Virkelighedens Dracula var en blodtørstig fyrste

Virkelighedens Dracula var blodtørstig

Vlad 3. Dracula blev inspirationskilden­ til forfatteren Bram Stokers vampyr af samme navn.

I Stokers roman fra 1897 er Dracula portrætteret som en blodtørstig transsylvansk greve, der igennem århundreder har levet af at overfalde mennesker med det formål at drikke deres blod.

Virkelighedens Dracula drak ikke blod, men blev alligevel allerede i sin egen levetid berygtet for sin store blodtørst og grusomhed mod sine fjender – særligt de muslimske tyrkere.

Allerede som ganske ung var Dracula blevet opdraget til at hade tyrkerne, der på dette tidspunkt havde erobret store dele af det nuværende Grækenland og Bulgarien og nu også truede resten af det kristne Sydeuropa.

Draculas far, Vlad 2., var medlem af den såkaldte Drageorden – en ridder­orden dedikeret til at bekæmpe de muslimske tyrkeres fremmarch­.

Vlad 2. fik med tiden tilnavnet­ Dracul, som betyder drage på rumænsk. Sønnen tog derfor navnet Dracula – Draculs søn.

Da unge Dracula var omkring 12 år, tvang de tyrkiske osmannere Draculas far til at slutte fred, og som en del af aftalen blev de to yngste sønner – Dracula og hans yngre bror Radu – sendt til sultanens­ hof for at sikre, at Vlad 2. overholdt aftalen.

Efter omkring seks år som tyrkernes gidsel blev Dracula og hans bror i 1448 omsider frigivet og kunne vende hjem.

Det år blev faderen Dracul og Draculas ældste bror, Mircea, dræbt, da adelen i Targoviste gjorde oprør mod fyrsten.

Tyrkerne gør Dracula til fyrste

I efteråret 1448 erobrede tyrkerne Valakiet, der efter mordet på Draculas far, var blevet kastet ud i kaos. Sultanen indsatte derefter den kun 18-årige Dracula som fyrste.

Landet skulle være en tyrkisk vasalstat, og tyrkerne regnede med, at de ville kunne styre den unge fyrste. Mindre end et år senere blev Dracula dog fordrevet af hærstyrker fra nabolandet Ungarn, der ligesom tyrkerne ønskede at gøre Valakiet til en lydstat.

I de næste syv år levede Dracula i eksil forskellige steder på Balkan, mens han ventede på chancen for at generobre­ Valakiet.­ Igen blev det tyrkerne, der gav ham chancen, om end indirekte.

I 1456 kæmpede den ungarske hærfører János Hunyadi en indædt krig mod tyrkerne, som var nået helt frem til Serbiens hovedstad, Beograd.

Hunyadi var så presset, at han lod sin gamle fjende Dracula lede forsvaret af Transsylvanien, grænseområdet mellem Ungarn og Valakiet, og gav ham chancen for at vinde Valakiets­ trone tilbage.

Den chance greb Dracula, og i løbet 1456 lykkedes det ham. Med sin ungarske hær erobrede han Valakiet og genindtog sin faders trone. Nu begyndte hans rædselsregime.­

Dracula ville have hævn

Den 27-årige Dracula ønskede brændende hævn for den valakiske adels mord på faderen og storebroderen.

Men i stedet for straks at beordre sine mænd til at arrestere adelsfolkene én for én – med stor risiko for, at nogle af dem ville nå at undslippe – holdt han sig i ro.

I påsken 1457, næsten et år efter, at han var kommet til magten, afholdt han så uventet en stor fest for de adelsfolk, han mistænkte for at have været involveret i drabene.

Under festlighederne arresterede han alle adelsfolkene og lod hovedparten af dem spidde. Meterlange pæle blev ført igennem deres kroppe langs rygraden, til pælespidsen stak ud i nakken.

Andre blev spiddet gennem maven eller brystkassen. Så blev pælene rejst op – ofte mens ofrende stadig var i live. Det var ved denne lejlighed, fyrsten fik sit tilnavn “Spidderen”.

