Bridgeman/IBL
Maleri af backgammonspillere

Brætspil gennem historien

Brætspil har eksisteret i over 5000 år. Backgammon, domino, kortspil, matador, kalaha, skak, mahjong, ludo – her er historien bag nogle af vores mest elskede former for tidsfordriv.

To mægtige riger langt mod øst var hotspots i opfindelsen af brætspil. Her er den ofte tusindårige historie bag nogle af vor tids mest populære spil.

Backgammon har rødder i antikken

Backgammons oprindelse: Romerriget i 400-tallet eller tidligere

  • Oprindelse: 400-tallet eller tidligere
  • Sted: Romerriget

Mange af de tidligste spil er ældre slægtninge til backgammon. Derfor kalder man det gerne for et af verdens ældste spil.

Både det egyptiskesenet og det kongelige spil fra Ur er udpeget som forgængere. Men endnu større lighed med backgammon har det græsk-romerske spil tabula, som for første gang omtales i et digt om den byzantinske kejser Zenon, som i 400-tallet tabte i tabula på grund af et uheldigt terningslag.

Ligesom i backgammon går det antikke spil ud på at flytte 15 brikker i modsat retning mod et “hjem.” Den største forskel er, at man i tabula anvender tre i stedet for to terninger.

I Grækenland kaldes backgammon fortsat tabula. Eftersom spillebrættet er fundet i forskellige materialer, har det formodentligt været spillet af såvel rig som fattig.

Det var dog først i 1600-tallets England at navnet backgammon blev brugt efter saksisk baeck, til­bage og gammon, spil. Kort derefter formulerede englænderen Edmund Hoyle de nuværende regler.

I 1900-tallet blev spillet mere og mere populært, blandt andet takket være selskabsløven prins Alex Obolensky, der åbnede backgammonklubber i New York.

Spillet er fortsat meget udbredt, blandt andet på caféer, skønt dets velmagtsdage nok er ovre.

Domino slog igennem i 1700-tallets Europa

Domino opfundet i Kina

  • Oprindelse: Uklart
  • Sted: Kina

Der findes forskellige forklaringer på spillet Dominos oprindelse. Ifølge en kinesisk legende var det soldaten Hung Ming (181–234 e.v.t.), som skabte spillet for at holde soldaterne vågne under nattevagten.

Det siges også, at dominobrikker solgtes af omrejsende handlende i kejser Xiasongs regeringstid (1162–89). Uanset oprindelsen er de tidligste kendte dominospil fra Kina år 1120.

I 1700-talet blev domino et hit i Italien, Frankrig og England. I Frankrig blev der fremstillet de såkaldte domino­puslespil, hvor man skulle indpasse de rektangulære klodser i et mønster.

Spillet går ud på, at brikker med det samme antal prikker kan lægges op mod hinanden, og den, som først kommer af med alle sine brikker, har vundet. Navnet kommer fra det latinske ord dominus som betyder husherre.

I 2005 afholdt man det første VM i domino og efterhånden spilles spillet i hele verden, men særligt i Sydamerika og Caribien.

Kortspillet tog form i 1480

De tidligste kortspil havde andre symboler: Mønt, sværd, bæger og stav

Mønt, sværd, bæger og stav var de tidligste standardkulører.

© Istock

Kortspil opfundet i Kina i 800-tallet

  • Oprindelse: 800-tallet
  • Sted: Kina

Den første som nævner spillekort på skrift, er den kinesiske forfatter Su E, som levede under Tangdynastiet i 800-tallet.

Han beskriver hvordan kejser Yizongs datter, prinsesse Tongchang, spiller kort med sin mands slægt­ninge. Disse kort skal have lignet flade og bøjelige dominobrikker, og derfor mener nogle, at kortspil er en videreudvikling af domino.

Der findes også teorier om, at kortspillet stammer fra de pinde og pile, som blev brugt til spådomme i Korea. De var malet med emblemer, som angav deres rang, og blev senere kopieret over på lange smalle papirstrimler.

I begyndelsen fandtes en række forskellige kulørvarianter. Da spillekortene først kom til Europa i 1300-tallet, bestod kulørerne af mønt, bæger, sværd og stav. Men der har også været spil med nøgler, våbenskjolde, roser, agern og vindrueklaser.

