige del af New York fredag 12. august 2022, da en mand pludselig sprang frem fra mængden og overfaldt forfatteren med en kniv.

Manden nåede at stikke Rushdie omkring 10 gange, før det lykkedes personale og publikum at stoppe ham. Forfatteren blev fløjet til et hospital i nærheden, hvor han straks blev opereret og senere lagt i respirator. Han har pådraget sig alvorlige skader, og vil miste sit ene øje – men overlever.

Kirken brændte bibler

I middelalderen var kirken generelt modstander af, at de menige kirkegængere selv kunne læse de hellige skrifter. De gejstlige modsatte sig derfor oversættelsen af den latinske bibel.

“Hvis Biblen er umiddelbart tilgængelig for alle, vil den enten ikke blive værdsat og respekteret eller blive misforstået af folk med middelmådige kundskaber”, erklærede pave Gregor 7. i år 1080.

Konger og fyrster var enige – og ingen gik så grundigt til værks som Jakob 1. af Aragonien, der i 1233 forbød oversættelsen af Biblen til spansk.

Året efter udstedte landets biskopper et forbud mod at eje en oversat bibel. Bogen skulle brændes inden otte dage, ellers ville ejeren blive betragtet som kætter, lød det. Dekretet betød, at selveste inkvisitionen, den katolske kirkes nystiftede kætterdomstol, blev sat på sagen.

På trods af inkvisitionens indsats flød illegale Bibler alligevel over grænsen til Aragonien, gemt i kasser til fx vin. Først i 1800-tallet blev forbuddet hævet, så spanierne lovligt kunne læse Biblen på deres modersmål.

Selvmordsbølge skabte panik

Den tyske digter Johann Wolfgang von Goethe satte i 1774 Europa på den anden ende med “Den unge Werthers lidelser”. Romanen beskriver borgersønnen Werthers håbløse forelskelse i den smukke Lotte, som han ikke kan få, da hun allerede er forlovet med en anden. Fortællingen ender tragisk med Werthers selvmord, som fremstår som beviset på hans dybe kærlighed.

De unge slugte romanen og var så betagede af den følelsesfulde hovedperson, at de blev ramt af “Werther-feber”, hvor de ville leve og gå klædt som deres forbillede.

Kort efter udgivelsen indløb de første beretninger om selvmord. Unge skød sig med bogen i hånden, forlød det. Beretningerne var formentlig stærkt overdrevet, men de skabte panik, ikke mindst blandt kirkens folk.

“Tænk for guds skyld på, hvor mange af vore unge der kunne ende som Werther”, tordnede den tyske præst Johann Goeze. I Leipzig forbød byrådet bogen i 1775 efter ønske fra universitetets teologiske fakultet. Også Danmark og Italien nedlagde forbud mod romanen, som først i 1825 kunne læses frit igen.

Frække ord stødte amerikanerne

Romanen “Lady Chatterleys elsker” vakte med sin beskrivelse af overklassekvinden Constance Chatterleys hede forhold til skytten Oliver Mellors stor forargelse, da den udkom i 1928. Detaljerede sexscener og et udtalt seksuelt frisprog fik mange lande til at forbyde bogen eller censurere den til ukendelighed.

I USA blev romanen offer for de såkaldte Comstock-love. De var blevet indført i 1873 på postinspektøren Anthony Comstocks initiativ og forbød forsendelse af “uanstændigt, obskønt og sjofelt” materiale med posten.

“Vejen til bordellet går gennem bogen”, udtalte Comstock, og lovene ramte bl.a. James Joyces banebrydende bog “Ulysses” (1921) og middelalderværket “Canterbury-fortællingerne”.

Mange udgivere udfordrede loven, og i 1959 havde forlaget bag “Lady Chatterley” heldet – og tidsånden – med sig. Alle restriktioner på forsendelse af bogen blev fjernet. Dommen blev begyndelsen til enden for Comstock-lovene, og året efter blev bogen også lovlig i England.

Hverken krig eller sex var i orden

I romanen “Farvel til våbnene” fra 1929 skildrer den amerikanske forfatter Ernest Hemingway et kærlighedsforhold mellem den amerikanske ambulancefører Frederic Henry og den unge engelske sygeplejerske Catherine Barkley igennem 1. verdenskrigs blodige slag.

Fortællingen satte ord på en hel generations lede ved krigen, men den blev forbudt i Italien, fordi den skildrede landets pinlige nederlag ved slaget om Caporetto. I Irland var problemet, at hovedpersonerne indleder et seksuelt forhold, som ender med graviditet uden for ægteskabet. Republikken havde løsrevet sig fra England i 1922 og gjorde nu alt for at styrke sit katolske særpræg. Fire år efter nedsatte staten “Komiteen mod ond litteratur”.

På komitéens anbefaling indførte landet censur, og i de følgende år blev tusinder af værker forbudt, bl.a. af H.G. Wells, John Steinbeck og William Faulkner. De fleste bøger blev tilladt igen i 1960’erne, men loven er stadig i kraft, og Irland forbød senest en bog i 2016: “The Raped Little Runaway” af Jean Martin.

Talende dyr var hård kost for Kina

Kina har en lang tradition for at forbyde bøger. Allerede i 213 f.Kr. brændte landets første kejser, Qin Shi Huangdi, angiveligt en række værker, som gik imod hans verdensopfattelse. I de næste 2.000 år forbød hans efterfølgere jævnligt bøger, som de betragtede som undergravende.