Draculas brutale adfærd over for adelen gjorde ham populær blandt de øvrige undersåtter – særligt bønderne, som i århundreder var blevet undertrykt af den magtfulde adel.

Ingen tør lyve for Dracula

Den unge fyrste hadede i så høj grad enhver form for tyveri, løgn og uretfærdighed, at enhver, der blev fundet skyldig i disse forbrydelser, prompte blev henrettet, uanset om de var adelige, munke­ eller­ blot almindelige borgere.

Ifølge en legende var Draculas straffe så frygtede, at ingen turde stjæle den kostbare guldkop, som fyrsten havde placeret ved byens offentlige brønd til fri afbenyttelse for tørstige rejsende.

Da en udenlandsk købmand en dag kom og fortalte Dracula, at nogen i løbet af natten havde stjålet 160 gulddukater fra hans vogn, beroligede fyrsten ham og sagde, at han om aftenen ville få sine penge tilbage.

Herefter beordrede Dracula sine folk til at tage 161 gulddukater fra skatkammeret og lægge dem i købmandens vogn. Om aftenen opdagede købmanden pengene og talte dem straks, hvorefter han gik til Dracula og fortalte, at han havde fundet sit guld, men at den ene af dukaterne ikke var hans.

Dracula beordrede straks tyven og guldet, som i mellemtiden var blevet fundet, fremvist og sagde til købmanden: “Gå med fred. Hvis ikke du havde fortalt mig, at du havde fundet den ekstra­ dukat, ville jeg have spiddet dig sammen med tyven”.

Dracula går i krig mod tyrkerne

I 1461 sendte den tyrkiske sultan, Mehmed­ 2., to udsendinge til Valakiet for at kræve tribut af Dracula. Historien fortæller, at de to udsendinge ikke ville tage deres hat af som tegn på respekt for Dracula.

Det gjorde ham så vred, at han beordrede udsendingenes hatte sømmet fast til deres hoveder.

Det blev begyndelsen på enden for Draculas styre, for snart efter krydsede sultanens hær Donau og begyndte at terrorisere befolkningen i Valakiet.

Dracula­ satte sine soldater til at drive tyrkerne ud igen og forfulgte dem over Donau ind i Bulgarien, hvor han myrdede løs på både tyrkere og bulgarer.

I et brev dateret 11. februar 1462 til den ungarske konge fortæller Dracula, at han har dræbt "23.884 tyrkere og bulgarere og dertil kommer dem, der var brændt inde i deres huse, og hvis hoveder­ ikke blev fremvist for vore embedsmænd­".

Sultan Mehmed besluttede sig for én gang for alle at gøre regnskabet op med Dracula og tage magten i Valakiet – den, der kontrollerede Valakiet, kontrollerede nemlig også floden Donau, som ville kunne give Mehmed store strategiske fordele i hans kamp mod Det Tysk-Romerske­ Rige.

I løbet af foråret udrustede han en hær på 60.000 soldater, og 4. juni gik han ind i Valakiet. Sultanen ledte selv hæren. Han mødte dog ingen modstand, kun afbrændte marker, forgiftede brønde og ødelagte landsbyer.

Dracula vidste, at han ikke kunne slå tyrkerne, og holdt sig til den brændte jords taktik, mens han planlagde sit modangreb.

Dracula straffer en del af sine tropper

Dracula besluttede at løbe en stor risiko for at stoppe tyrkernes fremmarch. Hans eneste chance var at få ram på sultanen selv. Derfor lod han sin hær angribe tyrkernes lejr om natten og styre mod sultanens­ telt.

Det var et modigt angreb. Mehmeds hær var mindst tre gange større end Draculas. Alligevel kunne Dracula tilføje tyrkerne store tab, inden han blev tvunget til at trække sig tilbage.

Efter slaget inspicerede han ifølge legenden sine tropper­ nøje. De soldater, der var blevet såret på den forreste del af kroppen, belønnede han stort.

Modsat blev de, der var blevet såret i ryggen – et tegn på, at de var flygtet som kujoner – spiddet gennem endetarmen, mens Dracula rasende råbte: “I er ikke mænd, men kvinder”.