Først i 1480 fik spillekortene det nuværende udseende med 52 kort inddelt i hjerter, ruder, klør og spar. Denne form var enkel at trykke og sprede, da kortene kun bestod af to farver og havde ens symbol på nummer­kortene.

Kortspil var ikke længere kun dyrebare håndmalede kunstværker for overklassen, men underholdning for alle. Gennem årene er der udviklet en lang række forskellige spil. Poker og bridge har opnået størst udbredelse.

Matador var for politisk

Spilleplade til brætspillet Matador

Spillepladen til Matadors forgænger, The Landlord's Game, som handlede om huspriser.

© Flickr

Matador udviklet i USA mellem 1903 og 1934

  • Oprindelse: 1903
  • Sted: USA

Matador er ikke en dansk opfindelse. Den amerikanske journalist Elizabeth Magie ville oplyse folk om, at udlejere tog alt for høj husleje.

I 1903 udformede hun noget, hun kaldte udlejernes spil, som skulle forklare beskatningen af fast ejendom. Da Magie kontaktede spilforlaget Parker Brothers, takkede de dog nej. De syntes det lød for politisk.

Rygterne om spillet fortsatte og nåede den arbejdsløse varmemontør Charles Darrow. Efter at have forenklet reglerne, fik han i 1934 Parker Brothers til at ændre mening og takke ja.

Den første version af spillet Monopoly hentede sine gadenavne fra Atlantic City, fornøjelsesbyen på USA’s østkyst. Det kom ud under lavkonjunkturen i USA, hvor mange drømte om luksus og rigdom.

Spillet blev en succes, da det gav deltagerne en chance for at tjene en hurtig formue – selvom det var i legetøjspenge.

I dag er det verdens mest solgte spil og det findes i et utal af varianter. I Danmark udkom det i 1936 med københavnske gadenavne. Navnet var Matador.

Kalaha – antikt eller moderne spil?

Antik græsk vase

Vasen som inspirerede til det nygamle spil.

© Public domain

Kalaha lanceret i USA i 1940

  • Oprindelse: 1940
  • Sted: USA

I 1940 lancerede den amerikanske forretningsmand William Julius Champion Junior spillet Kalaha sammen med en stribe tvivlsomme påstande.

Han påstod at han havde genopdaget et 7 000 år gammelt brætspil, og at han havde fundet en antik vase, hvorpå det var afbildet, hvordan Kalaha blev spillet under belejringen af Troja, samt at afrikanske høvdinge spillede om kvindelige slaver.

Ingen af disse påstande har dog kunnet bevises, og det var antagelig alene et kneb fra Champions side, som arbejdede indædt med markedsføringen.

Der findes godt nok en vasedekoration fra omkring 520 f.v.t., hvor de mytologiske græske helte Ajax og Akilleus spiller et spil, men det kan i profil ikke ses, om det netop er Kalaha de spiller.

Derimod er der fundet lignende spil i Etiopien og Eritrea fra 500- og 600-tallet. Dette spil kaldes for mancala og går ud på at samle og tælle enheder, oftest kugler.

Derfor kan man til nød sige, at Kalaha tilhører denne gruppe af spil.

I 1960’erne blev Kalaha i øvrigt det første fjernkontrollerede computerspil, hvilket indebar, at man kunne spille mod hinanden uden at befinde sig på det samme sted.

Skak gav plads til omtanke og dygtighed

To arabere spiller skak i telt

To arabere spiller skak på en illustration fra et middel­alderligt spansk skrift om spil.

© Bridgeman/IBL

Skak opfundet og udviklet i Indien som chaturanga

  • Oprindelse: Uklart
  • Sted: Indien

Ifølge en indisk legende blev skak opfundet i 500-tallet af den hinduiske præst og filosof Sissa ved kong Balhaits hof.

Balhait beklagede sig over, at der kun fandtes terningspil og ikke noget spil, som var baseret på omtanke og dygtighed.

Derfor lavede Sissa et strategispil med sorte og hvide felter og brikker i form af elefanter, heste, stridsvogne og soldater. Spillet blev kaldt chaturanga og anses som en forgænger til skak.

Historien om chaturanga er usikker, men man ved, at araberne spredte spillet til Europa i middelalderen, og at det var i det muslimske Spanien, at det moderne skak fandt sin nuværende form.