I 1931 gik det ud over den engelske forfatter Lewis Carrolls klassiker “Alice i Eventyrland” – historien om pigen Alice, som gennem et kaninhul falder ned i en fantastisk og absurd verden. Hunan-provinsens kommunistiske guvernør var utilfreds med, at dyrene i historien kan tale.

“Dyr skal ikke tale menneskesprog. Det er en katastrofe at anbringe dyr og mennesker på samme niveau”, lød kritikken.

Nogle forskere mener dog, at kommunisternes forbud nok snarere skyldes bogens indirekte kritik af autoriteter.

Da hippiebevægelsen opstod i Vesten i 1960’erne, blev “Alice i Eventyrland” kritiseret for at reklamere for narkotika. Carrolls forvrængede verden gav børn lyst til at indtage psykedeliske stoffer ligesom hippierne, lød kritikken.

Jaget hjortekid blev anset for skadeligt

De fleste kender Bambi, det lille hjortekid fra Walt Disneys tegnefilm, men filmen bygger på en bog, som bestemt ikke er for børn.

I den østrigske forfatter Felix Saltens “Bambi, et liv i skoven” er kiddet konstant på flugt fra blodtørstige jægere og de andre dyr, som håner ham for at vise følelser. Salten skrev bogen i 1922 – inden Østrig og Tyskland blev ramt af jødehad og politiske gadekampe. Men jægerne kan sagtens tolkes som SA-folk, Hitlers brunskjorter.

Salten ramte så meget plet, at Hitler i 1936 beordrede alle eksemplarer af bogen brændt. Destruktionen var så omfattende, at forskere først inden for de senere år har været i stand til at rekonstruere bogens oprindelige indhold. Disneys version bygger på en omskrevet oversættelse fra 1928.

“Bambi” var langtfra den eneste bog, som nazisterne forbød. Tusinder af værker blev erklæret for skadelige og tilintetgjort. Den 10. maj 1933 gik hele 25.000 bind op i røg.

Nazister forbød deres eget kampskrift

“Mein Kampf”, Adolf Hitlers politiske kampskrift, var nærmest hvermandseje i Det Tredje Rige. Men da nazisterne tabte 2. verdenskrig, forbød de allierede sejrherrer bogen.

Forbuddet blev håndhævet af delstaten Bayern, der efter krigen “arvede” det nazistiske forlag, der besad rettighederne til bogen. Gennem 70 år sørgede Bayern for at stoppe næsten alle forsøg på at udgive den.

Da rettighederne udløb den 31. december 2015, udkom værket i Tyskland. Kritik fra bl.a. jødiske grupper fik i 2020 netboghandlen Amazon til at stoppe salget. Beslutningen blev dog ændret, og bogen er nu frit tilgængelig.

Ikke kun Hitlers modstandere har forsøgt at forhindre udbredelsen af bogen. I 1940 standsede nazisterne selv udgivelsen i de besatte lande. “Mein Kampf” beskrev nemlig nøje, hvad Hitler mente om Tysklands naboer, og hvordan han havde til hensigt at behandle dem. Nazisterne frygtede, at kendskabet til Hitlers tanker ville føre til øget modstand blandt de besatte landes befolkninger.

2.500 år gammel bog blev forbudt i Grækenland

Den græske komedieforfatter Aristofanes spiddede i antikken sin samtids tåbeligheder. I “Lysistrate” tager han krigen mellem bystaterne Athen og Sparta under kærlig behandling. Fortællingen beretter, hvordan Lysistrate, en kvinde fra Athen, bliver så træt af mændenes manglende evne til at standse blodsudgydelserne, at hun selv skrider til handling. Under hendes ledelse indgår kvinder fra Athen og Sparta en fælles pagt om ikke at have sex med deres mænd, før krigen stopper.

Grækerne lo ad komediens mange sjofle vittigheder, samt at Athen måtte reddes af en kvinde – en komplet absurd tanke i antikkens Grækenland, hvor kvinderne intet havde at sige.

Senere tiders læsere tog knap så let på sagen. Da nazisterne i 1941 invaderede Grækenland, forbød de “Lysistrate”, som de frygtede ville styrke grækernes sammenhold. Også juntaen, som i 1967 overtog landets ledelse ved et militærkup, forbød komedien. Generalerne frygtede, at folket ville lade sig inspirere af kvinderne og gøre oprør mod diktaturet.

Nøgne holocaust-ofre forargede

Højrefløjen i USA har i de seneste år intensiveret kampen imod bøger, de anser for skadelige. Så sent som i januar 2022 besluttede skolebestyrelsen i McMinn County i Tennessee, at tegneserien “Maus” af Art Spiegelman skulle forbydes.

“Maus” skildrer holocaust og forfatterens egen jødiske families skæbne, bl.a. som indsatte i udryddelseslejren Auschwitz. Med dyrefigurer som hovedpersoner behandler Spiegelman følsomme emner som skyld, skam og selvmord.

Værket indbragte ham den eftertragtede Pulitzerpris i 1992. Men hæderen gjorde ikke indtryk på skolebestyrelsen i Tennessee. I stedet tog medlemmerne anstød af bandeordene og en tegning af en nøgen koncentrationslejrfange.

“Maus” er langtfra den eneste forbudte bog i USA, og listen vokser hvert år. Den amerikanske bibliotekssammenslutning (ALA) modtog i efteråret 2021 hele 330 anmodninger om at fjerne bøger med anstødeligt indhold – en markant stigning i forhold til året før og et tydeligt bevis på, at kampen for kunstnerisk frihed langtfra er slut.