Dracula stod bag de spiddedes skov

Trods succesen kunne Draculas angreb ikke stoppe sultanens enorme hær. Den tyrkiske overmagt skræmte borgerne i Targoviste i en sådan grad, at de i sensommeren 1462 gjorde oprør mod Dracula.­

Men den blodtørstige fyrste slog oprøret ned med hård hånd og tog en grusom hævn over de oprørske undersåtter.­

Få dage senere ankom den tyrkiske hær til Targoviste. Det var her, at tyrkerne fik at se, hvorfor Dracula havde fået sit øgenavn “Spidderen”.

Da de nærmede sig hovedstaden, kunne tyrkerne i horisonten se tusindvis af høje pæle stikke op af jorden uden for byen.

På pælene­ hang både Targovistes borgere og de mange tusinde tyrkiske krigsfanger, som Draculas soldater havde taget under den langvarige krig.

Synet skræmte de tyrkiske soldater fra vid og sans, og sultanen selv, der ellers var vant til blod og død under sine mange felttog i Europa, måtte erkende, at han havde mødt sin overmand, når det gjaldt grusomhed.

Han overlod derfor kommandoen over hæren til sine undergivne og forlod i al hast Valakiet.

Dracula blev svigtet af sin allierede

Draculas taktik virkede dog kun delvist. Hans grusomhed fik sultanen til at forlade Valakiet, men krigen var reelt tabt.

Kort efter massakren i Targoviste blev Draculas hær næsten udslettet af de tyrkiske styrker. Den tyrkiske hær blev anført af Draculas bror, Radu, der længe havde ønsket at overtage Valakiets trone og derfor var gået i tyrkernes sold.

Dracula flygtede og slog sig ned i de transsylvanske bjerge og brugte området som base for sin kamp. For at få hjælp forsøgte han at alliere sig med Ungarns kong Matthias.

Den ungarske konge lod sin hær marchere ind i Transsylvanien under påskud af at ville hjælpe Dracula tilbage til magten.

Men i stedet lod han Dracula arrestere og spærrede ham inde på et slot i Ungarn. Samtidig satte flere af Draculas fjender gang i en smædekampagne.

Ved hjælp af den nyopfundne trykpresse fremstillede de tusindvis af flyveblade om hans grusomme fremfærd.

Mange af de myter, der omgiver Dracula­ i dag, stammer fra disse flyveblade. Dracula blev derfor en legende, allerede mens han levede­.

Draculas sidste kamp mod tyrkerne

Tolv år varede Draculas fangenskab, men i 1475 fik han chancen for at tage magten i Valakiet for tredje gang.

I mellemtiden var den yngre bror Radu blevet afsat, og Valakiet havde fået en ny fyrste, Basarab Laiota, som var tyrkernes allierede.

Alliancen bekymrede Ungarns kong Matthias, som besluttede at genindsætte Dracula på Valakiets trone.

Inden Dracula kunne gå efter sin trone, skulle han dog først hjælpe kong Matthias mod tyrkerne. Efter flere succesfulde felttog mod tyrkerne var Dracula i november 1476 klar til at generobre Valakiet, som faldt i løbet af kort tid.

I starten af december var han atter Valakiets fyrste. Men det varede ikke længe. Basarab Laiota, som han havde fordrevet, vendte tilbage med en tyrkisk hær – større end Dracula kunne besejre.

Sultanen får tilsendt hovedet af Dracula

Ligesom der er mange myter om Draculas liv, er også hans død i 1476 en gåde.

Måske blev han dræbt i kamp mod tyrkerne, måske myrdet af forrædere blandt den troløse valakiske adel.

Ifølge en historie blev hans afhuggede hoved sendt til sultanen som bevis for, at “Spidderen”­ omsider var død.

Dracula tabte således i sidste ende kampen mod de invaderende tyrkere, men hans indædte modstand endte med at give Vesteuropa dyrebar tid til at forberede sig på de tyrkiske hæres senere angreb.

Samtidig gjorde Draculas­ kamp mod den undertrykkende­ adel ham til en folkehelt – trods hans grusomme­ fremfærd mod såvel fjender som undersåtter.­