En af de første internationale mestre man kender til var franskmanden André Philidor, som i 1700-tallet brillerede med sine evner ved blandt andet at spille med bind for øjnene.

På hans tid rådede den såkaldte romantiske spillestil, som var kendetegnet ved vovede angreb, overraskende træk og dynamisk spil. Den blev senere erstattet af en spillestil med fokus på teknik og strategi.

I 1800-tallet dukkede der skakklubber op i mange byer, og der blev organiseret konkurrencer på lokalt, nationalt og globalt niveau.

I 1970’erne blev de første skakprogrammer til computere lavet, og i 1997 besejrede skakcomputeren Deep Blue den daværende verdensmester, russeren Garry Kasparov.

Mahjong blev forbudt i Maos Kina

To kvinder spiller mahjong

Mahjong minder om kortspillet poker.

© National Geographic/Getty

Mahjong opfundet i Kina

  • Oprindelse: Uklart
  • Sted: Kina

Der råder stor uenighed om, hvornår mahjong blev opfundet. Nogle tilskriver spillet den kinesiske filosof Kong Fuzi, som levede i 500-tallet, andre hævder, at spillet blev skabt i 1800-tallet af en kinesisk officer.

Mange tror også, at det er baseret på det kinesiske kortspil Hængende hest, som blev spillet under det tidlige Mingdynasti i Kina (1358–1644).

Mahjong er et hasardspil, hvor man skifter tur, og det går ud på at opbygge kombinationer ved at tage brikker op med forskellige valører og skille sig af med dem, man ikke har brug for.

Spillet blev forbudt i Kina i 1949, eftersom de kommunistiske myndigheder mente, at mahjong og andre hasardspil førte til kapitalistisk korruption.

Forbuddet blev først ophævet i 1985, og i dag er spillet populært både i Kina og i resten af verden.

Ludo – slaver var brikker

Engelsk ludo­spil fra 1930'erne.

Engelsk ludo­spil fra 1930'erne.

© Wikimedia Commons/Micha L. Rieser

Udviklet i Indien i 1500-tallet og lanceret i USA i 1900-tallet

  • Oprindelse: Uklart
  • Sted: Indien

I 1500-tallet sad den indiske kejser Akbar 1. på en ophøjet marmortrone og spillede spillet pachisi med 16 slavepiger som spillebrikker på et enormt rødt og hvidt spillebræt formet som et kors.

Kejseren brugte skaller som terninger for at afgøre, hvor mange skridt den enkelte slave måtte tage. Pigerne var delt i to hold, som dystede om hvem af dem, der først nåede hjem.

Reglerne mindede om ludo, også selvom vi i dag i stedet bruger terninger og spillebrikker i for­skellige farver.

Pachisi har sine rødder i Indien, mens ludo blev lanceret af den tyske spilproducent Josef Friedrich Schmidt i begyndelsen af 1900-tallet.

Spillet blev et almindeligt tidsfordriv i de mudrede skyttegrave under de to verdenskrige, da Schmidt forærede spillet til tyske krigslazaretter.

Det hed dog ikke ludo dengang. Schmidt døbte spillet “Mensch ärgere Dich nicht”, hvilket betyder “Menneske, bliv ikke vred.” I dag er spillet populært, især blandt børn, da det er meget enkelt at spille.

Trivial Pursuit – quiz til hjemmebrug

Trivial Pursuit blev opfundet af Chris Haney og Scott Abbott

Trivial Pursuit.

© Shutterstock

Trivial Pursuit opfundet i USA

  • Oprindelse: 1979
  • Sted: USA

I slutningen af 1970’erne fik canadierne Chris Haney og Scott Abbott den idé at lave deres eget spil. På blot et par timer havde de udformet spildesignet til Trivial Pursuit, men det lykkedes dem ikke at sælge det på egen hånd.

Først da spilforlaget Selchow and Righter købte licensen, kom der fart i salget, og med tiden blev Trivial Pursuit et af verdens mest solgte brætspil.

Forskellige typer af quizspil er dog solgt siden slutningen af 1800-tallet, og senere blev også quizprogrammer populære i både radio og tv.

Mange af disse tv-succeser blev senere solgt som brætspil. Også det omvendte forekommer. I 80’erne og 90’erne blev Trivial Pursuit lavet som et quizprogram på tv i blandt andet USA og Storbritannien.